Forestillingen om som menneske at smelte sammen med naturen, at være menneske og natur på samme tid, har været et genkommende motiv i kunst- og kulturhistorien. I den samtidige kunst optager hybride former og undersøgelser af koblinger mellem mennesker og natur også en markant plads. Her er det især de ændrede definitioner og natursyn, der er fulgt med menneskets gennemgribende påvirkning af naturen i den antropocæne tidsalder, som har sat sine spor.
Længslen efter at opløse skellet mellem natur og menneske løber som en understrøm i flere værker i udstillingen – som en reaktion mod fortællingen om at mennesket er adskilt fra naturen og synet på naturen som noget, der skal beherskes og udnyttes. Værkerne rusker op i vores vante forestillinger og peger på nye, mere sanselige veje til en dybere samhørighed med naturen. Andre værker danner imaginære universer, hvor fastlåste identiteter opløses gennem transformative processer til fordel for et enhedssyn på natur-menneske relationen, understøttet af videnskabelig forskning om evolution, geokemiske kredsløb og sameksistensen mellem mennesker, dyr, mikrober og vira.
Den antropomorfe natur og det biomorfe menneske, hvor natur og mennesker formes i hinandens billede, er også fokuspunkter. Her er menneskekroppe og reproduktive organer, formet af planter og dyr, sat i relief som parasitter, der består i kraft af hinanden. Værkerne i udstillingen vidner således både om en fascination af naturens diversitet og om potentialet i forbundetheden mellem jordens organismer.
Kilde:
Skovhuset Kunst og Natur
Skovhuset Kunst og Natur