And now I wonder, where are we in time and space er en udstilling, der tager afsæt i en kunstnerbog som er ved at tage form. Undervejs i udstillingsperioden kan man følge med i udviklingen af bogen, hvor billeder flyttes rundt i en slags værkstedspræsentation. I rummet har bogens potentielle indhold forplantet sig som skulptur, vægcollage og billedobjekter.
I udstillingen tager Sara Lubich afsæt i fotografiske studier af sne og marmor. Studierne kom af en drift mod at undersøge naturfænomener og jordens materialitet, kombineret med en nødvendighedstrang til at bore sig ind i eksistentielle spørgsmål om liv og død.
Studiematerialet består af polaroidbilleder, fotogrammer og optagelser i storformat. Noget af materialet præsenteres i dets oprindelige optag, mens andet er bearbejdet i videre æstetisk undersøgelse.
Sara Lubich (f. 1984) er billedkunstner, uddannet fra Fatamorgana og bosat i København. Lubich arbejder primært med fotografi, tryk og installation. Hun er desuden medstifter af vinduesudstillingsstedet Galleri 1,4 m3 og Bladr.
Finissage med bogpræsentation lørdag 8. jan. kl. 13-15
Kilde: Bladr