Afgang fra Det Fynske Kunstakademi: Q & A med Alberte Ida Harboe Westergaard

Fem dimittender fra Det Fynske Kunstakademi viser netop nu deres afgangsudstilling i akademiets skulptursal. Hør Alberte Ida Harboe Westergaard fortælle om sin tid på akademiet, sit afgangsværk, og om hvordan gåture i Paris’ nedlukkede gader har inspireret hendes kunst.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Min praksis har været i konstant transformation, siden jeg startede på Det Fynske Kunstakademi. Jeg kan godt lide at skifte udtryk, og jeg arbejder primært intuitivt. Jeg responderer på mine omgivelser, og jeg øver mig i at lytte til mine indtryk og stole på min intuition. Tit starter projekter ét sted og ender et helt andet, jeg ikke havde forudset.

På den måde har jeg både arbejdet med maleri, videoinstallationer, tekst, tekstil og nu skulptur. Det taktile i forskellige materialer spiller en stor rolle i min praksis, og jeg ender ofte med at arbejde med en eller anden ny teknik for at forstå et materiale, og hvordan det arbejder.
For tiden har jeg for første gang fundet et emne og et projekt, jeg vil dykke nærmere ned i og udforske mere, nemlig mit afgangsprojekt.
Men jeg kunne forresten godt tænke mig, at springe ud i performance en dag. Men jeg tager stadig tilløb.

Fortæl om dit afgangsværk på udstillingen?

Mit afgangsværk udspringer fra refleksioner over magtforhold, beskyttelse og dekoration efter mit ophold i Paris i efteråret 2020. Opholdet var præget af corona-situationen, og på mange af mine gadevandringer så jeg et utal af Gendarmer, ofte i fuld rustning, samt bevæbnet politi gå i store flokke på gaden, for at beskytte noget.

Smedejernsstrukturer pryder de fleste facader og offentlige bygninger, og som en anden flâneuse havde jeg passeret et smedejernshegn tegnet af Lheureux, hvis formmæssige udtryk både signalerede åbenlys fjendtlighed, men som også havde en dekorativ funktion.

Dette sammenspil fascinerede mig, og blev startskuddet på mit projekt. Jeg valgte at skabe hegnet ud fra forskellige refleksioner, der udsprang ved mødet med hegnet. Statens voldsmonopol rejste sig for øjnene af mig.

Jeg har ‘omdannet’ et koldt smedejernshegn, dvs. jeg har skabt hegnet i varmt træ, for at give skulpturen en kontrast imellem formen og materialet. Skulpturens varme og træets skrøbelighed kalder på at blive placeret indendørs, og derfor ville jeg arbejde med en interiørteknik til soklen, helst fra samme stilperiode. Selve hegnet er tegnet omkring år 1750, og på det tidspunkt var marmoreringer i grå og blå toner yndet blandt det bedre borgerskab.

Formen på hegnet, fik mig til at tænke på Duchamps “Flaskeholder”, 1914, og relationen mellem skulptur og sokkel fik mig til at kigge på Brancusis værker.
I mit projekt har jeg prøvet at studere hegnsformen yderligere. Jeg begyndte derfor at arbejde med 3D-modellering for at give noget modspil til hegnets tidslighed ved at bruge moderne teknikker.

Resultatet blev et slags anti-våben, en ikke-genstand, der dog kan fortolkes.

Jeg forestillede mig desuden politiet som riddere, og jeg blandede denne forestilling med et studie af offentlige former tilsat et drys af dekorationsforkærlighed.

Det blev til små metalvinger, der ikke tjener andre funktioner end at beskytte og dekorere små skuldre, som et overflødigt ornament – et smykke til at vise status.

På denne måde ville deres “rustning” have samme logik som hegnet: både at være fjendtligt men samtidig dekorativt. Deres tilstedeværelse ville måske blive mere spiselig, hvis deres panser blev pyntet.

Hvad har du lært på Det Fynske Kunstakademi?

Det kan være svært at koge det hele ned til en kort forklaring, da der er jo ikke noget pensum på disse kunstuddannelser. Men når jeg kigger tilbage, har jeg først og fremmest lært at se på og tale om kunst.

Jeg føler på en måde, at jeg er blevet en slags blæksprutte, der kan lidt af hvert. Jeg har læst forskellige teorier, haft kunsthistorie med et utal af forskellige lærere. Jeg er blevet mere handy end jeg var før, og jeg har fået mulighed for at eksperimentere en masse, med alle mulige forskellige materialer og teknikker, som jeg netop gerne ville.
Dog har det til tider føltes, som om mine kundskaber først er kommet frem i lyset, når jeg har befundet mig i andre professionelle sammenhænge.

Fællesskabet har været en stor del af vores institution, og det har fyldt meget. Det viste sig at være en stor styrke, som jeg ikke havde forudset, da jeg startede på uddannelsen. Jeg har siden erfaret, at det er en sidegevinst ved at være indskrevet på en mindre skole: man bliver bundet tæt sammen med de andre og bliver dygtige til at kunne arbejde sammen.

Jeg ønsker dog for de nuværende studerende, at skolen vil få mere støtte fra staten, så den kan få nogle endnu bedre faciliteter, da gode værksteder er en katapult for ens praksis.