Den dansk-japanske kunstner Silas Inoue udstiller over sommeren sine imponerende skulpturer i Kunsthal Thy. Udstillingen koncentrerer sig tematisk om menneskets rastløshed, udlængsel og fascination af ny teknologi samt sammenstød af kulturelle koder.
Laden hvor Kunsthal Thy befinder sig omdannes til én stor Zenhave, som i stedet for at blive revet af en buddhistisk munk, rives af en specialbygget robot. Robotten er konstrueret i samarbejde med DTU og Capra Robotics, og sandet, som fylder rummet, er opgravet i Salten Skov nær Silkeborg, er rødt, jernholdigt og minder i sin sammensætning om sandet på Mars.
I udstillingen oplever man en blanding af eksisterende og nyproducerede værker blandt andre Gene Pool en tempellignende konstruktion dækket af hår fra dyr og mennesker og Conditioner, et skinnende tusindben i bronze som jagter sin egen hale.
Silas Inoue har blandt andet udstillet på Horsens Kunstmuseum, Augustiana Kunsthal, Ulterior Gallery i New York City, CAPC Museum for Samtidskunst i Bordeaux og Art Sonje Center i Seoul. Hans værker er desuden repræsenteret i samlingerne hos Horsens Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum og Statens Kunstfond.
Kilde:
Kunsthal Thy
Kunsthal Thy