Balladen om dronningens vagina

I sommers var den franske kunstverden præget af en mindre, men meget omtalt skandale om og vandalisme mod Anish Kapoors skulptur ‘Beskidt hjørne’ i Versailles-haven. Der var meget forvirring om, hvad der egentlig foregik, bortset fra, at skulpturen blev skændet og at det vist havde noget at gøre med at den forestillede dronningens vagina. Det giver ingen mening, men jeg vil forsøge at rede trådene ud og se, om vi kan lære noget af historien?

Skulpturen fik hurtigt øgenavnet ‘Dronningens vagina’. Det skyldtes en udtalelse, Kapoor blev citeret for, nemlig at den kunne opfattes som “vaginaen hos en dronning der tager magten”. Kapoor har efterfølgende benægtet at skulle have formuleret sig sådan, men erindrer det som, at han havde sagt noget med ‘hendes’ (altså skulpturens) vaginaform som ét af de mange betydningslag.

Tragten på det grønne tæppe
Lad os lige kigge på skulpturen uden denne begrænsende etiket. Der er tale om en 10 meter høj, 60 meter lang tragt i corten-stål, der opbygger et lag af rust på overfladen. Tragten bliver hurtigt til et rør, der bliver snævrere og snævrere. Man kan og må gå ind det, ind i det mørke, der udgør en klar kontrast til Versailles-havens åbne, lyse, ordnede landskab. Rundt om tragten ligger bunker af jord, rå stenblokke og en rødmalet skråtstillet blok af hvad der ligner store mursten, formentlig med en reference til slotsbygningen.

Skulpturen er en ud af seks store Kapoor-skulpturer i Versailles, der både fungerer selvstændigt, men også supplerer hinanden. De har alle det til fælles, at de bryder med havens orden på hver sin måde, og nogle af dem henviser til stedets politiske historie, tydeligst kanonen i revolutionens mødested, Jeu de Paume, der skyder med blodrød maling ind i et hjørne i væggen.

Kigger man på ‘Beskidt hjørne’ og dets placering i ‘Grande perspective’ med disse briller, er det klart, at den er en kritisk kommentar til Versailles og en lettere provokation, men især i form af at være et æstetisk kontrapunkt. Hulen er et sted for det dunkle, det hemmelige, det ubevidste, og skulpturen synes at være skudt op nede fra den beskidte jord under det fine, ”grønne tæppe”, som Versailles’ græsplæne kaldes. Stenblokkene er uslebne og ligger hulter til bulter, og den rødmalede geometriske blok kunne ligne et hærget og såret ruinfragment af slottet efter en katastrofe. Hvis Versailles-haven er et udtryk for den enevældige kongemagt, så er Kapoors skulptur en forstyrrelse af denne ekstremt hierarkiske orden.

Forargelse og vandalisme
Der rejste sig angiveligt en bølge af forargelse i den franske offentlighed. Ifølge medierne, i hvert fald. Når man går det efter, er det dog svært at finde særlig mange eksempler på forargelsen, men her er et par:

Den konservative borgmester i Versailles, François de Mazière, skrev på Twitter: “Anish Kapoor dérape sur le tapis vert”, hvilket direkte oversat betyder ”Anish Kapoor skrider (ud) på det grønne tæppe”. Men ‘dérape’ har bibetydninger af at ‘afspore’ og ‘skeje ud’, og det er i hvert fald blevet opfattet som en stærkt nedladende udmelding fra højeste sted.

Front National-borgmesteren i Béziers, Robert Ménard, lægger ikke fingrene imellem i sit tweet, som oversat lyder: ”Stor vagina. Samtidskunsten fortsætter med at skamfere vores arv.” Nogle højreradikale bloggere har samtidig givet udtryk for, at der er tale om majestætsfornærmelse mod Marie-Antoinette (1755-1793), baseret på udtalelsen om en dronnings vagina.

En mere afdæmpet kritik, bl.a. fra professor Pierre Dhainaut, går på, at skulpturen er noget rod og ødelægger panoramaudsigten. Lignende udsagn kommer fra en voxpop blandt enkelte turister på stedet, som er ærgerlige over at Versailles-haven ikke står i sin rene form, når nu de kommer på besøg langvejs fra. Men mange synes vel at mærke bare, at det er helt fint. Og børnene kan more sig med at kravle ind i tragten.

Skandalen rullede for alvor, da ukendte gerningsmænd om morgenen 17. juni overhældte tragtens munding med gul og hvid maling (et kunstnerisk materiale vendt mod kunsten selv). Kunstneren overvejede at lade blive som en del af værket, men besluttede dog at få det fjernet igen. Her må man konstatere den helt forståelige, men også paradoksale trang hos mange kunstnere til at beskytte deres værk mod det, der er deres angivelige pointe. Anish Kapoor vil gerne forstyrre Versailles’ æstetiske orden, men bryder sig ikke om at få ødelagt sin egen skulpturs orden med grimme malingsplamager.

På sporet af den tabte substans
Medierne har kørt sagen op i en rus over den dejlige kombination af kønsorganer, kunstskandale, kongerøgelse og kulturarv. Men hvad handler det her om? Er der en substans et sted?

Man skal virkelig være forstokket for at blive forargret på vegne af et for længst forsvundet monarkis vegne. Et modbydeligt, diktatorisk regime, der i øvrigt selv dyrkede en dekadent og hedonistisk livsstil. Det er meget svært at se, hvordan det skulle være ‘synd’ for Marie-Antoinette, selv hvis vi tager dronninge-citatet for gode varer.

Tragten har ganske rigtigt en vaginal grundform på samme måde som langt de fleste skulpturer har en fallisk grundform. Frankrigs nationalmonument, Eiffeltårnet, er præcis lige så fallisk som Kapoors skulptur er vaginal. Er vi stadig dér, hvor det kvindelige organ er skamfuldt, forstyrrende, forargende, mens det mandlige blot er stolt knejsende? I så fald har Kapoors skulptur retfærdiggjort sig selv lige dér, lige i den reaktionære, sexistiske dobbeltmoral.

Hvis man bliver forstyrret af værket i sin nydelse af Versailleshavens orden, har kunstneren ramt den mere subtile, æstetiske provokation, der var en del af ideen. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis man er rejst dertil fra Japan for at se det perfekte panorama, men så er det vist heller ikke værre. Haven er gigantisk, og selv Kapoors stor skulpturer er små detaljer i det store billede. Til gengæld kan man overveje, hvad det er ved havens æstetik, der lader sig forstyrre.

Endelig må man endnu en gang konstatere, at kunstskandaler i høj grad er medieskabte; at det ofte er sekundære aspekter af værket der provokerer; og at det ikke er til at forudse, hvornår en sådan skandale opstår.