Ovartaci: Ovartaci ≠ Isolotto

Selvom Ovartaci var psykiatrisk patient og indlagt til sin død, delvist afsondret fra omverdenen, lykkedes han alligevel med at påvirke omgivelserne og skabe relationer og ringe i vandet. Ovartacis kunst har i de senere år vist sin styrke og berettigelse på internationale scener som en stemme i samtidskunsten, bl.a. i 2022 med 26 værker på Venedig Biennalen, hvor Ovartaci for første gang "mødte" den danske kunstner Uffe Isolotto.

I 2024 er det 130 år siden Ovartaci blev født. Det markerer Museum Ovartaci ved at vise hidtil oversete, ukendte og atypiske værker af Ovartaci. I udstillingen indgår enkelte Ovartaci værker som er indlån, men hovedparten er værker fra museets egen samling. Kunstneren Uffe Isolotto arbejder med det kuratoriske greb og indarbejder egne værker til iscenesættelsen og sikrer en ny grad af originalitet og et ungt greb på samtidskunsten.

De udvalgte Ovartaci værker fra samlingen er atypiske - motiverne er ikke det, man umiddelbart forbinder med Ovartaci. Det er motiver som blomsterbuketter, portrætter og bygningsmalerier. Værkerne viser Ovartacis tekniske dygtighed og fortæller om, at han i sit liv som patient gennem 56 år af nød, venlighed, interesse eller for at udfordre sig selv, har kastet sig ud i det mere naturalistiske maleri. Denne særlige side af Ovartacis kunstneriske virke, og den kontekst værkerne oprindeligt er tænkt ind i, nemlig folks hjem, tager udstillingens koncept afsæt i.

Hvis man anvender loppemarkedet som analogi på udstillingen, rummer den en katasis, der kan være forbundet med at skille sig af med både dybt personlige genstande med affektionsværdi og også den dårlige samvittighed forbundet med ting, man har erhvervet sig men aldrig fået anvendt - både kitsch, skrammel og guld fra gemmerne.

Kilde:
Museum Ovartaci