Mariko Wada & Chris L. Halstrøm: Aftryk

Mariko Wada og Chris L. Halstrøm arbejder indenfor hvert sit kunstneriske felt – henholdsvis keramik og broderi – men deres kunstneriske udtryk har alligevel en del til fælles: Begge arbejder de med teksturer og overflader, der tricker øjet til at se andet og mere, end der reelt er. Deres værker kan samtidig ses som vidnesbyrd om det arbejde, der kun kan udføres af menneskehænder, i en tid, hvor vi ivrigt diskuterer mulighederne for teknologiske og automatiserede arbejdsprocesser.

Mariko Wadas keramiske værker er selvfølgelig statiske, men i deres formgivning og i de spil, de danner mellem lys og skygge, bliver de alligevel dynamiske: Klodser ser ud til at være ved at vælte, og kantede plisseringer danner ujævne rytmer mellem det hårde og det bløde, det skarptskårne og det eftergivende. Wada bruger desuden sine fingeraftryk til at skabe tekstur og lys-skygge-virkninger i leret.

Skulpturerne er farvet med en teknik, som Mariko Wada selv har udviklet med afsæt i den antikke romerske terra sigillata-teknik. Terra sigillata kan oversættes til ’forseglet jord’, og teknikken handler hos Wada om at lade farvede partikler lægge sig på lerets overflade, mens væsken trænger ind i leret. Hendes skulpturer fremstår derfor med en silkemat overflade, der indimellem er sprayet let med en anden nuance, så farven changerer.

Chris L. Halstrøm broderer på groftvævet uld med vævegarn i bomuld og hør, der giver en anden og mere flimrende effekt, end vi normalt forbinder med broderi. Broderigarn fås i et hav af nuancer, og det er almindeligvis ganske nemt at skifte mellem dem. Halstrøms broderier er imidlertid monokrome, og stingene er lodrette gobelinsting, der ved første øjekast snarere ligner vævning end broderi.

For Chris L. Halstrøm er den håndværksmæssige proces samtidig en åndelig proces, hvor hvert sting er en måde at anerkende og placere en tanke på de triste skæbner, som kan være svære at rumme i en problemfyldt verden. Broderierne udgør dermed en slags rituelt sorgarbejde, hvor hvert eneste sting er et aftryk af kunstnerens tanker og en uundværlig del af helheden.

Variationerne i garnets tekstur giver os samtidig en oplevelse af, at små mønstre gemmer sig i broderiet - men kigger vi væk, har vi ofte svært ved at genfinde præcis de samme mønstre. I nogle tilfælde ’forstyrres’ broderiernes overflade desuden af, at garnet er hæftet på forsiden. Processen bag værket bliver dermed endnu tydeligere, og overfladen mere urolig.

Udstillingen tager os igennem en række sanselige indtryk – fra det bløde og glatte til det mere grove og urolige. En vigtig pointe er også, at alle disse indtryk kan knyttes til både leret og lærredet. Dermed skaber de to kunstnere tilsammen et mikrokosmos, hvor de sanselige oplevelser er mange, og de sikre positioner er få. Udstillingen tilbyder os et indblik i nogle materialer og arbejdsformer, som vi udmærket kender fra andre sammenhænge – men som hos de to kunstnere ikke nødvendigvis er, som vi forventer.

Kilde:
Galleri Lene Bilgrav