Biodiversitet og kunstnerisk betydningsproduktion. Tilfældigheder og et naturbegreb under forvandling. Miljøet, klimaforandringerne og ressourcekriserne. En optagethed af at sætte ind, der hvor det gælder. Dette er nøgleordene til Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersens nye gruppeudstilling Skov skov skov.
Allerede i 2006 formulerede den danske pioner indenfor vedvarende energi Preben Maegaard (1935-2021) i sit essay Bykulturen ved vejs ende følgende: "Det er bedre at være forud for udviklingen med ny teknologi og en planlægning, der er tilpasset fremtiden, end at lade sig overrumple af oliekrige og -kriser og tidobbelte benzinpriser". Det må siges at være aktuelt i dag. Hans essay ledsager 314 dokumenterende fotografier taget af Finn Thybo Andersen og udgivet som bog med titlen Byvandringer 1968.
Baggrunden for projektet tog afsæt i en af grupperingerne omkring Eks-skolen, der kaldte sig Urbanist-gruppen og som i foråret 1968, inspireret af de franske Situationister, foretog en slags "walking in the city", hvor de var optaget af byrum, byplanlægning og arkitektur. Ifølge Finn Thybo Andersen var det "en færd ud i virkelighedens rum, en æstetisk oplevelse og en aflæsning af virkeligheden, der inspirerede til nye former for kunstnerisk aktion."
I dag taler vi meget om omstillingen til vedvarende energi og om bæregygtighed. Samtidigt er interessen for vores relation til hinanden - det menneskelige og sociale - og vores forhold til og ansvar for naturen og klimaet på dagsordnen. Det er væsentlige udfordringer vi står i her først i det 21. århundrede. Kunstnere ser grønt er en gruppering, der med kunsten som poetisk og visuelt redskab arbejder for en mere grøn verden. Det er et tankevækkende og vigtigt initiativ i det åbne og demokratiske kunstrum, hvor vores virkelighedsopfattelser er til forhandling.
Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen har gennem årene haft fokus på dels værker i kunstrummet dels på arbejdet med sociale og kollektive processer og egentlig solidaritetsarbejde. De har afsøgt grænserne mellem kunsten og livet.
I de sene tressere lavede Finn Thybo Andersen også politisk engagerede film, der bevægede sig mellem det private og det dokumenterende. Han har både været inspireret af tankerne hos den tyske billedkunstner Joseph Beuys om kunsten som social plastik, men også været inspireret af musik, ikke mindst af de minimale og serielle kompositioner hos blandt andre den amerikanske komponist John Cage. Eksperimenter ses også hos Kirsten Dufour, der i sit kunstneriske arbejde arbejder med så forskellige medier som bronze, ler, gips, glasfiber, lys, lyd og film.
I udstillingen Skov skov skov vises en lille film af Kirsten Dufour med titlen At så, optaget i egen køkkenhave. Desuden udstilles en række af kunstnernes store farvetræsnit, der benævner truede dyr og planter og dermed er med til at synliggøre disses eksistens og betydning.
Endelig indgår et æbletræ af sorten Belle de Biskoop - podet med andre sorter - i udstillingen. Det er et af deres nyere fælles projekter med fokus på klima og biodiversitet, hvor de laver stiklinger af det gamle æbletræ på deres husmandssted i Tholstrup i Vesthimmerland. Stiklingerne giver de videre til udvalgte kunstnere og klimaaktivister rundt om i landet én gang om året med et medfølgende certifikat.
Tilbage i 2014 grundlagde Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen Nørrekær Biennalen. Tanken var at etablere et eksperimenterende offentligt rum - LAND - hvor, sociale og kunstneriske arrangementer kunne finde sted. Hvor kunsten, naturen og lokalsamfundet på en forpligtende måde arbejdede sammen og integreredes. Med LAND refererede de til kunstnergruppen N55's forsøg på i 1990'erne at skabe et nyt fiktivt utopisk land med 17 uafhængige steder på kloden. Steder, hvor bl. a. landegrænser og nationaliter var ophævet, og hvor dialog, samarbejde og vidensudveksling på tværs af de traditionelle landegrænser var det styrende.
I Nørrekær i det nordjyske videreudviklede Kirsten Dufour og FInn Thybo Andersen i 2014, 2017 og 2019 disse intentioner, hvor deltagerne og de lokale beboere ved Limfjorden fik kunsten ind på livet. Fra at være passive tilskuere blev de involveret direkte i processerne, der bl.a. tog form af workshops, opbygningen af en samisk gamme (et shelter), digtoplæsninger og seminarer. Samtidigt byggede biennalen bro mellem de inviterede nordiske kunstnere og de lokale på egnen. Ideen var at begynde, der hvor man er. Med den lokale kontekst og natur in mente..
Både Kirsten Dufour og Finn Thybo Andersen har gennem årene været vidt omkring, men der er alligevel en klar linje i deres arbejde. Og ikke mindst deres arbejde med det fælles menneskelige. Som der står et sted i et lille katalog til en udstilling af Kirsten Dufour: "Hjertelyden og dens monotome rytme erindrer om noget fælles, noget universelt. Kunsten erindrer også om noget fælles, noget universelt - den er samfundets hjertelyd, dens puls".
– Mette Sterup-Hansen.
Under udstillingsperioden vil der desuden være to digtoplæsninger af digtere fra Forfattere ser grønt:
Silja Henderson – 26. nov kl.17
Ursula Andkjær Olsen – 10. dec kl. 17
Ursula Andkjær Olsen – 10. dec kl. 17
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding ved at skrive til info@banjarathnov.com
