Rasmus Nilausen: Moving Image

I Rasmus Nilausens kunst optræder et unikt billedforråd, der inkarnerer maleriets sprog såvel som udfordringerne og problemstillingerne ved at male. Sit særegne formsprog har han udviklet ved brug af metonymer, der oplyser maleriets underliggende malekoder med henvisning til, hvor nedslidte og udvandede de er blevet med tiden. Den udvikling udgør værkets grammatik.

Rasmus Nilausen har opbygget et sprog, der har et afslappet forhold til sin egen grundlæggende flertydighed. Flertydigheden skal dog ikke forveksles med vaghed. Den opstår, fordi han sætter mere på spil for beskueren. Han forstår, hvordan maleriet og dets troper og traditioner ligger forslåede og overflødiggjorte tilbage, nu hvor meget af det sene tyvende århundredes maleriteori er tonet ud. Standpunkter, der engang blev anset for radikale, er blevet vattede og opsplintret i forgreninger af en tidligere stærk strømning.

Værkerne her fremsætter således ofte markante udsagn, der siden trækkes i land på en spørgende og næsten undskyldende måde. De er ofte vittige, men anslår samtidig en tone af fortvivlelse. Som beskuere er vi ikke blot udenforstående iagttagere. Vi trækkes ind i maleriernes kraftfelt – ind i et rum, hvor man føler sig som et barn, men også indespærret. Som at gå ind i et værelse eller et klædeskab og mærke døren lukke bag sig.

I Out of Bounds fra 2025 dukker der fra en mur af ophobede sorte penselstrøg en yeti-lignende skikkelse frem med lange, bare fødder, der fylder halvdelen af billedet. Formatet er vigtigt, for det får os til at føle os mindre end dette menneskelignende væsen. Skikkelsen har ben og måske også en torso med en taleboble som hoved ved siden af et udrullet målebånd. Om billedet er personligt er irrelevant, for det vækker følelsen af en inderlig erindring. Dette er en gennemgående oplevelse, når man ser på Rasmus Nilausens malerier. Maleriets skelet afsløres ved første øjekast, mens billedets styrke ligger i, at det fastholder beskuerens blik i en undersøgelse af de forskellige elementer. Her er det at se og læse fast forankret i erindringens fysiske verden.

Det får mig til at tænke på John Baldessaris tanker om sine egne værker, hvor han bemærker, at erindringen mangler en egentlig menneskelig målestok. Hvad der har betydning i erindringen af et billede afhænger af den følelsesmæssige vægt, det tillægges. Hvis man for eksempel er ved at komme for sent til toget, føles uret, som man løber om kap med, uforholdsmæssigt stort, mens man nærmest ikke ænser de folk, man styrter forbi på stationen. Når man senere fremkalder et billede af begivenheden, må uret nødvendigvis dominere billedet og fremstå meget større end de andre elementer. 

I Moving Image fra 2025 ser to trætte, fritstående ben ud til at have vandret hvileløst over en tundra præget af menneskelige spor og spredte kunsttroper. Der er flade stykker træ uden noget åbenlyst formål, fodspor har forstyrret overfladen, og der er tegn på, at hele kredsløbet skal til at begynde forfra. Idet de to fødder gradvist vender sig bort fra os, opstår en forventning om, at bevægelsen snart genoptages.

Titlen, Table of Contents (2025), antyder en imaginær indholdsfortegnelse, der forholder sig ikke blot til det enkelte maleri, men til hele malerkunstens register. En sky hviler på noget, der ligner en kaminhylde, mens et overflødighedshorn af genstande skødesløst væltes ud foran os. Den kaotiske ophobning vækker mindelser om stilleben fra 1600-tallet med standardlandskaber i baggrunden, før landskabsmaleriet blev anerkendt som en selvstændig genre.

Idéen om at fremkalde en reaktion hos beskueren i forhold til velkendte værkgrupper fra maleriets historie er både simplistisk udført og rig på fortolkningsmuligheder. I Places (2025) for eksempel kommenterer Nilausen frit alle landskabets grundelementer – forgrund, mellemgrund og baggrund. Men han vælger bevidst at male elementerne på en måde, der lægger arbejdet over på beskueren. Billedets bestanddele fungerer her som forkortelser eller symboler. Store terpentinvædede, gennemsigtige strøg, der lægger sig ind over hinanden, bliver et tegn på ”Himmel”, mens mørkelilla blokke med lyse kanter symboliserer ”Landskab”. En krusedulle i maleriets øverste venstre hjørne kunne ligefrem angive ”Fugl”.

Fremtrædelsesformer og deres betydninger er to forskellige ting. Arbejdet med at bjærge, hvad der stadig har genklang i dag, afhænger i høj grad af konteksten. At forstå mekanikken i, hvordan malerier virker, fører ikke nødvendigvis hverken til vellykkede værker eller lysten til at producere værker, der spiller på tidligere milepæle. Den sande udfordring er ikke at forstå mekanikken i, ”hvordan” man laver et billede, men at opdage noget undervejs, der kan forløse ens tidligere tilgang til det. Malerierne her er indbegrebet af sidstnævnte.

Kilde:
Galleri Bo Bjerregaard