I udstillingen TIL DØDEN JER SKILLER dykker Museet for Religiøs Kunst ned i den romantiske kærlighed mellem to mennesker, som den er skildret igennem tiden af forskellige kunstnere. Museet præsenterer en bred vifte af kunstneriske medier og stilarter– fra maleri og skulptur til grafik, foto og videokunst. Som en del af denne fortælling har museet inviteret offentligheden til at bidrage med deres egne private bryllupsbilleder, som fungerer som en dynamisk del af udstillingen.
Udstillingens titel er inspireret af vielsesritualets klassiske formulering fra 1897, men udstillingen retter blikket mod parforholdet mere bredt, som den man vælger som sit livsvidne – eller med andre ord ideen om de(n) eneste ene, som ligger i den romantiske kærlighed. Vi følger et parforholds udvikling fra forelskelse og elskov til det modne parløb og familieliv til tabet af den elskede. Synet på kærlighed og ikke mindst ægteskabet har ændret sig over tid. Ægteskabet har været og er i mange samfund rammen for familien og dermed en samfundsstabiliserende organisation. Koblingen mellem ægteskab og forelskelse er en ide som vinder indpas i romantikken, men sådan har det ikke altid været. Når kærlighed er nævnt i Bibelen er det som regel i forbindelse med kærligheden til Gud og til ens næste og ikke i form af den romantiske kærlighed med undtagelse af Højsangen, der har et erotisk indhold.
I udstillingens første del fokuseres på forelskelse og erotisk kærlighed. Denne fase har kunstnere tidligere ofte skildret med inddragelse af mytologien, hyrdemotiver og antikken, hvilket nok har gjort det nøgne og erotiske indhold mere stuerent for datidens publikum.
Herefter følger det etablerede parforhold og familielivet og ikke mindst dets skyggesider, som flere kunstnere har skildret. Det ses blandt andet ved Francisco de Goyas syrligt-satiriske raderinger fra serien Los Caprichos og ikke mindst i J.F. Willumsens værk Ægteskab, der også rejser diskussion omkring kvindens ligestilling og frigørelse, som det også kendes fra dramatikeren Henrik Ibsens vigtige teaterstykke Et Dukkehjem.
Udstillingens omdrejningspunkt er, at kærligheden og sorgen ved at miste den man elsker er to uadskillelige ting. Dette tab af kærlighed eller af kærlighedens genstand skildres i udstillingens sidste del ved blandt andet Erik Stæhr-Nielsens Venus finder Adonis lig og Peter Brandes papirarbejder fra sin sidste tid, hvor hans hustru og kunstner Maja Lisa Engelhardt passede ham. Omsorgen som en del af kærligheden kommer også til udtryk i den engelske fotograf Paddy Summerfields fotofortælling Mother and Father, hvor vi følger en søns skildring af forældrenes lange ægteskab, moderens demens sygdom, faderens tab og i sidste ende sønnens tab af forældrene og hans behov for at forevige deres kærlighed gennem kunsten.
Flere af udstillingens værker trækker tråde direkte til litterære værker og myter fx skildringer af Amor og Psyche, den græske digterinde Sappho fra øen Lesbos og Jane Muus serie af træsnit, der illustrerer Herman Bangs roman Ved Vejen. Ord og billeder er således partnere, når det kommer til skildringen af kærlighed i kunsten og derfor ledsages de udstillede værker med udvalgte citater på væggen.