I udstillingen på den forfaldne grillbar Urger House viser de hver deres billedserie, som på trods af deres umiddelbare forskellighed mødes og bliver til en samlet serie med et fælles rodsystem.
Store formater møder små formater. Farver møder sort-hvid. Maleri møder fotografi. Forlystelsesparker møder stadioner. Det spektakulære møder det tilsyneladende almindelige. Men lidt efter lidt begynder forskellene at miste deres skarphed. Forlystelsesparken og stadionet er begge folkelige institutioner. Begge er bygget til den
brede offentlighed og fungerer som arkitekturer for fælles oplevelser og kollektiv forestillingsevne. De er steder, hvor mennesker samles om forventning, fællesskab og ritual. Hvor vi lærer at være publikum, fans, familier, børn og deltagere. Hvor bestemte former for fællesskab igen og igen bliver iscenesat og genopført. På den måde kunne man sige, at de begge er infrastrukturer for en fælles fantasi. Ikke fantasi forstået som noget privat eller drømmende, men nærmere som samfundets fælles forestillingsevne.
brede offentlighed og fungerer som arkitekturer for fælles oplevelser og kollektiv forestillingsevne. De er steder, hvor mennesker samles om forventning, fællesskab og ritual. Hvor vi lærer at være publikum, fans, familier, børn og deltagere. Hvor bestemte former for fællesskab igen og igen bliver iscenesat og genopført. På den måde kunne man sige, at de begge er infrastrukturer for en fælles fantasi. Ikke fantasi forstået som noget privat eller drømmende, men nærmere som samfundets fælles forestillingsevne.
Selvom værkerne kredser om steder, der normalt er fyldt med mennesker, er de næsten
mennesketomme. Alligevel opleves de ikke som forladte. Tværtimod. Mennesket er nærværende
som et spor. Karrusellen peger mod den krop, der skal sættes i bevægelse. Målet peger mod
kampen, der netop er spillet, eller endnu ikke er begyndt. Begge serier skildrer rum, der først
bliver til gennem deres fraværende brugere. En form for negativ tilstedeværelse, der giver plads til
refleksion over, hvad det egentlig er for nogle steder og dermed mennesker, som vores samfund
skaber.
Morten Underbjergs malerier tager udgangspunkt i forlystelser fra Bakken og Wiener Prater. De
kulørte motiver bevæger sig mellem registrering og opløsning, hvor mekaniske konstruktioner,
figurer og landskaber glider ind i hinanden og bliver til billeder på en kollektiv billedverden, som de
fleste allerede bærer med sig.
Niels Østergaard Munks fotoserie Stadionsange undersøger danske provinsielle stadioner og idrætsanlæg.
Fotografierne registrerer steder, der ved første øjekast fremstår nøgterne og funktionelle, men som
samtidig rummer fortællinger om lokale fællesskaber, forventninger og erindringer.
mennesketomme. Alligevel opleves de ikke som forladte. Tværtimod. Mennesket er nærværende
som et spor. Karrusellen peger mod den krop, der skal sættes i bevægelse. Målet peger mod
kampen, der netop er spillet, eller endnu ikke er begyndt. Begge serier skildrer rum, der først
bliver til gennem deres fraværende brugere. En form for negativ tilstedeværelse, der giver plads til
refleksion over, hvad det egentlig er for nogle steder og dermed mennesker, som vores samfund
skaber.
Morten Underbjergs malerier tager udgangspunkt i forlystelser fra Bakken og Wiener Prater. De
kulørte motiver bevæger sig mellem registrering og opløsning, hvor mekaniske konstruktioner,
figurer og landskaber glider ind i hinanden og bliver til billeder på en kollektiv billedverden, som de
fleste allerede bærer med sig.
Niels Østergaard Munks fotoserie Stadionsange undersøger danske provinsielle stadioner og idrætsanlæg.
Fotografierne registrerer steder, der ved første øjekast fremstår nøgterne og funktionelle, men som
samtidig rummer fortællinger om lokale fællesskaber, forventninger og erindringer.
Stort og småt peger ikke alene på værkernes forskellige formater. Som hverdagsvending
beskriver titlen en samtale, der ubesværet bevæger sig mellem emner og lader forbindelser opstå
undervejs. Samtaler, der via det små handler om det store; det eksistentielle i det trivielle, det
spektakulære i det sædvanlige. På samme måde mødes to kunstneriske praksisser, der gennem
forskellige billedsprog undersøger de steder, hvor det almindelige og det ekstraordinære ikke står
i modsætning til hinanden, men vokser ud af det samme.
beskriver titlen en samtale, der ubesværet bevæger sig mellem emner og lader forbindelser opstå
undervejs. Samtaler, der via det små handler om det store; det eksistentielle i det trivielle, det
spektakulære i det sædvanlige. På samme måde mødes to kunstneriske praksisser, der gennem
forskellige billedsprog undersøger de steder, hvor det almindelige og det ekstraordinære ikke står
i modsætning til hinanden, men vokser ud af det samme.
Åbningstider:
Lørdag d. 11/7 13-17
Mandag d. 13/7 13-17
Tirsdag d. 14/7 13-17
Lørdag d. 18/7 13-17
Mandag d. 20/7 13-17
Lørdag d. 25/7 13-17
Lørdag d. 11/7 13-17
Mandag d. 13/7 13-17
Tirsdag d. 14/7 13-17
Lørdag d. 18/7 13-17
Mandag d. 20/7 13-17
Lørdag d. 25/7 13-17
Kilde:
Urger House
Urger House
