Med Tiden er gået – efterladte malerier sætter Kunstetagerne fokus på et stykke nordjysk kunsthistorie. Mogens Nielsen (1950–2026) var en kendt og anerkendt kunstner i Nordjylland, bosat i Hobro gennem mange år og malede gennem mere end et halvt århundrede. Udstillingen samler et udvalg af hans værker, som giver mulighed for at opleve bredden i hans kunstneriske virke og genopdage en kunstner, der har sat sit præg på det lokale kunstliv. Han fortsatte med at male næsten til det sidste – ind til tiden var gået.
Den opmærksomme betragter opdager snart, at der i Mogens Nielsens malerier aldrig optræder mennesker – i hvert fald ikke som figur. Alligevel er mennesket langt fra fraværende som tema.
I stedet møder vi menneskets spor: bygninger, passager, fartøjer og redskaber. Hans præcise, næsten fotorealistiske gengivelser retter blikket mod de miljøer og genstande, mennesket har skabt. Men billederne er mere end nøgterne registreringer af virkeligheden; de kredser om det øjeblik, hvor tiden sætter sine spor, og naturen langsomt begynder at tage det menneskeskabte tilbage.
Forfaldet træder frem uden sentimentalitet, men med en særlig sans for skønheden i det forgængelige. Det, der engang var nyt og funktionelt, bliver gradvist nedbrudt og overladt til naturen og i dette møde mellem kultur og natur bliver tiden synlig. Malerierne rummer en stille melankoli og minder os om, at intet varer evigt – hverken vores frembringelser eller vi selv.
Kilde:
Kunstetagerne Hobro
Kunstetagerne Hobro