Billedserie – Gruppeudstilling: I ET LANDSKAB

Den transformation, landskabet har gennemgået – fra landbrugsland over råstofressource til dramatisk naturområde med tydelige kulturspor – gør nemlig stedet til et oplagt laboratorium for landskabelige drømme og kunstnerisk skabelse. Stedet er ladet med transformativ kraft og materielle og biologiske processer, der ofte sætter sig igennem i kunstnernes tilgang til udstillingen som format.

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Sorø Kommune og Andel.

Kilde: Gravel Art

I ET LANDSKAB

Tekst af Helle Brøns

Ethvert landskab er en drømmerisk oplevelse, før det bliver et bevidst skue. Vi ser kun med æstetisk lidenskab på de landskaber, som vi først har set i drømme. (Gaston Bachelard, On the Poetic Imagination and Reverie, s. 36 (egen oversættelse))

Sådan har den franske filosof og digter Gaston Bachelard beskrevet forholdet mellem de landskaber, vi ser inde i os selv med lukkede øjne og dem, vi oplever, når vi går udenfor. Vi har alle et drømmelandskab, der former det vi ser, når vi kigger udover markerne. Og omvendt former landskabet og dets materialer også vores forestillingsevne. De blade, græsser, sten og jordklumper vi føler på, giver form og stof til vores landskabelige forestillingsevne. Sådan er det også i udstillingen I et landskab, der netop finder sted i et landskab – nemlig i den gamle grusgrav uden for Sorø. Her er 18 kunstnere inviteret til at udstille, og for de flestes vedkommende er værkerne vokset frem i en vekselvirkning mellem deres egen kunstneriske formverden, de indre landskaber og grusgravs-landskabets konkrete udformning og materialer.

Grusgraven byder på et helt særligt landskab. De store forekomster af grus tæt på overfladen gjorde dette landbrugsområde til et oplagt sted at grave efter råstoffer, og i en årrække lignede området et gråt månelandskab med sand-, sten- og grusbunker, store maskiner og et enormt krater i landskabskroppen. Det udpinte område blev dog efterfølgende formet og efterbehandlet, og snart forvandledes det til et smukt landskab med stejle skrænter, en smuk sø og meget stor biodiversitet: en blomsterrig flora, sjældne padder og krybdyr, unikt fugleliv og et meget rigt insektliv. Den transformation, landskabet har gennemgået – fra landbrugsland over råstof ressource til dramatisk naturområde med tydelige kulturspor – gør det til et oplagt laboratorium for landskabelige drømme og kunstnerisk skabelse. Stedet er ladet med transformativ kraft og materielle og biologiske processer, der også sætter sig igennem i kunstnernes tilgang til udstillingen, og de værker, de har skabt til den. Kunstnernes udtryk er meget diverst, og de arbejder sig på vidt forskellig vis ind i de potentielle forestillinger og processer, som landskabet har åbnet sig for.

Flere af værkerne erindrer om stedet historie og performer landskabets temporalitet: Der er værker der henviser til det moderne landbrug, der for ikke så længe siden fandt sted i dette landskab, og som både rummer historier om sprøjtegifte, landbrugsmaskiner og om landbrugets rolle i nationens selvforståelse (Hannah Toticki og Jonas Palm). Andre værker bringer formmæssige mindelser om de maskiner, der blev anvendt i grusgravningens tid (Siska Kathrine Jørgensen) og andre igen afsøger stedets forhistoriske spor (Martin R. Olsen). Stedets naturmaterialer har givet form til en lang række af værkerne, der demonstrerer, hvordan planter, dyr og mineraler skaber, nedbryder og gestalter verdener sammen med os: Der er værker, der vokser frem af skrænterne og på én gang hænger fast i gruset og er i færd med at vride sig løs af landskabet (Regitze Engelsborg Karlsen). Der er værker skabt med stedets sten, grene, kvas, svampe og fuglereder (Morten Plesner, Martin R. Olsen) eller som bliver formgivet af stedets bier, som skaber en bivoksskulptur (Morten Plesner). Der er fiktive, giftige dyrearter, der har udviklet sig i drømmelandskabets sø og nu indtager det virkelige landskab og kræver afskærmning og advarselsskilte (Hartmut Stockter). Og der er værker, der blander sig med stedets særlige korkelmetræer (Freja Niemann Lundrup) eller direkte kommunikerer med dem ved at registrere træernes vibrationer, oversætte dem til lyd og dermed give dem en stemme (Casper Hernández Cordes). På forskellig vis åbner flere af værkerne således for en interaktion med stedets mere-end menneskelige livsformer.

Andre værker former sig som aktive udvekslinger med eller i formmæssige kontraster til landskabet - hvor det graves ud og møder geometriske former, industrielle materialer og hightec udstyr (Jonas Kjeldgaard Sørensen, Claus Egemose, Aske Sigurd Kraul). Som et opdateret og forædlet ekko fra en forbikørende bil, står også en aluminiumsafstøbning af en hjulkapsel støbt efter en plastikkapsel fundet i vejkanten (Mikkel Carl).

Flere værker centrerer sig om søen og vandet. Et af værkerne drømmer om den øde ø som det arketypiske, ensomme sted, hvorfra fantasiens og erindringens forestillinger om at bo alene i landskabet, vokser frem (Dorte Buchwald). Et andet ”vandværk” følger pattedyrenes evolutionære bevægelse fra vand til land, hvor luft og åndedræt kommer i fokus – åndedrættet som også er vores konstante og kontante udveksling med landskabet, idet omgivelserne trækkes helt ind i vores krop og pustes ud i landskabet igen (Mette Walsø Brehm). Andre værker forholder sig til vandets formgivende evne, når en stenskulptur ser ud som om, den er blevet slebet af det våde element eller har taget dets form og er blevet flydende (Ida Brockmann). Vandet er også til stede som tårer i en række keramiske skulpturer udformet som tårekar (Johanne Skovbo Lasgaard). Endelig er vandets evne til spejlinger udgangspunkt for værker, hvor metal og glas spejler landskabet og også gør det muligt for os som beskuere at spejle os i kunsten (Heine Skjerning). Spejlingerne bringer os tilbage til Bachelard, der også har beskrevet de æstetiske input, drømmere får fra refleksionen af et landskab i stille vand: ”Et landskab, der reflekteres i vandet i en sø, vil bestemme drømmen, der går forud for kunstnerisk skabelse. En virkelighed, der først er blevet drømt, vil blive efterlignet med mere sjæl.” (Gaston Bachelard: Earth and Reveries of Repose: An Essay on Images of Interiority, 1948 (egen oversættelse)).

Bachelard skriver om en kunst, der er langt fra nutidens. Men han fanger meget præcist den vekselvirkning, der er mellem drømmens og søens spejlinger; mellem kunstneres forestillingslandskaber og grusgravens højst virkelige materiale, mellem det der vokser frem fra et indre dyb og det, der tager form i stoffet. Udstillingen I et landskabet giver mulighed for at erfare en sådan interaktion, hvor landskab og værker er i udveksling i fælles bevægelse og tilblivelse. Den gamle grusgravs særlige landskab ligger der på én gang som et billede og som foranderligt materiale, men det er kun muligt for kunstnerne at intervenere med det, inddrage det og spille op mod det, fordi nogen har gjort det tilgængeligt. Tora Strand og Ole B. Nielsen, som ejer området, har skabt de fysiske og mentale rammer med maskiner, grus og visioner for, hvordan natur og kunst kunne indtage grusgraven. De har med stor lydhørhed og interesse åbnet landskabet for fortolkning og inviteret kunstnerne. Og kunstnerne har også i år taget landskabets udfordring op, og har organiseret udstillingen, inviteret andre kunstnere, fundraiset og kurateret. Udstillingen er således ikke vokset frem af sig selv, men som resultat af stort arbejde, som dog også har givet plads til en delvis utæmmet knopskydningsproces. Det er en kliche at tale om den unge kunst som et vækstlag, men i dette tilfælde er det sandt på en lidt anderledes måde, der giver jord – eller grus – under neglene. Udstillingen er en indsats, der gøder hele områdets kunst og kulturliv.