Den 2. maj 2026 åbner Horsens Kunstmuseum dørene til Martha Skous første soloudstilling på et museum: STREAM OF STRINGS. Med udstillingen tager hun afsæt i et grundlæggende spørgsmål: Er det muligt at træde udenfor verden og betragte den, eller er vi altid allerede en del af dens bevægelser?
I en tid, hvor vores sansning i stigende grad formes gennem teknologiske systemer, og hvor relationen til det fysiske og det levende forskydes, undersøger Martha Skou, hvordan bevægelse, energi og materialitet præger vores måde at være i verden på.
STREAM OF STRINGS udfolder sig gennem tekstilinstallationer, keramiske relieffer, skulpturer og lyd. På tværs af materialer arbejder Martha Skou med kræfter og fænomener, vi normalt ikke registrerer direkte – som vibrationer, bølger og strømninger. Hun lader dem træde frem som fysiske og rumlige erfaringer, hvor energien ikke fremstår som noget abstrakt. Den cirkulerer, forskyder sig og bevæger sig gennem både organiske og uorganiske materialer, på tværs af kroppe, rum og overflader.
Udstillingen indgår i et levende samspil med museumsgæsterne. Som gæst træder man ind i et kredsløb af påvirkninger, hvor bevægelser og forbindelser cirkulerer, og hvor grænsen mellem krop, rum og materiale løbende udtværes.
Kilde:
Horsens Kunstmuseum
Horsens Kunstmuseum
