Alex Da Corte: Toppen af poppen

Der er knald på i Alex Da Cortes (f.1980) kunst. Stærke farver, neonlys, forførende lyde og dufte, humor og melankoli. Hans udstillinger udspiller sig næsten altid som hele scenografier med maksimale greb og oversanselige overflader – scenarier, der fletter video-perfomances og skulpturelle elementer sømløst sammen til totalinstallationer.

Han byder forbrugs- og populærkulturens overstrømmende billedudbud op til dans, og lægger sig åbenlyst i fodsporerne af en særlig amerikansk tradition for popkunst, som rækker bagud til koryfæer som Andy Warhol, Robert Rauschenberg og måske især Claes Oldenburg.

Alle de knudrede spørgsmål om identiteten
En kunstner som Warhol tematiserede de glatte overflader og spillede det subjektive af banen til fordel for det maskinelle, idet han masseproducerede billeder af konsumprodukter (eks. suppedåser) eller hentede motiver fra ‘lavkulturelle’ massemedier (eks. Marilyn Monroe).

Modsat indskriver Da Corte kroppen, alle de knudrede spørgsmål om identiteten og hele det følelsesmæssige og eksistentielle ubehag som centrale komponenter.

På den måde er hans værker ikke blot et blankt spejl af populær- og konsumkulturen. De taler om, hvordan mennesket formes af den – gennem de billeder vi ser, de produkter vi omgiver os med, og de roller vi overtager.

Jeg lærte det af TV
I en dokumentarfilm om Da Corte spørger kunstneren sig selv: “How do I know my life? How do I know my politics? How do I know my religion? How do I know my love? I was, like, I probably learned it from my family. But … mostly I probably learned it from TV". Det siger noget om kunstnerens afsæt.

Populær- og konsumkulturen er forførende og underholdende. Selvfølgelig, for det handler alt sammen om synlighed, om at fange vores opmærksomhed, få os til at identificere os med den, sælge os noget.

Da Cortes dans med den er tilsvarende underholdende – og ofte ikke så lidt humoristisk.

Eminem og Den Lyserøde Panter
Humoren slår særligt igennem i kunstnerens mange performances for kamera, hvor Da Corte (og vennerne) indtager roller fra populærkulturen. Han optræder snart som Eminem eller Den Lyserøde Panter, snart som Mr. Rogers eller Skipper Skræk. Han performer ikke disse karakterer som blot og bar pasticher, men tværtimod som psykologiske figurer i en visuel og auditiv psykogeografi, hvor kulturel nostalgi konfronteres med nutidens tabserfaringer.

Den visuelle scenografi er lige så vital. Da Corte omformer ofte de rum han udstiller i med specialdesignede gulve, parfumerede dufte og kraftigt kulørte vægge, der sammen danner en overvældende, overmættet sanseflade. Farverne er mættede og luminescerende, kostumerne minutiøst udførte, og gestikken koreograferet i slowmotion. Æstetikken balancerer mellem drag-camp og David Lynchs uhjemlighed, og det vibrerer bag legen og den tykke kitsch.

Muppetshow på syre
I hovedværket Rubber Pencil Devil – en tre timer lang videoinstallation bestående af 57 korte vignetter orkestreret i et ‘hjem’ uden vægge – iscenesættes en fragmenteret og hallucinerende erindringsstrøm.

Her omskaber Da Corte elementer fra amerikanske serier som Sesame Street, The Simpsons, Muppets og The Wizard of Oz til eksistentielle tableauxer, der reflekterer over barndommens tab og voksenlivets performative karakter.

Den digitale billedflade kontrasteres af en håndgjort, analog sensibilitet med udsøgte skræddersyede kostumer og dygtigt påførte proteser og makeup. Man er altid opmærksom på forfalskningen: det omhyggeligt konstruerede skjuler aldrig sin egen kunstighed.

Popkunst med sjæl
Trods al den umiddelbare appellerende æstetik fremstår Da Cortes praksis både søgende og sært nænsom, og man kan se hans værk som en slags poetik over amerikansk uskyld, hvor det dragende og det farlige vel at mærke eksisterer side om side.

Uskyldigt, ja, fordi han insisterer på at tage det trivielle alvorligt. Men han gør det for at grave dets dybere psykologiske og politiske strukturer frem. Nok er det popkunst på syre, men også med sjæl.

I sidste ende måske et rørende forsøg på at begribe et selv i opløsning?