Med efterårets komme åbner Skovgaard Museet særudstillingen Livstid. Modne kvinder i kunsten, der sætter fokus på livets sene år og et overset kapitel i kunsthistorien: den aldrende kvinde. Gennem værker af kvindelige kunstnere fra en brydningstid omkring år 1900 undersøger udstillingen, hvordan alder, krop og køn har formet kunstnernes liv og virke.
Udstillingen udfordrer forestillinger om alderdom ved at undersøge, hvorfor den aldrende kvindekrop historisk set sjældent er blevet mødt med samme anerkendelse og interesse som den smukke, unge kvindekrop. Med fokus på kunstnernes sene værker åbner udstillingen for nye perspektiver på en generation af kvindelige kunstnere hvis værker og betydning først i de senere år er blevet genstand for fornyet interesse.
Udstillingen viser værker af en række markante kvindelige kunstnere, heriblandt Anna Ancher, Bertha Wegmann, Susette Holten født Skovgaard, Anne Marie Carl-Nielsen, Marie Luplau og Emilie Mundt. Der kastes hermed nyt lys på kvinder, der længe har befundet sig i kunsthistoriens udkant, både bag lærredet og foran det.
Udstillingen er baseret på et koncept af den amerikanske kunsthistoriker Alice Price, som skrev sin ph.d.-afhandling om Anna Ancher. Price er Adjunct Assistant Professor ved Tyler School of Art and Architecture på Temple University Philadelphia, Pennsylvania.
I en tid med kropspositive bevægelser og øget opmærksomhed på repræsentation i kunst, medier og populærkultur er den aldrende kvindekrop fortsat påfaldende fraværende fra det offentlige rum. Livstid. Modne kvinder i kunsten skaber et rum for refleksion over, hvordan alder og kropslige forandringer bliver fremstillet - eller ikke fremstillet - og over, hvem der får lov til at være synlige. Og ikke mindst, at disse diskussioner har dybe historiske rødder.
Livstid. Modne kvinder i kunsten er et samarbejde mellem Skovgaard Museet, Ribe Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum.
Kilde:
Skovgaard Museet
Skovgaard Museet
