Danmark skal atter være et skovland. Hvad kræver det af os at skulle leve tættere med naturen efter flere hundrede år, hvor vi rykkede væk fra den? Hvilken rolle spiller kunsten i vores forestillinger om skoven - og i de igangværende skovrejsningsprojekter landet over?
Hvem ejer skoven? Engang var Danmark tæt bevokset af skov. Der blev fortalt historier om alle de dyr, overnaturlige væsener og farlige mennesker, der levede dybt inde i skovens hjerte. Sidenhen hyldede malere og digtere den danske bøgeskov som et nationalklenodie, selvom langt størstedelen af skovene for længst var blevet ryddet til fordel for landbrug og beboelse.
Nu træder vi igen ind i skovens tid. Som en del af den grønne trepart er målet, at skovarealet i Danmark skal forøges med 40% inden 2045. Samtidig skal arealet med urørt, vild skov fordobles.
Særudstillingen undersøger med afsæt i vores lands aktuelle grønne ambitioner, hvad det vil sige, at Danmark atter skal være et skovland: Hvordan ser fremtidens skove ud? Hvad kommer det til at kræve af os at skulle leve tættere med naturen? Og hvilken rolle spiller kunsten historisk og aktuelt i vores forestillinger om skove og i nogle af de igangværende skovrejsningsprojekter landet over.
Publikum kan se frem til at se skoven udfolde sig gennem en sammenstilling af museets egne historiske malerier og samtidskunstnerne Ahmad Siyar Qasimi, Camilla Berner, Emmarosa Liebgen, James Aldridge, Jesper Just, Pia Rönicke, Rasmus Myrup og Rune Bosse, der alle har skoven som omdrejningspunkt i deres værker. Hvor nogle af kunstnerne arbejder med at genetablere menneskets forbindelse til naturen, engagerer andre sig direkte i skabelsen af nye skovområder. Gennem vidt forskellige udtryk og tilgange åbner udstillingen for en diskussion af skovens betydning i dag og i fremtiden.
Kilde:
Nivaagaard Malerisamling
Nivaagaard Malerisamling