På sin første soloudstilling “TECHNĒ” baner designer Sidsel Søgaard Spas vejen for fremtidens kunsthåndværk. Her møder traditionelt, langsomt strikkehåndarbejde AIs hyperspeed, og designeren overlader en del af kontrollen til teknologien. Udstillingen åbner den 1. august og kan opleves til og med den 23. august 2024.
“TECHNĒ” udforsker, hvordan kunstig intelligens kan anvendes til at oversætte historisk vasetradition til håndstrik. Resultatet er en serie strikkede vaser, skåle og beholdere, der viser et øjebliksbillede af, hvad der sker, når man beder avancerede computeralgoritmer om at skrive kode til mennesker i form af strikkeopskrifter.
Den oldgræske filosof Aristoteles mente, at vidensformen technē, som dækker over den praktiske kunst og videnskab, stræber mod det gode og altid har et mål i sigte. Sidsel Søgaard Spas har undersøgt, hvordan mødet mellem tusinder års håndværksteknologisk udvikling og en moderne chatbot ser ud, og hvilken dialog, der opstår mellem dem.
Kilde: Danske Kunsthåndværkere & Designere