Rudi Bodmeier er en erfaren kunstner, som arbejder i Atelier Augustinum nær München. Han har noget helt særligt at byde på med sine fascinerende papskulpturer, collager og tegninger af feminine væsner. Han har arbejdet konsekvent med dette tema i over 40 år og har indtil videre skabt omkring 5.000 værker. De fleste er mellem 35 og 50 cm høje, men de findes også i fuld menneskestørrelse og større.
Siden den tidlige barndom har Rudi Bodmeier boet på bosteder for mennesker med handicap. I lang tid arbejdede han kun i sin fritid og stort set i det skjulte, da han desværre oplevede at blive irettesat, mobbet og endda straffet for sit arbejde. I november 2008 blev han tilknyttet Atelier Augustium, hvor han omsider fik mulighed for at udfolde sig som kunstner. I dag er Rudi Bodmeiers figurer og arbejdsform heldigvis anerkendt. Hans værker er udstillet i vid udstrækning, både i Berlin og London og nu også på GAIA Museum i Danmark.
Man kan sætte ord på som mannequiner og pin-up piger, fremmede hybridvæsner, drømmekvinder, dyrekvinder, divaer, flirtende, elegante, overdrevne. Blyantsstudier og kuglepenstegninger, collager og montager, papobjekterne såvel som teaterfigurerne i naturlig størrelse står i en større kreativ sammenhæng: de udgør scenerne i udviklingen af et enkelt, omfattende tema - Rudi Bodmeiers livstema.
Der er fri entré til udstillingen som vises fra den 7. februar til den 26. april 2025.
I skolernes vinterferie kan man deltage i GAIA Akademis workshop. Det er et åbent kreativt værksted tirsdag den 11/2, onsdag den 12/2 og torsdag 13/2 fra 10-14. I år er temaet ”dullede dyr og dejlige divaer”. Sammen med Akademiets kunstmentor, Mette Elimar Jensen og kunstnere fra Akademiet, kan man bygge figurer med former og finurligheder. Der arbejdes med genbrugsmaterialer i workshoppen, som er egnet for børn i alderen fra 5 år og opefter.
Inspirationen til workshoppen finder man i Rudi Bodmeiers kunstværker i særudstillingen.
Kilde:
GAIA Museum Outsider Art
GAIA Museum Outsider Art