Aros-udstillingen Mythologies er først forudsigelig, siden irrelevant

Den todelte udstilling Mythologies – The Beginning and End of Civilizations på Aros vil blotlægge de fortællinger, der har været bærende for samfundet. Men i den historiske del er kunsten reduceret til illustrationer, mens vi i samtidskunstdelen er vidne til en forvirret fortælling om fortællinger, der ikke ved, hvad den vil fortælle.

Det er rigtigt: Fortællingerne er civilisationens moder. Det er store mytologier som de polyteistiske og monoteistiske religioner eller ideologier som kommunisme eller liberalisme, der har muliggjort, at mennesker har samlet sig i store grupperinger – at store byer, samfund, stater og transnationale forbund er udviklet. Det er kampen om narrativer, der præger krige såvel som valgkampe, og oplever vi det ikke i tilspidset form netop nu, hvor vi må forholde os til, hvilken global fortælling vi abonnerer på?

Og ja, det kunne have været en relevant tematik, Aros har taget op med den store udstilling Mythologies – The Beginning and End of Civilizations, som breder sig over hele to etager. Intentionen med udstillingen er, som det hedder, netop “at blotlægge de myter og fortællinger, der gennem forskellige historiske epoker både har været bærende for samfundet og styrkende for fællesskaber, men som også har ført til ødelæggelse, krig og splittelse”.

Men desværre bliver det hele først serveret dræbende kedsommeligt i en historisk afdeling, hvor kunsten indtager en statistrolle som illustrationer til institutionens autoritative fortælling og siden hen i en samtidskunstnerisk præsentation, som bare er ufokuseret og – jeg er ked af at sige det – irrelevant.

Det er en af den slags udstillinger, som ser godt ud på papiret, men som, idet man forlader museet, allerede er gået i den store glemmebog sammen med et hav af andre slappe, automatprægede og risikominimale udstillinger.

Forudsigeligt

OK, jeg er måske lidt hård i forhold til den historiske del af udstillingen. Man kunne vælge at se det som en gedigen, researchpræget museumspræstation, som vil fortælle den forkromede historie om de narrativer, der har skabt civilisationen og bundet samfund sammen – den vestlige verdens samfund vel at mærke.

Vi starter med Adam og Eva i form af et maleri af Lucas Cranach den ældre. Herfra bevæger vi os historisk retlinet frem gennem den kristne mytologi, reformationens og modreformationens indbyrdes trakasserier, eksemplificeret ved hjælp af kunstnere som Pieter Brueghel og Pieter Claez på den reformerte side med modparterne Ludovico Carracci og Abraham Janssens på den anden side. Videre over oplysningstiden (Blandt andre Bertel Thorvaldsen og Nicolai Abildgaard) til fortællingen om den moderne velfærdsstat (Paul Gernes og Elmgreen/Dragset).

Undervejs er der afstikkere til rum dedikeret til ‘det maskuline blik’ (blandt andre Jakob van Loo og Francois Boucher) og fortællinger om ‘den anden’ (blandt andre Martinus Rørbye). På den måde kan Mythologies sætte det korrekte flueben, der tilfredsstiller såvel feminister som postkoloniale kritikere og dermed skrive sig ind i den selv-og kulturkritiske fortælling, enhver institution ynder at fortælle om sig selv. Det er forudsigeligt som bare…

Cranach den ældres sære alienkroppe og detaljer i Brueghel den yngres burleske fantasier har det med at fordufte i sådanne omklamrende fortællinger.

Jeg siger ikke, at det er en dårlig ide at lave en kunstudstilling om mytologier. Jeg ved også godt, at det er sådan, ‘man gør det’.

Jeg siger heller ikke, at man nødvendigvis skal behandle kunsthistorien som en Per Kirkeby, der skrev idiosynkratisk om den, eller en Claus Carstensen, som til tider brillerer med virkelig interessante kurateringer. Men jeg får en ubændig lyst til at se en udstilling, der overrasker og levner mere plads til kunsten selv.

Retningsløs forestilling

På et par etager nedenunder er det så samtidskunsten, der er i manegen, og hvor den historiske del holder sig rigidt i sporet, gør det omvendte sig gældende her, hvor præsentationen virker tilfældig og ureflekteret.

Det stritter i mange retninger: Marguerite Humeaus forholder sig til udryddelse af dyrearter, Rafaela Voegel gør op med moderrollen, Sam Durant beskæftiger sig med Den Alliancefri Bevægelses monumenter fra 1960’erne, Anselm Kiefers landskaber bærer historiens uhyrligheder, og Pauline Curnier Jardin er optaget af ældre kvinders seksualitet.

Er man velvilligt indstillet, kan man godt fremlæse ‘mytologisk stof’ i værkerne (i en vis forstand handler alt jo om fortællinger, ikke sandt?), men man savner i høj grad en fornemmelse af et samlende greb, og en skarpere refleksion over, hvad det egentlig er, man taler om, når man taler om mytologier.

Damien Hirsts fire en halv meter høje havfrue (Mermaid, 2014) er på den måde symptomatisk for showet. Skulpturen er løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng (Hirsts GIGA!-udstilling Treasures from the Wreck of the Unbelievable i et par store paladser i Venedig, 2017), men det lugter da af fisk, havfruen er et fabelvæsen, en mytologisk figur, javist. Spørgsmålet er, på hvilken måde det spiller sammen med resten af udstillingen? Hvad vil værket fortælle om vores tid?  Her i udstillingen vil det næppe mere end at være monstrøs kitsch.

Robert Boyds video/lyd-installation Xanadu (2006), der er et larmende mix af diskofest og visuelt bombardement af katastrofer, henrettelser og 9/11, syrligt garneret med taler af magtens mænd, tvivlsomme profeter og stygge tyranner, står som virkningsfuldt udsagn om den kollektive, Titanic-agtige fortrængning af at se virkeligheden i øjnene. Det er et af de værker, som forsøger at følge op på det schwung, den historiske afdeling – og udstillingens undertitel, The Beginning and End of Civilizations – lægger op til.

Men ellers er det en retningsløs forestilling, vi bevidner: En udstilling om fortællinger, der ikke ved, hvad den selv vil fortælle.

Alt det udstillingen ikke berører

Det er selvfølgelig ok, at forholde sig kritisk til ‘mytologier’, om at kvinder kun er seksuelle væsner før overgangsalderen (Pauline Curnier Jardin: Qu’un sang impur, 2019). Eller at Den Alliancefri Bevægelse under den kolde krig stod for en (historisk overset) alternativ mulighed i en polariseret verden mellem vest- og østblokken (Sam Durant: Proposal for Non-aligned Monuments, Free Movement, 2020).

Men argumenterne for, at det netop er disse forhold, udstillingen behandler, er svære at få øje på. Det mest påfaldende i kurateringen er faktisk alt det, udstillingen ikke berører:

Hvad med den uventede udfordring af liberalismens uantastede enegang som global fortælling (siden berlinmurens fald og med Trump, Brexit, Kinas fortsatte ekspansion og Ruslands internationale militæroperationer som markører)? Hvad med fortællingerne (de alarmistiske, de dystopiske og de konstruktive) om klimakrisen? #MeToo og Black Lives Matter? Og hvor er historierne om revolutionerne inden for informations- og bioteknologien?

Hotte emner må man sige, og det skorter ikke just på kunstnere, der behandler dem.

Man står tilbage med en oplevelse af en samtidskunstudstilling, der ikke rigtigt holder trit med tiden. En udstilling, der slet og ret forekommer irrelevant set i lyset af vor tids dominerende fortællinger.