I det nye fællesskabte projekt Tid med kunstner Kristine Mandsberg udforskes tiden som koncept. Gennem broderi visualiserer projektets deltagere deres udvalgte ord om tid på (gammelt) hvidt sengelinned.
Trapholt kan endelig fremvise det fællesskabte kunstværk Tid, skabt sammen med kunstner Kristine Mandsberg. 813 danskere har bidraget ved at brodere deres visualisering af konceptet ’tid’ på gammelt sengelinned. Resultatet af knap 8100 timers broderi er et 455 meter langt kunstværk. Projektet rejser interessante spørgsmål om vores historiske samtid, siger forsker, der kalder værket for ’tidspoetik’.
Den 1. maj afleverede 813 kreative danskere deres bidrag til det store fælles skabte kunstværk Tid, som kunst- og designmuseet Trapholt har lavet i samarbejde med kunstner Kristine Mandsberg. Disse bidrag er nu samlet i et 455 meter langt kunstværk, som nu skal udstilles på Trapholt.
Der er broderet i alt 439 forskellige ord om tid. Blandt de mest anvendte er livet, nuet, nærvær, frihed, forandring og fordybelse, mens andre ord kun er brugt én gang – heriblandt offline, paradoks, samvær og surdej. Deltagerne har også taget tid på ”håndens tid” – altså hvor mange minutter, de har brugt på at brodere deres bidrag. Værket har taget i alt 8098,5 timer at brodere – svarende til 218 arbejdsuger á 37 timer. Eller gennemsnitligt knap 10 timer per deltager.
Kilde:
Trapholt
Trapholt