Livet er ofte en cyklus af længsel, hvor begæret skærpes af fravær, og hvor et øjebliks skønhed ofte fremstår klarest, når det allerede er gledet bort.
I Love You More When It’s Over udfolder sig i denne spænding ud fra en grundlæggende erkendelse om begær og afstand: at vi ofte elsker ting mest intenst, når de ikke længere er vores at holde fast i. Udstillingen dvæler ved det kærkomne minde om solens varme, som mærkes, når en vinterstorms iskolde hænder rører ved den skælvende krop. Efterhånden som årstiderne skifter, forvandles denne længsel til et ønske om luft så kold, at man kan smage den, mens man står i strålerne fra en brændende sol, der får horisonten til at sitre.
Mars Singletons malerier bærer sporene af et efterladt liv – erfaringerne, skaderne, tilbageslagene, de gunstige omstændigheder, konflikterne og de legende øjeblikke – samtidig med, at de skuer ud over nutidens lyse landskab. Selvom de kredser om den klarhed, der først opstår, når et kapitel er afsluttet, er malerierne ikke nostalgiske; de formes snarere af en erkendelse af tidens gang og livets skiftende årstider.
Singletons malerier er minder berørt af erindringens rosafarvede fingre. Disse øjeblikke, nu fastholdt på træpaneler i lysets okkergule toner, bliver ikke blot genkaldt; de genopføres. Og i denne genopførelse repræsenterer de en tid, et sted eller en version af begivenhederne, som måske aldrig har eksisteret. I erindringen indånder vi velkendt luft på ny.
Gennem hele udstillingen sætter Singleton queer kroppe i centrum med en intim omsorg. Gengivet i brune og sorte hudtoner bliver disse figurers tilstedeværelse hverken gjort exceptionel eller dramatiseret; i stedet behandles de med den samme oprigtighed som landskaberne – som en del af det følelsesmæssige terræn. På den måde er Singletons billeder ikke utopiske projektioner, men jordnære, nærværende virkeligheder, der bekræfter queer kropslighed som en naturlig del af hverdagen.
I Days without Power ligger en person på siden i en seng med ryggen vendt mod beskueren, sovende eller måske skuende ud mod de fjerne landskaber. Lampen på natbordet fungerer som en skulptur, rent ornamentalt, mens lys og vind strømmer gennem det åbne vindue, får gardinet til at blafre og indhyller scenen i klare gule toner.
Billedet genopfører tiden, hvor Singleton flyttede ind i en ny lejlighed og måtte vente på at få strømmen tilsluttet – en vanskelig periode, som gennem erindringens filter forvandles til et billede på fredfyldt eftertanke. Et øjeblik, der føles stille og fyldt af rolig kontemplation.
Når vi ser tilbage på forgangne øjeblikke og undersøger de følelser, vi oplevede dengang, bliver det ofte forbundet med nostalgi – en praksis, der ofte anses for at sløre virkeligheden og antyder, at erindringens gyldne skær på en eller anden måde er uærlig over for de begivenheder, den udspringer af. Men hvad nu, hvis erindringens genopførelse ikke er en fejltagelse, men en koncentration? Destilleret gennem tiden bliver det mest betydningsfulde ved et øjeblik tilbage; og netop derfor gør afstanden det muligt at se disse øjeblikke klarere, at elske fortiden mere ærligt end nutiden.
Disse malerier er ikke stemt i nostalgiens melankolske tonearter. De er en ontologisk undersøgelse af det at være, og som sådan rummer de erkendelsen af, at intet varer evigt, og at det ofte først er i efterspillet, vi forstår, hvad det var, vi elskede.
[ENG, original tekst]
Life is often a cycle of longing, as desire is sharpened by absence, and as the beauty of a moment often appears clearest once it has slipped away. I Love You More When It’s Over unfolds within this tension, from the fundamental realisation about desire and space: that we often love things most acutely when they're no longer ours to hold. The exhibition lingers in the fond memory of the sun’s warmth, felt when a winter storm’s icy hands touch your shivering body. As the seasons shift, this yearning turns into the desire for air so cold you can taste it, while standing in the rays of a blistering sun that sets the horizon shimmering.
Life is often a cycle of longing, as desire is sharpened by absence, and as the beauty of a moment often appears clearest once it has slipped away. I Love You More When It’s Over unfolds within this tension, from the fundamental realisation about desire and space: that we often love things most acutely when they're no longer ours to hold. The exhibition lingers in the fond memory of the sun’s warmth, felt when a winter storm’s icy hands touch your shivering body. As the seasons shift, this yearning turns into the desire for air so cold you can taste it, while standing in the rays of a blistering sun that sets the horizon shimmering.
Mars Singleton’s paintings carry the residue of a life left behind — the lessons, injuries, setbacks, setups, fights, and frolics — while overlooking a bright landscape of the present. Though they meditate on the clarity that arrives only after a chapter closes, these paintings aren’t nostalgic; rather, they are shaped by an acknowledgment of passing time and life’s shifting seasons. Singleton’s paintings are memories touched by the rose-coloured fingers of remembrance. These moments, now fixed on wooden panels, in ochre tones of light, aren’t recalled; they’re reenacted, and in that reenactment, they represent a time, place or version of events that may never have existed. In memory, we breathe familiar air anew.
Throughout the exhibition, Singleton centres queer bodies with intimate care. Rendered in brown and black skin tones, these figures’ presence is neither exceptionalised nor dramatized; instead, they’re held with the same sincerity as the landscapes, as a part of the emotional terrain. In this effort, Singleton’s images are not utopian projections but grounded, present realities, affirming queer embodiment within the ordinary.
In Days without Power a person lay on their side, with their back turned to us, in a bed, sleeping or perhaps looking out in the distant landscapes. The lamp of the nightstand functions as a sculpture, purely ornamental, as light and wind flow through the open window, rustling the curtain and setting the scene in bright yellow tones. This image reenacts the time when Singleton moved into a new apartment and had to wait for the power to be turned on — a tough moment but through memory’s filter it becomes an image of serene reminiscence. A moment that feels still and full of calm contemplation.
Looking at moments passed, examining the emotions felt at the time is frequently tied to nostalgia; a practice that’s often seen as an obscurer of moments, suggesting that golden-toned memory is somehow dishonest about the events in which it was formed. But what if, the reenactment of memory isn’t a folly but a concentration? Distilled by time, the most significant aspect of a moment persists; and as such, distance enables us to see these moments clearly, to love the past more honestly than the present. These paintings aren’t set to nostalgia’s sombre tones, they’re an ontological study of being, and a such they hold the truth that nothing lasts forever and that in the aftermath, we finally understand what we loved.
Kilde:
V1 Gallery
V1 Gallery
