Afgang fra Det Jyske Kunstakademi: Q&A med Stine Rosdahl-Petersen

Fredag den 7. maj står ni dimittender fra Det Jyske Kunstakademi klar med deres afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. Kunsten.nu har talt med tre af kunstnerne om deres afgangsværker, samt den forgangne tid som studerende på akademiet. Her fortæller Stine Rosdahl-Petersen om, hvordan hun har inviteret et træ indenfor i sin udstilling.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg samler materialer op på min vej eller de opsamler mig.

Organiske materialer, uld fra kompost med lort og andet godt, Halm høstet med le, områders potentialer, historier opsnuset fra steder, hvor de vokser op fra fundamentet, mennesker med teknikker de gerne giver videre, hænder der husker nedarvede trådværk. Essentielle biprodukter. Fingre der føler. Et sprog.

Langsomhedens dyrevæsen er umulig at komme uden om, for at få det hele med fra alle verdens folder og krumspring. Umulige muligheder spinder sig ind og ud af mine sammenfiltrede processer for så igen at fortsætte hver til sit, ud af hver vores vej.

Hvilke spændinger opstår der, når værket spreder sig på ny. Ritualerne ruller. Ludiske lag af rytme. Det hele sniger sig ud af reglerne og rammerne, dem har værket aldrig været en del af eller taget stilling til, da de ikke lever i samme univers. Det hele snor sig af sted næsten umærkbart, selvom det vigtigste befinder sig lige inden, det igen forsvinder. Noget vil der ske. Vent og se. Det sammenfiltrede udrulles og bliver til på ny.

Fortæl om dit værk på afgangsudstillingen?

Til mit afgangsværk har jeg valgt at invitere en gæst, en levende spidsløn, indenfor i værket og udstillingen. Når man ankommer til Kunsthal Aarhus’ indgang møder man på vejen et
ovenlysvindue, hvor toppen af træet er synligt. Det er placeret indenfor i kælderetagen, men er så højt, at det når helt op til loftet af ovenlysvinduet. Foran vinduet og trætoppen er en af mine tidligere skulpturer, en jernafstøbning, placeret udenfor. Det er en afstøbning af en skjorte som er syet sammen til en pude med store tydelige sting i garn. Jernpuden lavede jeg i Helsinki i 2014, da jeg gik på kunstakademiet der. Den har siden da stået udenfor i vind og vejr for at blive helt klar til at komme med på en udstilling.

Bunden af træet ses, når man kommer ned i udstillingen. Træet hænger med sine rødder i øjenhøjde, pakket ind i en vandtæt pose, så det kan holde på vandet, og forhåbentlig overleve så længe udstillingen står på.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig, at træet skulle hænge i ovenlysvinduet og slet ikke nå ned til udstillingen. Men træet vejede 100 kg for meget til at kunne hænge der uden at udgøre en fare for de besøgende. Jeg ændrede opsætningen, og gav dermed træet større mulighed for at overleve og blive plantet ud igen, efter udstillingen slutter, ved at sænke det ned i øjenhøjde. Og fordi det endte med at blive et mere relevant og tydeligt værk end det første. Jeg havde også taget et stort vævet/løbebundet værk med, da det i min oprindelige ide om opsætningen kommunikerede godt med træet. Det endte med slet ikke at komme med, da træet og arkitekturen optog hele pladsen og gjorde det godt alene på scenen indenfor, og derfor endte med at skubbe det vævede værk helt ud af billedet.

Sådan er det ofte med mine værker. Jeg starter med en ide og et materiale, jeg vil (sam)arbejde med. Og en form for håndværk til at bearbejde materialet. Herudover er det tid, der er den vigtigste faktor. Det tager den tid, det tager. Mit liv og min kunstpraksis hænger sammen, og det kan ikke gå hurtigere. Livet og processerne med materialerne er værd at engagere sig i. Der er ingen færdig form, heller ikke når værket er udstillet. Det har et efterliv, og formen ændrer sig selv under eventuelle udstillinger i samarbejde med dets nye omgivelser. Det er en af grundene til, jeg laver kunst. For at se, hvad der kommer ud af samarbejdet med de forskellige materialer og se, hvad der sker, når jeg ikke længere blander mig.

Hvad har du lært på Det Jyske Kunstakademi?

På DJK har jeg lært at komme helt ned til rødderne af min kunstneriske praksis for at finde ud af, hvorfor jeg laver kunst. Det er sket igennem en masse arbejde på atelier, samtaler og samarbejder med de andre på skolen. Samtidig har jeg heldigvis lært, at det godt kan være sjovt og ikke helt frygteligt at skrive om mine værker og praksis. Og så tager jeg en masse gode relationer med derfra, som jeg er sikker på, holder ved i mange år.