Amalie Smith: “Vi er bare jordlinger, der er boblet ud af planeten”

Det er de helt store emner, der er i spil i Amalie Smiths værker: Hvad er liv, hvordan er det opstået og er det muligt at skabe kunstigt liv? I september åbnede hun udstillingen Levende på Kunsthal Charlottenborg.

Der er tung lastbiltrafik på Nordhavn i København, og kæmpekraner er i gang med at omforme den gamle industrihavn til boliger og kontorer. Jeg er på vej ud til Containerakademiet, der ligger langt ude på Oceanvej, og Amalie Smith lukker mig ind i den metalgrå bygning, der indeholder 30 værkstedspladser til kunstnere og andre kreative mennesker. 

På gulvet i hendes atelier ligger nogle rødlersfigurer, mennesker og dyr, under strikkede tæpper. Det er typisk for hende, at hun er i gang med at udtrykke sig i materialer og teknikker – keramik og strik – som er nye for hende.

“Jeg er jo nok en transdisciplinær hybrid-kunstner, som ikke arbejder i et specifikt medie." begynder hun. “Når jeg begynder på en ny opgave eller udstilling, får jeg ofte ret meget energi af at udforske nye medier og nye stofområder parallelt. Når man ikke har opbygget vaner, så går man til det på en lidt anden måde, end dem som er uddannet indenfor faget. Det er meget stimulerende, både æstetisk og tankemæssigt at gå med noget nyt.”

Det er i sandhed en kunstner med stort vingefang, jeg møder her i Nordhavn. Amalie Smiths praksis folder sig ud i et vildtgroende spændingsfelt mellem litteratur og billedkunst, og hun laver installatoriske udstillinger, video- og lydværker, udsmykningsopgaver, vævede billedtæpper, plakater, undervisningsmateriale og meget mere, ligesom hun indtil videre har udgivet ni bogværker. 

Ofte fungerer værkerne som flerstemmige ‘forsamlingsrum’, hvor naturvidenskaben fletter fingre med kunsten, hvor store fortællinger står side om side med personlige livserfaringer, og hvor tanken smelter sammen med materialerne og formgivningen.

Og emnerne? De rækker fra livets opståen over maskinlæring, dykkerdans og rodknolde til væven som computerens moder.

Billedkunst og tekstarbejde har for Amalie været en sidestillet praksis fra starten. Tilbage i 2007 søgte hun samtidig ind på Forfatterskolen og Kunstakademiet – og kom ind på dem begge!

“Jeg valgte Forfatterskolen, fordi den var to-årig. Så kunne jeg se for mig, at jeg kunne gå på Kunstakademiet bagefter”, fortæller hun. 

“I årene på Forfatterskolen skrev jeg meget, og det, jeg kunne kalde ‘tekst-redigeringsrummet’, er stadig ret grundlæggende for mig. Det er her, jeg kan sidestille de forskellige erfaringer, sansninger og fakta, jeg samler sammen i mine værker.”

Tekst skal her forstås i meget bred forstand, for Amalie er også en ‘hybrid-skriver’, der bevæger sig frit mellem faktabaserede tekster, fiktion, poesi og billeder. 

Et tidligt eksempel er bogværket De næste 5000 dage fra 2010. Her berører Amalie emner som tid, rum og erindring, og gør det på samme tid meget abstrakt og helt konkret. I bogen brydes teksten op af billeder fra andre værker, readymades, regibemærkninger og fortællerkommentarer. 

Ofte er det de helt store temaer, der er i spil i Amalies værker. I sin nyeste bog Terracotta (2025) handler det simpelthen om, hvordan livet er opstået.

“I 2018 stødte jeg på nogle terracottafigurer på en rejse på Cypern, som virkede utrolig levende, og det satte gang i en hel masse spørgsmål for mig. Terracotta er en fortælling til et barn, som handler om, hvordan livet er blevet til.”

Bogen, der både kan læses forfra og bagfra, løber i forskellige spor. I et spor følger vi den ængstelige forælder, der forsøger at forklare livet på planeten til sit nyfødte barn. Et spor fortæller om rejsen til Cypern i 2018, hvor de simple terracottafigurer på Antikmuseet i Nicosia fostrede spekulative tanker om oldtidsmenneskets forsøg på at skabe liv ud af ler, mens et tredje spor kredser om samtaler med en kunsthistoriker, en geobiolog og en rumforsker om livets opståen, kunstigt liv og om forholdet mellem teknologi og kunst.

“Det er et forsøg på at skrive en skabelsesberetning, hvis man kan kalde det det."

"Ofte går skabelsesberetninger ud på, at der kommer en gud og gør et eller andet, men jeg har ikke noget gudsforhold overhovedet, så jeg kan ikke acceptere, at der skulle være en instans, der kommer udefra og skaber livet.”

“Jeg har brug for, at vi med udgangspunkt i planeten forklarer, hvordan livet er opstået fra den her golde og livløse verden med mineraler, naturkræfter, vind, vejr osv.. Hvordan kommer vi derfra til noget levende? Vi er helt nede ved mineralerne i ursuppen, og vi må prøve at forestille os, hvordan de har stablet sig oven på hinanden og er begyndt at danne proteiner, RNA og senere DNA.” 

“Der er ikke noget super godt svar på, hvordan livet er blevet til på jorden, og det kommer vi heller aldrig til at få, fordi de rester, der findes af det første liv, er skubbet ned i jorden med pladetektonikken, så der er ikke nogen ‘smoking gun’. Men derfor er der jo stadig nogle mere eller mindre gode teorier.”

“En af de teorier, jeg hægtede mig fast i var kemikeren Cairns-Smiths såkaldte ‘Clay Theory’ (en videnskabelig hypotese, der foreslår, at lerholdige mineraler spillede en afgørende rolle i dannelsen af de første organiske molekyler, red).”

“Der er jo masser af forskellige hypoteser, og det er ikke fordi, jeg synes, det er vigtigt at vælge den ene eller den anden, men jeg tror faktisk, det er ret vigtigt, at vi har nogle idéer om vores allerførste link med verden. Det er der, vi kan se, at vi er bare jordlinger, der er boblet ud af den her planet. Vi er ikke fløjet ind med et rumskib eller sat her af en anden entitet. Vi er opstået af planeten, og er derfor så integreret i planeten, som man overhovedet kan være.”

Fra undersøgelser om livets oprindelse bevæger Amalie sig i sine værker ubesværet til spørgsmål om de digitale teknologiers væren i verden i dag, for de nye teknologier er ikke sjældent både emne men også medspiller i værkerne.

Således i udstillingen Looming på Holstebro Kunstmuseum, der ikke mindst pegede på materialiteten i det digitale ved at præsentere digitale billedforløb på rå armaturer uden den glatte, sømløse overflade, vi ellers kender fra vores computerskærme.

Og i udsmykningen til Ørestad Gymnasium i 2016, hvor hun fik produceret tre store digitalvævede billedtæpper, Machine Learning I, II, III, der pegede på vævningen, som en forløber for computeren, 

“Vævningen er i sig selv en binær teknologi, der deler motiver op i punkter og linjer, hvilket minder om pixels på vores nutidige skærme. Og computeren lånte sine hulkort fra de første industrielle væve. Det digitale er ikke kommet ud af ingenting,” forklarer Amalie, som i Ørestad fodrede en algoritme med billeder af elevernes hænder, der betjente deres medbragte laptops og smartphones samt en referencedatabase af billeder af rødlistede planter fra en byggegrund ved siden af skolen. 

Det kom der sære botaniske billeder ud af, som igen – i en omstændig proces – blev oversat af digitale væve til billedtæpperne, der nu hænger i gymnasiets store hal.

“Jeg bruger de digitale teknologier som en slags sparringspartnere. Mønstrene til tæpperne udviklede jeg i ‘samarbejde’ med neurale netværk. Samarbejde i den forstand, at jeg fodrede algoritmen med billeder, tog imod, udvalgte, fodrede igen og så videre. Jeg lavede rigtig mange versioner og styrede algoritmen rigtig meget. Jeg har aldrig været interesseret i kun at overgive noget til en maskine, som så kunne komme med et output.”

Jeg spørger Amalie, om hun tænker, at der er en form for liv i teknologierne.

“Der er den her diskurs om fremtiden, som florerer i de samme miljøer som dem, der gerne vil til Mars, om at vi nu ser frem mod en maskinintelligens, som vil overtage livet på jorden.” 

“Men helt grundlæggende, så har vi jo ikke helt klare definitioner på, hvad det vil sige at være levende eller bevidst. Det er meget svært at afvise, at teknologi kan blive levende eller bevidst, hvis man ikke har nogen definition af, hvad det er. Men det er ikke det samme, som at sige, at teknologien faktisk er levende.”

“Jeg tror, at den teknologi, vi render rundt og leger med for tiden, er så forsimplet i forhold til, hvor kompleks den menneskelige hjerne er. Det er meget, meget svært at simulere noget, der minder om den menneskelige hjerne.”

“Men når vi mennesker i bund og grund er opstået ud af molekyler, der har organiseret sig selv på planetens overflade, så er det svært helt at udelukke, at det også kan lade sig gøre i det teknologiske rum.” 

“Jeg tror til gengæld ikke så meget på – lidt apropos, at jeg ikke tror på guder – at mennesker selv kan designe nyt liv. Vi kan godt lave om på det liv, der allerede findes, men vi har jo kun én form for liv på denne klode. Alt levende er i familie, det er ikke opstået flere gange. Eller hvis det er, er det gået i sig selv igen.”

“Men man kan måske godt forestille sig, at vi kan skabe de gode betingelser for, at noget selv kan organisere sig frem og på den måde skabe liv. Jeg synes, det er et virkelig spændende og stort og åbent felt i de her år. Hvad er det, der foregår i algoritmerne? Har det noget med liv at gøre, eller er det dødt? Jeg tror ikke, at vi kan svare på det.”

Amalie har altid fundet meget stor inspiration fra det naturvidenskabelige felt. I starten hentede hun mest viden ved at læse eller være på udstillinger, men i de senere år har hun i tiltagende grad opsøgt forskere og haft samtaler med dem.  

“Her kan man spørge direkte tilbage – også til det, som ikke står i de klassiske bøger om emnet. Man kan få lov til at spekulere og gå på tværs af de faglige discipliner. 

Verden er jo et kontinuum og ikke en række siloer, og ofte er forskerne faktisk meget interesserede i at kigge ud.” 

“Som kunstner er jeg ikke på samme måde forpligtet på ét felt. Jeg kan komme med billedkunstens erfaring, med den formmæssige eller materialemæssige undersøgelse og bringe det ind og lave forbindelser på tværs.”

“Men jeg tænker ikke, at der er så stor forskel på kunst og videnskab. Indenfor grundforskningen skal forskeren jo søge helt åbent, og ofte tænker naturvidenskabelige forskere vildt og ud af boksen, på samme måde som billedkunstnere.”

Sådanne samtaler og erfaringer fra naturvidenskaben er elementer i mange af Amalies forskellige projekter. 

Et nyligt eksempel er udsmykningen af Viborg Gymnasium i 2025, som breder sig over gulvet i gymnasiets bibliotek og videre ud i gårdhaven udenfor. Motivet på terazzogulvet er en kunstnerisk fortolkning af en planterod, som er forstørret i en sådan grad, at jordens mikroorganismer bliver synlige.  

Værket som bærer titlen Levende jord er skabt sammen med gymnasiets billedkunsthold, ligesom gårdhaven udenfor er beplantet og skal plejes i samarbejde med biologiholdene efter regenerative metoder.

Med til værket hørte et seminar, der i november 2024 samlede forskere og praktikere på tværs af mikrobiologi, billedkunst og regenerativt jordbrug, og som derudover kastede et tværfagligt undervisningsmateriale af sig. Kunst skal forstås bredt, når vi taler om Amalie Smiths praksis.

Naturforholdet er ikke alene emnet i udsmykningen i Viborg med også i en række andre værker. Eksempelvis i lydværkerne Radio Sfæren – et udsmykningsprojekt til Søndervold Naturpark i Fredericia (2022) – og Radio Soldug: Vi græsser på den samme ø, som blev skabt til udstillingen Khôra i Læsø Kunsthal i 2019.

“Jeg tror, at det forhold, vi har til naturen, og som jo er ret håbløst på mange måder, er blevet grundlagt igennem mange, mange års kunst, kultur, videnskab, debat og alt muligt andet, som har slået fast, at vi ikke er en del af naturen, at vi er uden for den.”

“Vi kan godt sige til hinanden – og det har vi helt sikkert gjort siden 1970'erne og tidligere end det – at vi er en del af naturen, men vi har ikke for alvor erfaret det. Vi lever det jo ikke.” 

“Så jeg tænker da, at der er en opgave med at udvikle et nyt natursyn, også inden for æstetikken, men det kan jo ikke stå alene. Det er klart, at der er nogle meget politiske beslutninger, der skal tages, og nogle meget indflydelsesrige instanser, der skal udfordres.”

“Men det er på den anden side meget svært at forestille sig, at det overhovedet kommer til at ske, hvis ikke der er en kritisk masse af kultur, som lærer os, at vi er helt filtret sammen med planeten. At vi ikke bare kan stikke af eller skære os ud af ligningen.”

Jeg spørger Amalie, om hun kan fortælle lidt om udstillingen.

“Udstillingen hedder Levende og handler om liv og livets opståen. Men også om selvorganisering, og hvordan livet er en kontinuerlig mønsterdannende proces.”

Amalie fortæller begejstret om nogle af de informationslag, der ligger og bobler til den udstillingen.

Hun fortæller om matematikeren Alan Turings teori om kemisk morfogenese, der forklarer, hvordan komplekse mønstre i naturen, eksempelvis pletter og striber, opstår. Og om et interview med en fysiker, der arbejder på at lave kunstigt liv i substrater, idet han argumenterer for, at set fra det kunstige substrats synsvinkel, ja, så er substratet levende!

Lyder det abstrakt? lyder det vildt? Amalie Smith er ikke bange for store tanker – sikkert heller ikke for at miste fodfæste for en stund.

Jeg spørger til slut om hun kan beskrive sin måde at arbejde på?
“Min kunstneriske metode, hvis man kan sige det sådan, er samling, ophobning, forvirring – og ud fra det opstår der en eller anden form. Der skal være en følelse af, at noget vibrerer, når man sætter det sammen.” 

“Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har brug for at indsamle rigtig meget information, og så være i det. Gå rundt i det. Ikke forsøge at se det fra oven. På en måde blive lidt fortabt i det.” Amalie smiler og slår ud med armene.

“Derfra forsøger jeg at finde ud af, hvad stoffet selv vil, hvornår tingene begynder at tale sammen, og hvad det vil fortælle,” slutter hun.