Rikke Diemer: Fra emulsion til skabelon

10 jan - 15 feb 2025

Diemers kunst undersøger arketypiske repræsentationer af det feminine og dets skiftende opfattelser gennem historien.

Rikke Diemer. Foto: Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel.

Diemers kunst undersøger arketypiske repræsentationer af det feminine og dets skiftende opfattelser gennem historien.

Rikke Diemer har i en menneskealder arbejdet med det fotografiske medie og med spændende undersøgelser i både mørkekammeret og med egentlig solarisation. Hun har med afsæt i billedet af kvinden, både i vores nutid og tilbage til grækerne med fremstillingerne af gudinden Athene, været optaget af vores kontemplation og syn på det feminine og magtbalancerne mellem kønnene.
Rikke Diemer er inspireret af populærkulturen, pop-art, street-art og arbejder serielt og processuelt med sit billedstof. På udstillingen viser hun både fotografiske værker med brug af emulsion på papir og stof, fotocollager og fotografisk baserede skabelon-værker, hvor spraymalingen former de afbillede 1:1 store menneskefigurer i klare farver. Helt fra begyndelsen har hun integreret et element af noget selvbiografisk, enten ved at indarbejde fotos af sig selv i værkerne eller gennem referencer til det sociale og samfundsmæssige omkring sig og referencer til Grønland, hvor hun boede i en årrække. 
 Fra 1970'erne og frem til i dag har fotografiet indtaget en central plads i Diemers arbejde. Men helt siden surrealisterne i 20'erne og 30'erne har vestens kunst i større og større grad været præget af fotografiet som udtryksmiddel. Især hos avantgardekunstnerne som Rikke Dinmer. Det er da også hos Richard Mortensen på maleri og Dan Sterup Hansen, Mur og rum, at Diemer har trådt sine første år på Kunstakademiet i København. Gennem sine værker udfolder hun fortællinger om myter og ikonografi, hvor klassiske kvindeskulpturer spiller en central rolle. Hendes tilgang til både maleri og fotografi udfordrer adskillelsen mellem medierne og inviterer til at reflektere over identitet og reflektion.
Diemers kunst undersøger arketypiske repræsentationer af det feminine og dets skiftende opfattelser gennem historien. Hendes brug af eksisterende billeder og tekster stiller vigtige spørgsmål om autenticitet og billeders gyldighed og relevans i en nutid, hvor visuel kultur og en kvalificering af vores daglige interaktion med den visuelle omverden er på dagsordenen.
Spraymalingen er påført med skabeloner, hvor der efterfølgende er foretaget en råbearbejdning i form af ridser i farvelaget. Ovenpå denne omfattende grundering har hun påført lag på lag af kvindefigurer, som tilsammen udgør et komplekst ornament. Værkerne domineres ofte af en serie kraftfulde, skabelon/spray/printede prikker, strategisk placeret eller mere tilfældigt spredt, der tilfører værkerne en fængslende, rå energi.. Popkunstens tiltrækningskraft ligger i denne sammensmeltning af kunst og populærkultur. Denne fusion giver hendes værker en særegen energi, der i bund og grund stammer fra 70'ernes sociale engagement. 
Diemers arbejde fokuserer på det feminine i samfundsmæssige konstruktioner, med kjoler, "battledresses" som et tilbagevendende motiv, der først blev fremhævet i hendes soloudstilling Athena på Glyptoteket i 1981. Gennem drømmeagtige og associative fortællinger udforderer Diemer kvindens rolle og fotografiets natur.
Vi ser frem til at udfolde et stort og vigtigt værk i dansk kunst fra 60'erne til i dag.
Kilde:
Banja Rathnov Galleri og Clausens Kunsthandel

Adresse
Banja Rathnov Galleri og Clausens KunsthandelStudiestræde 14, 1. sal
1455 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis entré