Julien Deiss

Julien Deiss behandler på nytænkende vis nyklassicistiske skulpturer i sine værker, der med deres kombination af det figurative og det abstrakte skaber et helt nyt udtryk. På udstillingen kan man opleve Julien Deiss’ nye malerier, skulpturer, papirarbejder og installationer.

Julien Deiss’ kunst er præget af modstillinger: Det moderne versus det klassiske; det abstrakte versus det figurative; kontrol versus dynamik. Badet i drømmende farver træder velkendte skulpturer ind et nyt, imaginært rum. Her er vi i et eksperimenterende univers, hvor nye udtryk spontant opstår på historiens baggrund.

Bertel Thorvaldsen, der spiller en fremtrædende rolle i Deiss’ værker, står som den eneste danske kunstner, der for alvor har formået at skrive sig ind i den europæiske kunstkanon, som en mastodont i dansk kunsthistorie. Hans nyklassicistiske skulpturer har gennem tiden været tillagt mange forskellige betydninger. At gengive det ideale menneskelige legeme i bronze og marmor var oprindeligt højdepunktet af det antikke Grækenlands kunstneriske bedrifter. I 1700-tallet genoptog nyklassicismens kunstnere de antikke skulpturers visuelle udtryk, der med sin enkelhed og sine klare former afspejlede værdierne hos de oplyste borgere, der gjorde modstand mod monarkiets overdådighed og krævede demokrati og menneskerettigheder. Senere blev den klassicistiske afbildning af menneskekroppen associeret med kunstnerisk konservatisme.

I Julien Deiss’ kunst træder disse digre historiske betydninger dog i baggrunden. I Deiss’ møde med den klassiske skulptur, som ofte foregår på museet med papir og blyant i hånd, bliver de simple, hvide skulpturer blanke lærreder, hvor et utal af nye refleksioner kan få frit spil. Som den franske filosof Jacques Rancière påpeger, besidder det antikke skulpturfragment i kraft af sin abstrakte løsrevethed en evne til at generere nye betydninger og nye måder at tænke på. Og det er netop dét, Thorvaldsens skulpturer bliver i Deiss’ værker: Løsrevne fragmenter, der i kombinationen med den ekspressive, abstrakte collage skaber et nytænkende udtryk. I en tilstand af konstant åbenhed og gennemstrømmelighed lader Julien Deiss det nye og det uventede opstå spontant i maleprocessen. Oscillerende mellem ekstremerne uden nogensinde at underlægge sig dem skaber han et nyt kreativt rum, hvor den evigt omskiftelige cirkulære relation får nye visuelle udtryk til at opstå og maleriet til at udvikles.

Ikke kun i sit billedsprog kombinerer Julien Deiss det nye og det gamle på overraskende vis; også i sit materialevalg blander han klassiske teknikker med moderne materialer og opnår herved et helt nyt udtryk. De klassiske tegninger, der er udført med stor teknisk snilde med mange lag af akvarelkridt og gesso, giver mindelser til traditionelle akademiøvelser fra 17- og 1800-tallet. Her stopper den klassicistiske indflydelse dog også; udført i stærke, fantasifulde farver, der var utænkelige (og utilgængelige) i det tidlige 1800-tal, står figurerne frem med fornyet nærvær og karakter. Figurtegningen er dog kun starten på et værk for Julien Deiss; det egentlige værk opstår i den spontane, intuitive sammensætning af farver og teksturer, tekstiler, træ og pigmenter, som kommer til at udgøre det endelige udtryk. Med lærredet udbredt på gulvet skaber Julien Deiss vilde, abstrakte kompositioner ved at hælde og stænke malingen på lærredet og ofte ved hjælp af en særlig laveringsteknik, der muliggør slørede farveovergange. De bedste dele klipper han ud og syr sammen med de figurative malerier ved hjælp af de samme grove sting, som man syr bilsæder sammen med.

Resultatet er værker, der både trækker tråde tilbage til nyklassicismen og 1940’erne og 1950’ernes abstrakte ekspressionisme, og som med deres kombination af det grove, det utæmmede og det veludtænkte skaber et endnu uset malerisk udtryk.

Kilde: Galleri Christoffer Egelund.