Hos SIC (Sharing is Caring) markeres årets længste dag med Sommer Solhverv Salon, en udstilling, hvor lys, krop og bevidsthed smelter sammen i et sanseligt rum på Vesterbro.
De 3 kunstnere Bolatta Silis-Høegh, Helga Páley Friðþjófsdóttir og Lasse Bech Martinussen, arbejder alle med maleriet som et undersøgelsesrum for farve, form og indre tilstande. På tværs af deres praksisser kredser udstillingen om kroppen, væren og det underbevidste.
Hos Bolatta Silis-Høegh er kroppen både afsender og modtager. Hendes værker udspringer af følelser, fastholdt i gentagelse og gestus, hvor varme, jordnære farver og cirkulære bevægelser skaber en rytme mellem sårbarhed, omsorg og styrke – mellem krop og natur. Helga Páley Friðþjófsdóttir udfolder et vibrerende, flydende univers, hvor lyset bevæger sig gennem organiske former, og det genkendelige opløses i drømmende abstraktioner. Hendes værker fremstår som sanselige landskaber, der balancerer mellem erindring og forestilling. I Lasse Bech Martinussens malerier træder den mandlige figur frem i intense farver og stille refleksion. Gennem serien Thinking Men undersøger han maskulinitetens nuancer og spændingsfeltet mellem det maskuline og feminine i indre, eftertænksomme tilstande.
Sommer Solhverv Salon spejler solens energi som både et ydre og indre fænomen, et øjeblik af stilstand og intensitet, hvor perception og tilstedeværelse skærpes. Udstillingen er en del af Gå Kunsten i Møde under Art Matter Festival, som arbejder for at gøre samtidskunsten tilgængelig for et bredere publikum gennem åbne arrangementer og møder mellem kunstnere og publikum. Her træder kunsten ud af de traditionelle institutionelle rammer og ind i byen, tættere på mennesker.
Kilde:
SIC Cph
SIC Cph