Autentisk skønhed?

Velkommen til
Bjergbyen St. Charles, Virginia, har en lang og træg fattigdomshistorie, der for længst har taget livet af ‘the american dream’, og overladt territoriet til amerikansk ‘white trash’. I to måneder har den svenske fotograf Hannah Modigh fulgt livet i St. Charles, der synes taget ud af en David Lynch-film med en håbløs udgang.

Det pirrende grimme
Motiverne tiltrækker sig opmærksomhed på samme måde som et biluheld. Det er svært at lade være med at kigge på de blottede eksistenser og suge grimhedens pirrende detaljer til sig. Beskidte og overvægtige kroppe, trailerparks, fattigdom, alkohol og drug addicts. Denne skildringsform bevæger sig altid på kanten til kliché. Det kræver så meget desto mere af fotografen.

Det nære og fjerne
Med et antropologisk udforskende blik afsøger Hannah Modigh den lille by og forsøger at gennemtrænge og æsteticere det grimme og fortabte. Billedsproget er udspændt mellem det poetisk diffuse og det skarpe, nøgternt udstillende, i sort-hvid og farve. Hannah Modighs billeder har en fin følsomhed, der lader en komme tæt på – men aldrig helt ind.

Der rejser sig en følelse af fremmedgjorthed, når man som beskuer forsøger at nærme sig det liv, der udspiller sig på motiverne. Der er tale om en grænse, der ikke kan overskrides. Stående overfor en blytung arv, der fastholder liv, familie og kønsroller, bliver man sig sin rolle som voyeur bevidst.

Højt at flyve
Modighs søgen efter det skønne viser os en søgen efter noget andet og bedre. En søgen, der har udbredt misbruget af oxycontin, det såkaldte ‘Hillbilly Heroin’, i St. Charles. Blandingen af den heroinlignende eufori og den efterfølgende træthed og tomhed trænger igennem på billederne. Kvinder, mænd og børn bliver indfanget i et stilleben med lavt pulsslag.

Indpakning versus indhold
Det er en lettelse at fotografierne hverken prædiker moral eller forsøger at provokere i provokationens navn. Hannah Modighs insisteren på det skønne skaber imidlertid en vis diversitet i billedernes styrke. Billederne virker drevet af en ægte, dybfølt og nærværende empati, men man længes efter noget, der rækker ud over empatien og stiller spørgsmål til motivet, og hvad billederne egentlig skal fortælle.

Flagrende fokus
Som følge heraf opstår et indtryk af, at linsens fokus har været styret af fotografens følelser. Dette i en grad så den professionelle distance indimellem frafalder, intentionen bag billederne bliver uklar og fremstår som en personlig og uvedkommende søgen. Hillbilly Heroin, Honey indeholder stærke og rene billeder der bestemt er værd at se – de står blot uden for et samlet hele.

Skønhed for skønhedens skyld?
Det er kritisabelt, at det ikke er alle de billeder som udstillingens pressebilleder lokker med, som man kan finde i Gallery TTC. Nogle af de stærkere billeder kan ikke findes i det lille galleri, desværre. Måske var det nogle af de billeder der kunne være med til at skabe en klarhed over skønhedens rolle i motiverne. For det er vel næppe en ambition om blot at pynte på tilværelsens elendighed?