Mary Coble: Acting In Numbers

12 jan - 25 feb 2018

Acting in Numbers handler om modstand og aktivisme med fokus på ikoniske symboler, kropssprog, kampråb og signaler.

Acting in Numbers handler om modstand og aktivisme med fokus på ikoniske symboler, kropssprog, kampråb og signaler.


info

Mary Coble: Acting In Numbers12 jan - 25 feb 2018

Anbefalet under Det skal du se! uge 2
Acting in Numbers
 handler om modstand og aktivisme med fokus på ikoniske symboler, kropssprog, kampråb og signaler. Den amerikanske kunstner Mary Coble bruger både performance og fotografi for at undersøge og ‘queere’ vores forståelse af steder, handlinger, kroppe og historie.

Udstillingen er skabt specielt til Galleri Image, og består af eksisterende og nye værker. Den stedsspecifikke installation understøtter deres serielle karakter og viser desuden, hvordan kunstneren udforsker emner som tid og gentagelse i relation til fotografi og performance som udtryksformer.

Fotoserien Performing Defiance, der blev bestilt af Statens Kunstfond til projektet Performance photography (2015), viser udsnit fra en langvarig performance, hvori kunstneren igen og igen hævede sin knyttede næve i protest, og forsøgte at ramme en latextrekant med en overflod af glimmer. Værket rummer humor, leg, rod, håb og potentielt nederlag.

Mary Coble har gennem de sidste ti år flere gange anvendt blod som redskab i sine performances og værker. Timeline of Disruption (2016) er både den fotografiske dokumentation og det fysiske aftryk af en performance af samme navn, hvor kunstneren fik adskillige linjer ridset på sin hud med blækløse tatoveringer. Den tynde streg af blod fra tatoveringerne blev overført til en rulle papir ved at Coble genopførte kropspositioner anvendt i demonstrationer.

Lys er både kilden og hovedmediet i PULSE (2016). Fotoserien er resultatet af en ti dage lang performance fra den forladte forlystelsespark, Ontario Place Park i Toronto. Her klatrede Coble hver aften op på den store Cinesphere-konstruktion (verdens første permanente IMAX-projektionssystem) for at transformere den til et samlingspunkt for folkelig modstand. Flere morsekodede beskeder blev transmitteret fra konstruktionen ned til deltagere, som var placeret rundt om i forlystelsesparken, og efterfølgende videresendte de beskederne med deres egne lommelygter. Morsekodebeskederne bestod af erklæringer og kampråb brugt i protester og borgerrettighedsbevægelser.

Mary Coble: We are here, 2017

We are here (2017) og One Movement (2017) er baseret på efterladte skilte fra demonstrationerne og protesterne mod Donald Trumps indsættelse som præsident i januar 2017. Begge serier tager udgangspunkt i Cobles omhyggelige dokumentation af hegnene omkring Det Hvide Hus.

Mary Coble er Master of Fine Arts fra George Washington University, Washington DC, 2004. Bor og arbejder i Göteborg; lektor ved Akademin Valand, Göteborgs universitet siden 2014. Kunstneren har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig, bl.a. på Overgaden – Institut for Samtidskunst, København; Das Deutsche Historische Museum, Berlin; FADO Performance Art Centre, Toronto.

Lørdag den 13. januar kl. 14 afholdes artist talk med Mary Coble på Galleri Image. Og den 27. januar inviteres til seminar med deltagelse af Mary Coble, Annika Lundgren, Stense Andrea Lind-Valdan og Rune Gade.

Kilde: Galleri Image


Adresse
Galleri ImageVestergade 29
8000 Aarhus C

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 13:00 - 17:00
Onsdag: 13:00 - 17:00
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00

Entre pris
Gratis entré