Med The Moon Is Yours, The Daylight Is Mine præsenterer Mads Rafte Hein 28 nye malerier på lærred og 10 keramiske værker. Heins malerier bevæger sig mellem interiører, opstillinger, huse og natur. Overdådige hjem og luksuriøse stuer med lysekroner, store vinduer og sollys, der strømmer ind gennem rummene, pryder hans lærreder. Motiverne leder tankerne hen på det bedre borgerskabs saloner, hvor arkitektur, møbler og detaljer vidner om en verden af overflod og skønhed. Farvepaletten er intens og levende; lyserød, gul, lilla, turkis og grøn understreger en overdådighed, der nærmer sig det drømmeagtige.
Farverige interiører har gennem de seneste seks år været et centralt omdrejningspunkt i Heins praksis. I denne udstilling opstår dog en ny bevægelse: mennesket træder ind i motiverne. Hein betegner dem selv som menneskefigurer, fordi de ikke fremstår som klassiske hovedkarakterer eller bærere af en fortælling. De indgår i stedet i samme billedlige univers som rummene, objekterne og omgivelserne – som en tilstedeværelse blandt andre elementer.
Heins værker kredser om spændingen mellem det genkendelige og det utilgængelige. Hans huse og interiører fremstår konkrete og detaljerede, men rummer samtidig en følelse af afstand, som om de befinder sig i et erindringsbillede eller en drøm. Denne dobbelthed kommer også til udtryk i titlen The Moon Is Yours, The Daylight Is Mine. Dagslyset repræsenterer det klare, synlige og umiddelbart tilgængelige, mens månen peger mod en mere indadvendt og uopnåelig dimension.
Som Hein selv beskriver det: “Det handler også om min egen tilstand – mine malerier er meget i dagslys, men der ligger stadig noget mere indadvendt i dem.”
Rummene kan således ses som indre landskaber; steder, hvor stemninger, minder og forestillinger tager form. Som i drømme kan de være både velkendte og fremmede på samme tid. De nye menneskefigurer viderefører denne tvetydighed. De tilfører en menneskelig tilstedeværelse, men uden at afsløre, hvem de er, eller hvilken fortælling de indgår i. De fremstår ikke som karakterer med en fast identitet, men som en del af rummenes atmosfære; figurer, der både skaber nærvær og fastholder en følelse af afstand.
Det er dog ikke i alle malerierne, at menneskefigurerne optræder. Alligevel synes alle motiverne at rumme spor af liv.Det kan være levende lys, grønne planter eller afskårne blomster i vaser – små tegn på en menneskelig tilstedeværelse, selv når mennesket selv ikke er synligt. Rummene kan således være uden mennesker, men fremstår aldrig helt forladte. Som spor efter nogen, der netop har været der, eller som tegn på en tilstedeværelse lige uden for billedets rækkevidde, bidrager disse elementer til den tvetydighed mellem nærvær og fravær, der præger Heins værker.
Som en del af udstillingen optræder keramiske værker i form af fade og vaser. Placeret på plateauer i forskellige niveauer står de i tæt forbindelse med malerierne. Her genopstår former, mønstre og stemninger fra maleriernes univers som fysiske objekter i rummet. Keramikken kan ses som objekter, der kunne have eksisteret i de interiører, Hein skildrer, men samtidig er det netop maleriernes verden, der er blevet overført til dem. Det, der tidligere kun eksisterede som et billede, får en materiel krop, men bevarer stadig forbindelsen til en forestillet verden.