Oplev hvordan kunstværker og Kødbyens historiske bygninger går i dialog, når både nye og etablerede stemmer fra den københavnske kunstscene indtager en række indendørs og udendørs områder i Den Brune Kødby under den nye, gratis kunstfestival Tender Cuts. Her vil der være performances, stedsspecifikke værker, udstillinger, talks, guidede ture og workshops.
Festivalen løber en måned og består af et varieret program, der undersøger Kødbyens rolle som transitsted, festområde og tilhørssted for mange forskellige grupper. Kunsten bliver dermed ikke blot placeret i Kødbyen. Den går aktivt i dialog med områdets arkitektur, historie og hverdagsliv. Flere af festivalens værker er skabt specifikt til stedet og påvirkes undervejs af vejret, omgivelserne og mødet med publikum.
Tender Cuts præsenterer værker af: Dagmar Moldovanu, Davide Hjort Di Fabio, Jessie Kleemann, Hedda Bauer & Charlotta Öberg, Line Lyhne, Faun Vium, Mette Hammer Juhl, Mikkel Carlsen, S&M, Tara White, Uffe Isolotto, Sophia Ioannou Gjerding, Svend Sømod, The Red Van, Antidote x Kamilia Saibi, Laura Hjort, Nicolai Risbjerg, Alma Ulrikke Bille Stræde, Malthe Møhr, Billie Meiniche, Pernille Emilia Kjær og Sabine Wedege.
Tender Cuts er skabt på initiativ af ODP3 – et kommunalt udstillingssted for det kunstneriske vækstlag på Onkel Dannys Plads – og er et samarbejde mellem ODP3, DGI-byen, Fotografisk Center og den kunstnerdrevede udstillingsplatform Abattoir.
”Med festivalen Tender Cuts mødes kunstneriske stemmer fra både vækstlaget og den etablerede kunstscene. Tender Cuts giver os mulighed for at åbne ODP3 mod området omkring os og skabe nye møder mellem kunstnere, byens rum og publikum.”
– Linnea Frandsen, kunst- og kulturansvarlig ved ODP3, Onkel Dannys Plads (Københavns Kommune).
– Linnea Frandsen, kunst- og kulturansvarlig ved ODP3, Onkel Dannys Plads (Københavns Kommune).
Festivalen er kurateret af Abattoir, hvis syv medlemmer har atelier i en fredet lade i Den Brune Kødby. Abattoir arbejder med eksperimenterende kunst og har til festivalen samlet danske og internationale kunstnere i et program, der bevæger sig mellem Kødbyens bygninger, gader og mere oversete rum.
”Som kunstnerdrevet og nomadisk platform med atelier i Den Brune Kødby er vi selv en del af det sted, vi undersøger. Med Tender Cuts vil vi skabe forbindelser mellem lokale aktører og sætte fokus på, hvem der får plads, og hvilke fællesskaber området rummer. Kødbyen har bevæget sig fra kødproduktion til arbejdspladser, natteliv og kunstneriske miljøer, og festivalen undersøger, hvordan de forskellige funktioner former vores forståelse af, hvem stedet er til for.” – Abattoir.
I løbet af festivalen kan du opleve kunstudstillinger og performances på ODP3, Fotografisk Center, H11, Halmtorvet, Kvægtorvet, Pumpehuset, RATbox, Slagtehusgade, Staldgade, Øksnehallen. Du kan med fordel starte din rejse ved ODP3 på Onkel Dannys Plads. Her vil der være foldere og kort, du kan tage med dig, som giver det fulde overblik over festivalens lokationer.
Kilde:
ODP3
ODP3





