Billedkunstner Lotte Agger og smykkekunstner Marie-Louise Kristensen har siden 2005 flere gange udstillet sammen i Galerie Pi. Samarbejdet har været en samtale – en årelang udveksling af sansninger og refleksioner om stort og småt i kunsten og livet. Altid set fra de punkter, hvor de hver især stod, og dér, hvor de står i dag.
Begge har et særligt blik for den skæve og undertiden absurde detalje i det almindelige. De afsøger og undersøger. De rykker rundt på tegn, billeder og former.
Punktet, hvorfra en ting anskues, afgør, hvad tingen synes at være. Den, der ser, ser, hvad der er at se, derfra hvor det ses. Den, der flytter på sig, forskyder og forandrer det, der er at se.
Hvert enkelt af Lotte Aggers og Marie-Louise Kristensens værker er en refleksion af et syn på en ting fra et punkt. Dertil er hvert værk selv en ting, der tilbyder en refleksion til dig, der ser det fra dit synspunkt.
Lotte Aggers og Marie-Louise Kristensens fælles udstillinger i Galerie Pi er: I Danmark er jeg, 2005; Hverdagens Trofæer, 2007; og Langt ude og hjemme, 2009.
Lotte Agger
Menneskelig adfærd sætter spor, som danner mønstre. Lotte Aggers værker starter som kamerabaserede registreringer af mønstre afsat af mennesker i verden. Lotte Agger modellerer sine værker op af digitalt manipulerede fragmenter printet på papir og andre materialer. Det er en mønstergenkendelsesproces, som finder sted, mens hun undersøger det almindelige og det tilsyneladende givne i samklang mellem lokalitet, motiv og materiale. Motivet dekonstrueres og genskabes som nye mønstre med en digital, en fysisk/rumlig og en taktil dimension.
Undervejs sker der forskydninger; noget forbliver det samme, men samtidig ændres hele billedet. Der er ’tipping points’, hvor det hele er ved at brase sammen, og det er en pointe, at Lotte Agger zoomer ind og går tæt på. Med forskydningerne opstår der nye mønstre, ny mening og et fortolkningsrum, som ellers ikke var tilgængeligt.
Medlem af KKS, BKF og kunstnersammenslutningen Rimfaxe.
Seneste internationale udstillinger, Græsgange, Handelskammeret, Hamburg, Vækster, Konsthall/OSKA, Sverige, Which Way, Dymchuk Gallery Ukraine. Herhjemme, Parcelhus, Vestjyllands Kunstmuseum, Taletid, Rønnebækholm, Shelter Kunstpakhuset.
Lotte Agger er uddannet fra fotoskolen Fatamogana 2001
Marie-Louise Kristensen
Som smykkekunstner er Marie-Louise Kristensen en ener, hvis smykker griber os med deres umiddelbarhed og personlighed, som et blink med øjet fra en uventet kant. Smykkerne er fuldt funktionsdygtige som brocher, vedhæng og ringe, men det er ikke deres konventionelle smykkekarakter og høje karat, der fascinerer og drager os. Marie-Louise Kristensens smykker er personager, tableauer og scener fra liv, der ligner vores og dog tilhører deres helt eget univers.
Marie-Louise Kristensens værker er gentagne gange udtaget til de internationale smykkekunstudstillinger SCHMUCK, München; Triple Parade, Kina; samt Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Danmark. Hun er repræsenteret i Statens Kunstfonds og Designmuseum Danmarks samlinger samt Rian Designmuseum, Falkenberg (S); Cominelli Foundation, San Felice (I); og Pinakothek der Moderne, München (D).
Marie-Louise Kristensen er uddannet fra Institut for Ædelmetal, 2004. Hun bor og arbejder fra eget værksted i København.
Kilde:
Galerie Pi
Galerie Pi