De to feminister, den danske billedkunstner Augusta Atla og den amerikanske kunsthistoriker Amelia Jones, mødes i en samtale om boykot af billedkunstnere, identitetspolitik og kunstnerisk frihed. På tværs af den mulige kulturelle kløft mellem København og Los Angeles diskuterer to kunstprofessionelle på fælles præmis, at de insisterer på uenighed uden eksklusion.
Artiklen udgives i samarbejde med AICA Danmark.
Augusta Atla og Amelia Jones har begge kæmpet for større meningsdiversitet, inklusion og ligestilling mellem kønnene i kunstverdenen. Med udgangspunkt i debatten om den israelske pavillon på Venedigbiennalen i 2026 diskuterer de i denne samtale, hvornår kulturelle boykotter er legitime politiske handlinger, og hvornår de risikerer at føre til censur, social kontrol og politisk konformitet i kunstverdenen.
Idéerne om politisk korrekthed og cancel culture er højrefløjens røde sild for at få os til at kæmpe indbyrdes.
Amelia Jones
Baggrund
På åbningsdagene for den 61. Venedigbiennale i maj 2026 lukkede mellem 15 og 30 nationale pavilloner helt eller delvist under en 24-timers kulturstrejke (8. maj 2026) organiseret af aktivistgruppen Art Not Genocide Alliance (ANGA) i samarbejde med italienske fagforeninger.
Protestaktionen rettede sig mod Israels deltagelse. Samtidig havde næsten 200 kunstnere, kuratorer og kulturarbejdere underskrevet et åbent brev, der krævede Israels eksklusion. Den internationale jury trak sig, hvilket førte til, at prisuddelingen af Den Gyldne Løve blev aflyst, og at Biennalen for første gang indførte en publikumspris – Visitors’ Lions.
Augusta Atla:
På Venedigbiennalen i 2026 opfordrede mange kunstnere og kulturarbejdere til at boykotte eller lukke den israelske pavillon.
På Venedigbiennalen i 2026 opfordrede mange kunstnere og kulturarbejdere til at boykotte eller lukke den israelske pavillon.
Jeg ved godt, at Venedigbiennalens rammer er problematiske i sig selv, fordi den er organiseret omkring nationer og i høj grad bygger på den vestlige kunstkanon, kolonialisme og patriarkat. Men vi ved, at kulturelle boykotter kun i ringe grad bidrager til at standse en krig over mange generationer, for kunstnere er jo et lands frie tænkere.
Jeg kan støtte boykotter inden for sport og erhvervsliv, hvor de udøver reelt pres, men kulturelle boykotter er anderledes: de kan ironisk nok have en alvorlig modsatrettet effekt, fordi kunstnere ofte er blandt et samfunds frieste, følsomme og mest kritiske stemmer.
Hvorfor lukke munden på dem?
Jeg var en af de få, der gik ind i den israelske pavillon under preview-dagene; og det føltes virkelig trist.
Augusta Atla
Jeg tror ikke, at boykot af billedkunstnere gør meget for at stoppe en generationslang krig – tværtimod. Problemet er, hvem en boykot af en national pavillon rammer. Hvis en stat blander sig eller overtræder dette armslængdeprincip, er svaret at forsvare og håndhæve princippet – ikke at straffe kunstneren ved at lukke dens stemme ned. Mange lande har ikke armslængdeprincippet, men det betyder ikke automatisk, at kunstneren er enig med sin regering. Hvis en regerings politik var grund nok til at boykotte dens pavillon, skulle Italien med sin højreorienterede regering også boykottes – og med den selve Biennalen.
Jeg var en af de få, der gik ind i den israelske pavillon under preview-dagene; og det føltes virkelig trist. Det virkede meget hyklerisk sammenlignet med alle dem, der gik ind i den kinesiske pavillon, hvor der bestemt ikke er kunstnerisk frihed. Jeg ønsker krigen i Mellemøsten afsluttet lige så meget som dig, og det er grunden til, at jeg interesserer mig for, hvad der faktisk virker. Hermed mener jeg, at ikke alle, der udstiller under deres stat, er enige med deres regering – tværtimod.
Kan du forstå, hvorfor jeg er bekymret over disse dobbeltstandarder og kulturelle boykotter?
Pro-Palæstina-nedlukning. Den japanske pavilion. Venedig Biennalen 2026. Foto: Augusta Atla
Sympati-nedlukning af den japanske pavilion. Venedig Biennalen 2026. Foto: Augusta Atla
Amelia Jones:
Jeg ville ikke starte med boykotten, når vi diskuterer, hvad der foregår i den internationale kunstverden.
Jeg ville ikke starte med boykotten, når vi diskuterer, hvad der foregår i den internationale kunstverden.
Jeg ville starte med de forhold, der får visse mennesker i kunstverdenen til at ønske at boykotte den israelske pavillon: det folkemord, der bliver begået af den israelske regering. Amerikanere føler sig så magtesløse over for vores regering, der bakker op om denne krig, at vi griber chancerne for at protestere gennem boykotter.
Når det kommer til det, er kunst naturligvis en del af det hele; kunstinstitutioner er ikke overbygninger i forhold til store begivenheder, men er selv politiske og økonomiske. Jeg betragter ikke kultur som irrelevant for politik. Jeg betragter den som politikkens artikulation.
Selvom jeg ikke var på Venedigbiennalen, fordi jeg generelt undgår store institutionaliserede begivenheder, der spiller på folks ønske om kulturel kapital, er den fair game for boykotter, fordi den strukturelt er impliceret i imperialisme, kapitalisme og nationalisme (som du påpeger).
Når det gælder disse aflysninger og boykotter, vil jeg sige, at man må se på hvert enkelt tilfælde og forstå præcis, hvorfor bestemte mennesker indtager de positioner, de indtager inden for institutionerne. Jeg er ikke enig i din påstand om, at en kulturel boykot i sig selv er forkert, eller at den ikke har nogen effekt.
Jeg ser din pointe om den kinesiske pavillon, men på nuværende tidspunkt synes jeg, at den amerikanske pavillon måske er mere åbenlyst boykotværdig! I sidste ende søger jeg generelt ikke at deltage i disse glitrende begivenheder, netop fordi de lever af kapitalisme og ønsket om status – de er essensen af det, jeg kalder "kulturel kapitalisme" i min nye bog (som hedder Lifework: Against Cultural Capitalism).
Fordi disse begivenheder spiller på ønsket om at blive inkluderet i tilsyneladende glamourøse internationale events, opmuntrer de til impulsen til at indordne sig under mørke kræfter som dem fra den israelske eller amerikanske regering.
Augusta Atla:
Jeg forstår i dybden, hvor presserende den geopolitiske situation er lige nu, og jeg ønsker også fred i Mellemøsten – uden at ofre hverken Israel eller Palæstina. Men netop på grund af situationens alvor mener jeg ikke, at en boykot af en national pavillon virker efter hensigten. Min indvending mod boykotten i billedkunsten afhænger ikke af den juridiske karakteristik af konflikten eller dens historiske kontekst. Spørgsmålet er stadig, om en boykot af en national pavillon på Venedig Biennalen er en effektiv politisk aktion, og hvem den rammer. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt det er klogt at holde individuelle kunstnere ansvarlige for en stats handlinger – og i så fald, om dette princip ikke bør anvendes konsekvent på tværs af alle nationale pavilloner på Venedig Biennalen.
Jeg forstår i dybden, hvor presserende den geopolitiske situation er lige nu, og jeg ønsker også fred i Mellemøsten – uden at ofre hverken Israel eller Palæstina. Men netop på grund af situationens alvor mener jeg ikke, at en boykot af en national pavillon virker efter hensigten. Min indvending mod boykotten i billedkunsten afhænger ikke af den juridiske karakteristik af konflikten eller dens historiske kontekst. Spørgsmålet er stadig, om en boykot af en national pavillon på Venedig Biennalen er en effektiv politisk aktion, og hvem den rammer. Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt det er klogt at holde individuelle kunstnere ansvarlige for en stats handlinger – og i så fald, om dette princip ikke bør anvendes konsekvent på tværs af alle nationale pavilloner på Venedig Biennalen.
Netop fordi den humanitære situation er så alvorlig, mener jeg, at vi kritisk må undersøge de principper og strukturer, der ligger til grund for kulturelle boykotter.
Ud fra min oplevelse på Venedigbiennalen er vi nødt til først at diskutere, om armslængdeprincippet overhovedet findes, og om det ikke burde være et minimumskrav til en national pavillon. Armslængdeprincippet, som blev udviklet i efterkrigstidens Storbritannien med oprettelsen af Arts Council of Great Britain i 1946, blev netop designet og etableret for at beskytte kunstneriske beslutninger mod direkte politisk indblanding: offentlig finansiering skulle ydes, men de kunstneriske vurderinger skulle forblive uafhængige af regeringen.
På biennalen i år syntes dette princip imidlertid at blive undergravet ikke kun af politikere udefra, men også indefra kunstverdenen selv – gennem socialt pres, boykotter og kravet om politisk konformitet. Er du ikke bange for, at kunstscenen er ved at blive for meget en unuanceret politisk slagmark – især, når sagen føles presserende?
Verden er et fucking rod – hvorfor skulle kunstverdenen ikke afspejle verdens politik?
Amelia Jones
Amelia Jones:
Men verden er et fucking rod – hvorfor skulle kunstverdenen så ikke afspejle verdens politik?
Men verden er et fucking rod – hvorfor skulle kunstverdenen så ikke afspejle verdens politik?
Jeg ved ikke, om det er det rigtige at aflyse den israelske pavillon. Jeg ville være bekymret, hvis Venedigbiennalen ikke viste nogen tegn på det katastrofale sammenbrud af vestlige institutioner og vores drejning mod neofascisme.
Trump-regimet forsøgte at overtage den amerikanske pavillon – hvilket betyder, at begivenheden bliver undergravet af politik, der bestemmer, hvem der udstiller i de nationale pavilloner, og at det aldrig har fungeret fuldt ud efter et "armslængde"-princip.
De nationale pavilloner har altid været manipuleret af statslige og kommercielle interesser – det var hele pointen med den oprindelige Venedigbiennale, som blev organiseret som en mulighed for stater til at demonstrere deres styrke på en "global" scene.
Grundlæggende forstår jeg ikke, hvorfor du starter med det argument om, hvorfor boykotten blev iscenesat, i stedet for med argumentet om, at der foregår et folkemord i Palæstina. Hvordan håndterer vi den rædsel som kunstnere, kuratorer eller bare som besøgende på gallerier?
Det er den samtale, jeg ville starte med, og jeg forstår fuldt ud impulsen bag folks ønske om at boykotte staten Israel. Måske ikke den mest effektive strategi. Men måske gør det en forskel – her taler vi jo om det netop nu af samme grund.
Jeg er ikke enig i, at boykotter ikke gør en forskel. Jeg mener, at de gør en enorm forskel.
Amalia Jones
Jeg er altså ikke enig i, at boykotter ikke gør en forskel. Jeg mener, at de gør en enorm forskel. Jeg tror ikke, at de alene standser krige, men jeg mener stærkt, at gadedemonstrationer og boykotter er helt afgørende for det at være menneske og for at vise, hvor vi står.
For eksempel er gadeprotester mod ICE-arrestationer, der sker i USA og bliver postet på sociale medier, afgørende for at gøre resten af verden opmærksom på, at amerikanere gør modstand mod Trump. Ellers får de tilbageværende mainstream-medier det til at se ud, som om han handler ustraffet.
Det gør en forskel, at der er et ønske om at aflyse den israelske pavillon, for nu kan vi have denne samtale, som vi ellers ikke ville have haft. Det ser jeg som noget positivt.
Et andet beslægtet punkt her er, at enhver kunstner, der accepterer at lade sit værk repræsentere den amerikanske eller israelske regering på dette tidspunkt, er et problem – jeg forstår ikke, hvorfor nogen ville bidrage med værker til en sådan pavillon.
Pro-Palæstina-plakater. Venedig Biennalen 2026. Foto: Augusta Atla
Augusta Atla:
Jeg er enig i, at boykot på Biennalen i år har startet denne samtale, men jeg mener ikke, at kulturelle boykotter reelt virker efter hensigten. Tværtimod rammer ønsket om eksklusion også jødiske eller israelske kunstnere på andre kuraterede udstillinger rundt omkring i Europa. Jeg ser desværre en tendens hvor legitim kritik af den israelske regering ender i mistænkeliggørelse af individuelle israelske kunstnere, som dømmes ud fra deres pas snarere end ud fra, hvad de siger eller skaber. Jeg kender israelske kunstnere, der er åbent kritiske over for deres egen regering og deltog i demonstrationer imod den, hvis udstillinger er blevet vandaliseret i EU og Sydamerika. Vi ved, at antisemitismen har dybe rødder i Europa.
Jeg er enig i, at boykot på Biennalen i år har startet denne samtale, men jeg mener ikke, at kulturelle boykotter reelt virker efter hensigten. Tværtimod rammer ønsket om eksklusion også jødiske eller israelske kunstnere på andre kuraterede udstillinger rundt omkring i Europa. Jeg ser desværre en tendens hvor legitim kritik af den israelske regering ender i mistænkeliggørelse af individuelle israelske kunstnere, som dømmes ud fra deres pas snarere end ud fra, hvad de siger eller skaber. Jeg kender israelske kunstnere, der er åbent kritiske over for deres egen regering og deltog i demonstrationer imod den, hvis udstillinger er blevet vandaliseret i EU og Sydamerika. Vi ved, at antisemitismen har dybe rødder i Europa.
Amelia Jones:
Jeg er enig i, at det kan give bagslag, men kun hvis folk sidestiller Israel med jøder. Jeg føler dybt med mine mange elskede jødiske venner og kolleger, hvoraf de fleste har været åbenmundede kritikere af Israel og konstant har insisteret på, at Israel ikke er det jødiske folk i sin helhed – de står i front for at påpege, at antisemitisme ikke må våbenliggøres ved at sammenblande Israel med alle jødiske mennesker, således at kritik af nationen antages at være antisemitisk.
Jeg er enig i, at det kan give bagslag, men kun hvis folk sidestiller Israel med jøder. Jeg føler dybt med mine mange elskede jødiske venner og kolleger, hvoraf de fleste har været åbenmundede kritikere af Israel og konstant har insisteret på, at Israel ikke er det jødiske folk i sin helhed – de står i front for at påpege, at antisemitisme ikke må våbenliggøres ved at sammenblande Israel med alle jødiske mennesker, således at kritik af nationen antages at være antisemitisk.
Hvorfor skulle man hade en individuel jødisk kunstner, som måske endda er antizionist? Hvorfor skulle man antage, at den israelske pavillon repræsenterer alle jødiske mennesker og deres interesser, især i lyset af jødiske grupper og individer, der taler imod den israelske regerings folkemord? Og man siger: jamen, denne person kommer fra dette land, så de må være onde. Det giver ingen mening. Så blander man forskellige aspekter af identitet sammen og siger: “Denne person kommer fra det land, så vedkommende må være ond.” Det er absurd.
En boykot af en national pavillon handler helt specifikt om den nation, ikke om jøder. Det er dét, vi skal diskutere. Vi skal helt klart, indædt og offentligt sige: Det her er oprørende; disse mennesker er ikke Israel, de er individuelle kunstnere. Lad os høre, hvad de har at sige, lade dem skabe deres værker og forholde os til værkerne på deres egne præmisser. Det er sådan, jeg ville argumentere.
Hvis en kunstner vælger at stille sig på linje med den israelske regering – hvilket synes at være tilfældet, hvis de leverer værker til den nationale pavillon – så kan vi i det mindste antage, at de ikke er kritiske over for deres regering.
Amelia Jones
Men hvis en kunstner vælger at stille sig på linje med den israelske regering – hvilket synes at være tilfældet, hvis de leverer værker til den nationale pavillon – så kan vi i det mindste antage, at de ikke er kritiske over for deres regering. Og derfor kan boykotten af pavillonen give mening.
Vi skal altid huske historien om Venedigbiennalens opfindelse, som blev grundlagt ud af europæisk nationalisme i en tid med dybtgående racisme i Europa.
Augusta Atla:
Hvis man antager, at en israelsk kunstner i den israelske pavillon ikke er kritisk over for sin regering, må man være konsekvent og anvende samme antagelse på kunstnere i alle nationale pavilloner. Du ved det ikke; du antager det. En etiket baseret på et pas siger meget lidt om, hvad en kunstner mener — og endnu mindre om et kunstværks betydning, eftersom værket ikke nødvendigvis er enig med sin ophavsperson. Faktisk behøver værket ikke engang at være umiddelbart aflæseligt. Ydermere, man kan være zionist og samtidig støtte en tostatsløsning, være imod den nuværende regering og ønske en ny, venstreorienteret regering i Israel. Jeg kender israelske kunstnere, der har netop den holdning.
Hvis man antager, at en israelsk kunstner i den israelske pavillon ikke er kritisk over for sin regering, må man være konsekvent og anvende samme antagelse på kunstnere i alle nationale pavilloner. Du ved det ikke; du antager det. En etiket baseret på et pas siger meget lidt om, hvad en kunstner mener — og endnu mindre om et kunstværks betydning, eftersom værket ikke nødvendigvis er enig med sin ophavsperson. Faktisk behøver værket ikke engang at være umiddelbart aflæseligt. Ydermere, man kan være zionist og samtidig støtte en tostatsløsning, være imod den nuværende regering og ønske en ny, venstreorienteret regering i Israel. Jeg kender israelske kunstnere, der har netop den holdning.
Jeg er bekymret for, at identitetspolitik, som nu er blevet normaliseret i kunstverdenen, kan føre til virkelig kedelige kunstværker, regulere holdninger og ensrette kunstscenen. Hvordan ser du denne spænding udfolde sig i kunstverdenen i dag? Er du ikke bekymret for, at kunsten kan blive militant?
Jeg er selv venstreorienteret, går ind for mangfoldighed, for religionsfrihed, er feminist og støtter transpersoner, men jeg er bekymret for, at kunstnere mister deres politiske frihed, og at meningsmangfoldighed ikke længere er tilladt på kunstområdet. Eller at kunstværket ikke får sit eget rum, uanset kunstnerens identitet og forhold til værket. Jeg taler nok ikke om “kunstværkets autonomi”, sådan som modernisterne gjorde, men om værkets efterliv – som en slags post mortem.
Amelia Jones:
Jeg er ikke enig i, at identitetspolitik er problemet i kunstverdenen lige nu. Jeg siger ikke, at der ikke er kræfter på venstrefløjen, som jeg finder problematiske, for der er altid uenigheder om strategier – og en del selvransagelse omkring den såkaldte cancel culture.
Jeg er ikke enig i, at identitetspolitik er problemet i kunstverdenen lige nu. Jeg siger ikke, at der ikke er kræfter på venstrefløjen, som jeg finder problematiske, for der er altid uenigheder om strategier – og en del selvransagelse omkring den såkaldte cancel culture.
Jeg er generelt uenig i enfoldige forsøg på at censurere eller kontrollere – men når man ser på et spørgsmål i kontekst, er det sjældent så enkelt, som højrefløjens forsøg på at afvise venstrefløjen for cancel culture (meget almindeligt i USA) får det til at se ud.
Sagen om den israelske pavillon gør det klart, som jeg håber, jeg har uddybet ovenfor. Der er andre specifikke tilfælde, hvor overvågning eller politiarbejde med, hvordan folk siger ting, eller hvad de må sige, går så langt, at det undertrykker ytringsfriheden – men det er klart, i det mindste i USA, at den yderste højrefløj er langt mere skyldig i denne form for ekstrem undertrykkelse.
Jeg synes heller ikke, at det er kernen i, hvor problemet ligger her: idéerne om politisk korrekthed og cancel culture er højrefløjens røde sild for at få os til at kæmpe indbyrdes, for at aflede os fra deres politikker med at dæmonisere andre, lukke munden på liberale eller venstreorienterede ytringer og forsøge at kontrollere institutioner og ytringer generelt (for ikke at nævne deres politikker med at arrestere uskyldige mennesker for ikke at være normative eller for at være indvandret, deres grusomhed over for de familier, de hævder at støtte, og så videre).
Når det gælder forsøg på at kontrollere ytringer, er klasseværelset et godt eksempel. Jeg opmuntrer generelt elevernes samtaler og debatter med det mål at undgå politiarbejde med adfærd i klasseværelset, hvilket er en parallel til det, du taler om.
For eksempel: mens idéen om at holde mennesker af alle slags "sikre" i et socialt rum som klasseværelset oprindeligt kan være kommet fra meget specifikke grupper af velmenende, venstreorienterede mennesker, er det et problem (og jeg vil hævde, at de fleste af mine radikale queer- og transvenner, som ofte påvirkes af voldelig adfærd i sociale rum, er enige med mig i dette).
Jeg har sagt til mine studerende lige fra starten af næsten hver eneste undervisning: "Dette er ikke et safe space, så bed ikke om, at det skal være et safe space."
Og jeg tilføjer normalt: "Hvad end I gør, så regn ikke med, at institutioner skal få jer til at føle jer sikre." Mit mål er at give dem muligheden for at opbygge deres resiliens, historiske viden og retoriske evner – samt deres evne til at danne støttende og omsorgsfulde fællesskaber, så de kan navigere i verden, som den er – og det er ikke et kønt billede lige nu!
Pro-Palæstina-demonstration. Venedig Biennalen 2026. Foto: Augusta Atla
Pro-Palæstina-demonstration. Venedig Biennalen 2026. Foto: Augusta Atla
Jeg er enig i, at kunst aldrig er neutral. Men det er ikke det samme som at forvandle hele kunstscenen på den luksuriøse Venedig Biennale til en slagmark for bannere og klassekamp.
Augusta Atla
Augusta Atla:
Jeg er enig i, at kunst aldrig er neutral. Men det er ikke det samme som at forvandle hele kunstscenen på den luksuriøse Venedig Biennale til en slagmark for bannere og klassekamp. Netop fordi lidelserne er virkelige, fremstod det hele endnu mere hyklerisk.
Jeg er enig i, at kunst aldrig er neutral. Men det er ikke det samme som at forvandle hele kunstscenen på den luksuriøse Venedig Biennale til en slagmark for bannere og klassekamp. Netop fordi lidelserne er virkelige, fremstod det hele endnu mere hyklerisk.
Amelia Jones:
Det er ikke de pro-palæstinensiske politikker, der er problemet, det er hykleriet hos alle, der er involveret i kunstverdenen, når de fremfører disse politikker i den setting, hvor de er dømt til at fremstå kompromitterede eller hykleriske. Det er derfor, jeg på en måde forstår impulsen bag de små skandaler, hvor man forsøger at aflyse den israelske pavillon: Jeg tror på boykotter og protester. Men hvorfor gøre det dér? Man kunne bare lade være med at tage til Venedigbiennalen.
Det er ikke de pro-palæstinensiske politikker, der er problemet, det er hykleriet hos alle, der er involveret i kunstverdenen, når de fremfører disse politikker i den setting, hvor de er dømt til at fremstå kompromitterede eller hykleriske. Det er derfor, jeg på en måde forstår impulsen bag de små skandaler, hvor man forsøger at aflyse den israelske pavillon: Jeg tror på boykotter og protester. Men hvorfor gøre det dér? Man kunne bare lade være med at tage til Venedigbiennalen.
Hvis man vil protestere over forbindelsen mellem nationalstater og folkemorderiske handlinger i Palæstina/Israel, så bare lad være med at dukke op overhovedet. Hvis alle boykottede biennalen, ville det være et statement.
Augusta Atla:
Historisk har kunsten kunnet krydse grænser, kritisere magten, overskride normer og afvise nationale identiteter. Er kunstnerens rolle som eksilkunstner, intellektuel eller politisk engageret menneske ved at gå tabt? Hvordan bliver vi ved med at kæmpe for menneskerettigheder inden for kunsten, når kunstscenen – og måske også menneskene i den – begynder at blive en institution i sig selv?
Historisk har kunsten kunnet krydse grænser, kritisere magten, overskride normer og afvise nationale identiteter. Er kunstnerens rolle som eksilkunstner, intellektuel eller politisk engageret menneske ved at gå tabt? Hvordan bliver vi ved med at kæmpe for menneskerettigheder inden for kunsten, når kunstscenen – og måske også menneskene i den – begynder at blive en institution i sig selv?
Amelia Jones. Foto: ICI-Berlin
Amelia Jones:
I min kommende bog Lifework: Against Cultural Capitalism (som skulle udkomme i 2027 på Intellect Press) argumenterer jeg blandt andet for, at kunstverdenen og universitetet er værd at undersøge nøje, fordi der er en enorm kløft mellem det, som brugerne, medarbejderne og bidragyderne mener, vi gør, og det, institutionerne faktisk gør.
I min kommende bog Lifework: Against Cultural Capitalism (som skulle udkomme i 2027 på Intellect Press) argumenterer jeg blandt andet for, at kunstverdenen og universitetet er værd at undersøge nøje, fordi der er en enorm kløft mellem det, som brugerne, medarbejderne og bidragyderne mener, vi gør, og det, institutionerne faktisk gør.
Det gælder bestemt også Venedigbiennalen og Whitney Museum, som konstant er indblandet i skandaler på grund af gabet mellem, hvem der finansierer det, og de radikale positioner hos mange af kunstnerne og nogle af kuratorerne.
Denne bog er en slags manifest om toksiciteten i disse institutioner, og hvordan vi kan fortsætte med at skabe, undervise, skrive og tænke uden at underkaste os denne toksicitet. Kunstinstitutionerne og de akademiske institutioner er forfærdelige. Det er bogens første del.
Den anden del handler om “life work”, og den tror jeg, du ville kunne lide, for den handler netop om, hvordan kreative mennesker – herunder kuratorer og visse forskere – kan arbejde imod institutionernes krav, hvad enten de udspringer af neoliberalisme eller nyfascisme. Det er absolut muligt.
Jeg giver en række konkrete eksempler på mennesker, jeg beundrer, og skriver om dem. De fleste er ikke velhavende, for man bliver ikke rig af at undgå at rette sig efter institutionernes krav.
Som efterkommer af en modstandsfamilie ligger det dybt i mig, at jødeforfølgelserne i Europa skal huskes i deres egen historiske ret og ikke reduceres til en analogi med nutidige konflikter, og at et menneske ikke kan reduceres til den stat eller det regime, vedkommende tilfældigvis lever under.
Augusta Atla
Augusta Atla:
Efter min mening er kunstneren og mennesket transnationalt. Hermed menes, at staten aldrig fuldt ud er repræsentativ for et individs politiske værdier – selv i et velfungerende skandinavisk demokrati, og bestemt ikke under et regime eller i en korrupt eller fascistisk stat. Som efterkommer af en modstandsfamilie ligger det dybt i mig, gennem et generationsbåret traume, at jødeforfølgelserne i Europa skal huskes i deres egen historiske ret og ikke reduceres til en analogi med nutidige konflikter, og at et menneske ikke kan reduceres til den stat eller det regime, vedkommende tilfældigvis lever under.
Efter min mening er kunstneren og mennesket transnationalt. Hermed menes, at staten aldrig fuldt ud er repræsentativ for et individs politiske værdier – selv i et velfungerende skandinavisk demokrati, og bestemt ikke under et regime eller i en korrupt eller fascistisk stat. Som efterkommer af en modstandsfamilie ligger det dybt i mig, gennem et generationsbåret traume, at jødeforfølgelserne i Europa skal huskes i deres egen historiske ret og ikke reduceres til en analogi med nutidige konflikter, og at et menneske ikke kan reduceres til den stat eller det regime, vedkommende tilfældigvis lever under.
Efter 1945 lå Europa i ruiner – både fysisk og moralsk. I sin bog Homelands: A Personal History of Europe beskriver Timothy Garton Ash, hvordan kontinentet langsomt rejste sig fra krigens helvede. Det var netop i denne kontekst, at armslængdeprincippet blev skabt – for at sikre, at kunsten aldrig igen skulle blive et magtinstrument. Jeg ser kunsten som en humanistisk zone, der netop er ikke-nationalistisk; nærmest som en fælles eksilzone. Selvom jeg ikke selv er nationalist – jeg foretrækker snarere et stærkt og forenet EU – finder jeg stadig Venedigbiennalen legitim i den forstand, at den er i stand til at bygge bro og skabe dialog mellem kunstnere globalt og tillade idéer at rejse transnationalt. Af den samme grund ville jeg beklage at se den forsvinde, selvom dens nationalistiske nuværende struktur er dybt forældet.
Det er dybt ironisk, at selv en udelukkelse af lande uden kunstnerisk frihed igen ville reducere biennalen til en elitær platform kun for privilegerede demokratier – stik imod alle postkoloniale intentioner. For fremtiden ser jeg biennalen som en udveksling af idéer mellem kunstnere – verdens frie tænkere. Hvis jeg nogensinde skulle være chefkurator for biennalen, ville jeg bede alle lande om at bytte pavilloner og være værter for hinanden, så ingen nation boede i sin sædvanlige pavillon.
Hvordan ser du mulighederne for, at kunsten kan fungere som et rum, der netop ikke er nationalistisk, og hvad skal vi stille op med Venedigbiennalen i det perspektiv?
Amelia Jones:
Man kan ikke opretholde Venedigbiennalen, som strukturelt bygger på nationalisme og kolonialisme, og samtidig forvente, at alt er i orden. Det er et problem.
Man kan ikke opretholde Venedigbiennalen, som strukturelt bygger på nationalisme og kolonialisme, og samtidig forvente, at alt er i orden. Det er et problem.
Jeg involverer de studerende på Roski (USC Roski School of Art and Design) i disse samtaler, sådan at de ikke kan tænke på sig selv uproblematisk som frit kreative mennesker, der bare producerer kunst uden for kulturelle, politiske, økonomiske og sociale betingelser – vi er alle informerede og formede af disse.
Venedigbiennalen er strukturelt racistisk, så hvordan løser man det problem?
Amelia Jones
Venedigbiennalen er strukturelt racistisk, så hvordan løser man det problem? For mig er det dog ikke kernen. Kernen er problemet med institutionerne, ikke med de enkelte kunstnere. Institutionerne er rådne – fuldstændig rådne – og det samme gælder den såkaldte ledelse - og i værste fald sykofantisk over for de meget mørke kræfter fra korporatisme, en fornyet hvid nationalisme og kapitalisme i dag.
Augusta Atla:
Berlinmuren faldt i 1989, men nogle gange føles det stadig, som om den står midt i kunstverdenen. Det er, som om kunstneren skal vælge mellem to lejre: enten kunstværket som propaganda i klassekampens tjeneste eller den vestlige, liberale idé om kunsten som ikke-funktionel, hvor den frie fortolkning i sig selv bliver demokrati i praksis.
Berlinmuren faldt i 1989, men nogle gange føles det stadig, som om den står midt i kunstverdenen. Det er, som om kunstneren skal vælge mellem to lejre: enten kunstværket som propaganda i klassekampens tjeneste eller den vestlige, liberale idé om kunsten som ikke-funktionel, hvor den frie fortolkning i sig selv bliver demokrati i praksis.
Samtidig ved vi, at også denne liberale model blev instrumentaliseret under den kolde krig – for eksempel af CIA gennem den abstrakte ekspressionisme.
Hvad nu, hvis en kunstner blot insisterer på kunstens frihed hævet over for begge disse rammer? Er det stadig muligt, eller er kunstbegrebet dømt til at forblive fanget i en permanent koldkrigslogik?
Amelia Jones:
Nej, det har aldrig været muligt. Hele begrebet om autonom kunst er igen og igen blevet vist at have været dybt politisk fra sin begyndelse i det 19. århundredes Europa. Som du påpeger, brugte den amerikanske regering abstrakt ekspressionisme – som stærkt blev markedsført af kunstkritikere, kuratorer og kunstnerne selv som "autonom" i forhold til den politiske sfære – til at markedsføre amerikansk-stil "demokrati" (argumenterbart faktisk kapitalisme snarere end demokrati per se).
Nej, det har aldrig været muligt. Hele begrebet om autonom kunst er igen og igen blevet vist at have været dybt politisk fra sin begyndelse i det 19. århundredes Europa. Som du påpeger, brugte den amerikanske regering abstrakt ekspressionisme – som stærkt blev markedsført af kunstkritikere, kuratorer og kunstnerne selv som "autonom" i forhold til den politiske sfære – til at markedsføre amerikansk-stil "demokrati" (argumenterbart faktisk kapitalisme snarere end demokrati per se).
Kunstnere er som alle andre – de lever fuldt ud i verden. Derfor vil eller kan intet, de gør, være adskilt eller autonomt fra sociale og kulturelle systemer, som selv er uadskillelige fra politiske og økonomiske. At politisere ytringer for at holde rum angiveligt ‘neutrale eller sikre’ – som jeg argumenterer for ovenfor – er en forfærdelig idé.
Når det er sagt, synes jeg, at vi begge er enige om, at ytringsfrihed aldrig er fuldkommen eller perfekt, men det er et afgørende ideal for at holde neofascistiske former fra døren, som vi lærer i dag i USA og andre steder.
Som Immanuel Kant sagde for over to hundrede år siden, må vi handle "som om" ytringsfrihed eksisterer og er indkapslet i noget, vi kalder kunst – dette er Kants æstetik reduceret til én kerneidé.
Hvis vi opgiver denne aftale, vil vi have brug for noget nyt til at erstatte den, eller (neo)fascisterne vil finde noget nyt til os (statskontrolleret kitsch, Hitler og Trump er eksempler!).
Boykot er en politisk handling. Det er en måde at nægte medskyldighed i et højt problematisk kulturelt rum.
Amelia Jones
Men som jeg har påpeget, er dit eksempel med boykotten af den israelske pavillon i virkeligheden ikke cancel culture. Boykot er en politisk handling. Det er en måde at nægte medskyldighed i et højt problematisk kulturelt rum.
Augusta Atla:
Jeg er enig i, at en boykot er en politisk handling; mit spørgsmål er, hvem den rammer. Og jeg er enig i, at kunst aldrig er autonom i den forstand, at den står uden for verden. Jeg forstår argumentet fra identitetspolitikken om, at kunstværk og kunstner aldrig kan adskilles fuldstændigt, og at politikken omkring os præger, hvordan vi skaber og oplever kunst. Det benægter jeg ikke.
Jeg er enig i, at en boykot er en politisk handling; mit spørgsmål er, hvem den rammer. Og jeg er enig i, at kunst aldrig er autonom i den forstand, at den står uden for verden. Jeg forstår argumentet fra identitetspolitikken om, at kunstværk og kunstner aldrig kan adskilles fuldstændigt, og at politikken omkring os præger, hvordan vi skaber og oplever kunst. Det benægter jeg ikke.
Det, jeg forsvarer, er ikke kunstværkets autonomi, men kunstens zone: en frihed, der i sin essens ikke kan gøres til en funktion af staten eller af nogen bestemt sag, fordi frihed af natur er grænseoverskridende.
Men selv når politikere instrumentaliserer kunsten – og endda rammesætter den i koldkrigstermer – kan de stadig ikke fjerne kunstnerens eller beskuerens indre frihed. De kan kun lulle os ind i at glemme den frihed, og menneskerettighederne med den, hvilket er grunden til, at vi må blive ved med at kæmpe for at huske den. Jeg tager identitetspolitik alvorligt, og jeg vil gå et skridt videre med Kierkegaard: 'Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv.’* Selvet forholder sig også til sig selv, og i det forhold åbner der sig en distance. Denne distance er kunstens zone: et rum i sig selv, hvor både kunstner og beskuer forbliver reflekterende uden at fornægte deres identitet. Det er netop derfor, de ydre betingelser, der beskytter den – såsom armslængdeprincippet – er så vigtige.
For mig er de bedste kunstværker dem, jeg aldrig helt kan forklare, uanset hvor mange gange jeg vender tilbage til dem. Beskuerens frie fortolkning af kunstværket er for mig kunstens essens. Jeg elsker for eksempel Nabokovs Lolita – et så vanskeligt værk, at vi ikke længere kan sidestille kunstneren og værket. Jeg siger ikke, at jeg værdsætter eller foretrækker disse værker frem for for eksempel Nan Goldins værker; jeg elsker også hendes kunst. Jeg håber bare, at der stadig er plads til en Nabokov i dag.
Jeg elsker kunstværker, der rejser stærke politiske krav og er tæt forbundet med kunstnerens identitet og politik – selv kunstværker, der sætter sig for at prædike, gøre oprør eller omvende – men der skal være plads til en Nabokov i dag. Grundlæggende argumenterer jeg for en inklusiv pluralisme i kunsten ved at beskytte denne kunstens zone. Hvis vi ikke gør det, mister vi både kunstværkets kompleksitet – dets evne til at forblive tvetydigt, åbent, åbne følsomhed op og ikke nødvendigvis 'læsbart' – og beskuerens og kunstens frihed.
Amelia Jones:
Jeg tror, vi er ved at lære, hvor kompliceret kunstnerisk frihed – ligesom ytringsfrihed og akademisk frihed – er. Det er jo ikke et helt åbent felt. Derfor er det en kompliceret samtale.
Jeg tror, vi er ved at lære, hvor kompliceret kunstnerisk frihed – ligesom ytringsfrihed og akademisk frihed – er. Det er jo ikke et helt åbent felt. Derfor er det en kompliceret samtale.
Det handler ikke om, at alle skal have lov til at sige hvad som helst når som helst. Nej. Alle sider af det politiske spektrum har på forskellige tidspunkter fremsat argumenter for at censurere eller forbyde bestemte typer ytringer. Disse friheder er desværre også meget skrøbelige.
Mit argument er, at vi hele tiden skal holde dørene åbne for at diskutere, hvad der er og ikke er tilladt.
Amelia Jones
Mit argument er, at vi hele tiden skal holde dørene åbne for at diskutere, hvad der er og ikke er tilladt. Ellers bliver det rigidt og fascistisk. Vi skal passe på hinanden. Et kunstværk – hvad enten det er et koncept, et maleri eller en performance – er grundlæggende noget socialt. Alle de glæder, nydelser, kritik og institutioner omkring værket, hvad enten det er et koncept eller et maleri eller en performance, bringer os ind i et rum af produktivt kollektiv engagement og samtale.
Augusta Atla i sit atelier, 2025. Foto: Sarah My Leonora Kia og Finn Nørgaard Foreningen
Augusta Atla: The Holy Bible I-II. Bibel, silke, reb, olie, kropsvæske og pigment på lærred (120x150 cm), 2024. Kreditering: Augusta Atla
Augusta Atla:
Jeg kæmpede imod blasfemiloven her i Danmark i 2023, først og fremmest fordi jeg selv har skabt feministiske værker med Bibelen siden 2012, men også fordi jeg elsker og beundrer værkerne af Pier Paolo Pasolini, Sergei Parajanov og John Latham. Jeg ønsker i høj grad at beskytte deres eftermæle. Men også fordi jeg respekterer de kunstnere, der kæmper den sekulære feministiske kamp: ‘Women, Life, Freedom’ gennem deres kunst, for eksempel den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan.
Jeg kæmpede imod blasfemiloven her i Danmark i 2023, først og fremmest fordi jeg selv har skabt feministiske værker med Bibelen siden 2012, men også fordi jeg elsker og beundrer værkerne af Pier Paolo Pasolini, Sergei Parajanov og John Latham. Jeg ønsker i høj grad at beskytte deres eftermæle. Men også fordi jeg respekterer de kunstnere, der kæmper den sekulære feministiske kamp: ‘Women, Life, Freedom’ gennem deres kunst, for eksempel den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan.
Amelia Jones:
Ud fra det, jeg kort har læst om sagen, er jeg nok helt enig i, at en blasfemilov er en dårlig idé, netop fordi den slags afhænger af situationen. Man er nødt til at se på hvert enkelt tilfælde i dets konkrete sammenhæng.
Ud fra det, jeg kort har læst om sagen, er jeg nok helt enig i, at en blasfemilov er en dårlig idé, netop fordi den slags afhænger af situationen. Man er nødt til at se på hvert enkelt tilfælde i dets konkrete sammenhæng.
Hvis det mest “korrekte” kunstværk bliver målestokken for værdi, risikerer vi så ikke at ende med social kontrol i stedet for kritisk tænkning?
Augusta Atla
Augusta Atla:
Hvis det mest “korrekte” kunstværk bliver målestokken for værdi, risikerer vi så ikke at ende med social kontrol i stedet for kritisk tænkning?
Hvis det mest “korrekte” kunstværk bliver målestokken for værdi, risikerer vi så ikke at ende med social kontrol i stedet for kritisk tænkning?
Amelia Jones:
Hele min pointe var imod denne form for forenklet cancel culture, som du bliver ved med at påkalde dig. Men jeg synes ikke, at boykotten af den israelske pavillon er "social kontrol" – det er en protest, og alle har ret til at protestere, så længe de ikke skader andre i processen.
Hele min pointe var imod denne form for forenklet cancel culture, som du bliver ved med at påkalde dig. Men jeg synes ikke, at boykotten af den israelske pavillon er "social kontrol" – det er en protest, og alle har ret til at protestere, så længe de ikke skader andre i processen.
Når det er sagt, har jeg som feminist længe fremsat præcis det punkt, du fremsætter, nemlig at vi ideelt set ikke som feminister bør lovgive om, hvad der er feministisk, eller hvad der er "god" eller "dårlig" feminisme (se mit katalog Sexual Politics fra 1996 om dette punkt).
Vi kan bestemt have meget produktive debatter om, hvilke feministiske værker vi synes er kraftfulde eller progressive, og hvilke der ikke er – men at lovgive, som så mange af de britiske og newyorkske feminister gjorde i 1970’erne og ind i 1980’erne (om end af gode grunde, men det er en anden historie), er i sidste ende kontraproduktivt i forhold til det, jeg tror, feminismens mål er (blandt andet at undgå autoritære proklamationer om, hvad der er rigtigt eller forkert som en kulturel formation).
Augusta Atla:
Jeg håber bare, at et værk som Nabokovs ikke vil blive forbudt, ligesom jeg håber, at Sally Manns og Kara Walkers værker aldrig bliver forbudte. Det er sundt for os som beskuere at blive konfronteret med vanskelige kunstværker; de lærer os at tænke og bruge vores egen dømmekraft.
Jeg håber bare, at et værk som Nabokovs ikke vil blive forbudt, ligesom jeg håber, at Sally Manns og Kara Walkers værker aldrig bliver forbudte. Det er sundt for os som beskuere at blive konfronteret med vanskelige kunstværker; de lærer os at tænke og bruge vores egen dømmekraft.
Jeg kæmper for værkets eftermæle og dets ret til at eksistere, uanset hvor vanskeligt indholdet er – og jeg er venstreorienteret! Jeg elsker at se på og læse værker, jeg er politisk uenig i, som Yeats’ digte. De tvinger mig til at tænke, måske også til at tage afstand, og til at blive i den komplekse position, hvor jeg elsker værket, men er uenig i kunstnerens politiske holdninger.
Jeg ville hade kun at se kunst, jeg politisk er enig i.
Augusta Atla
Jeg ville hade kun at se kunst, jeg politisk er enig i. Det ville minde mig om en slags neosovjetisk tilstand – det, Kandinsky flygtede fra.
Amelia Jones:
Vi kan være enige om dette punkt – lovgivningen om værdi, eller (endnu værre) om, hvad der må udstilles eller læses, og hvad der ikke må, åbner generelt døren for fascisme eller neofascisme (eller er et resultat af, at den dør allerede er blevet åbnet).
Vi kan være enige om dette punkt – lovgivningen om værdi, eller (endnu værre) om, hvad der må udstilles eller læses, og hvad der ikke må, åbner generelt døren for fascisme eller neofascisme (eller er et resultat af, at den dør allerede er blevet åbnet).
Jeg vil påpege, at mens den yderste højrefløj i USA permanent forsøger at censurere bøger som Lolita, og endnu oftere feministiske eller queer-klassikere, kan man stadig nemt få adgang til bogen online i USA – den er ikke forsvundet! Jeg ved, at det i nogle lande måske ikke er tilfældet.
Det, der bekymrer mig, er, at de kreative mennesker, jeg omgås, bliver forfulgt med stadig mere åben had og vold i og uden for USA – dem, der tjener meget lidt på kunstmarkedet, men hvis lifework inspirerer ved at vise, hvordan man kan leve kreativt uden at indordne sig under neofascisme fra korporative, nationale og – ja – "globale kunst"-kræfter, såsom Venedigbiennalen.
Dette er parallelt til den hadefuldhed, hvormed den israelske regering, med amerikansk støtte, angriber palæstinensiske civile.
For mere om de eksempler på lifework, læs min kommende bog Lifework! Den skulle være ude om 6-9 måneder, håber jeg.
Tidligere udgivelser af Amalie Jones.
NOTE:
”Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.” Søren Kierkegaard, førsteudgaven af Sygdommen til Døden i 1849. https://www.kb.dk/e-mat/dod/110608023745-bw.pdf
Fakta
Augusta Atla er dansk billedkunstner, kunstskribent, kurator og aktivist samt medlem af AICA Danmark og Akademiet.
Amalia Jones er amerikansk kunsthistoriker, Robert A. Day-professor ved USC Roski School of Art and Design og en førende forsker inden for feminisme, queerteori og identitetspolitik.
Artiklen er en del af en ny samtaleserie, som AICA Danmark har taget initiativ til for at værne om pladsen til kritisk tænkning i kunsten og blandt kunstprofessionelle – i en tid, hvor kunstverdenen selv risikerer at blive en institution præget af politisk konformitet.
Centralt står et enkelt spørgsmål: Kan to kunstprofessionelle stadig tale frit om kunstteori og politik? Denne samtale er deres fælles svar.
Med denne samtale skydes AICA Danmarks samtaleprojekt i gang, og det vil fortsætte med flere dialoger mellem kunstprofessionelle. Samtidig har Augusta Atla også indledt sin egen serie af samtaler med kunstprofessionelle om de samme emner, som udgives i forskellige medier. Projektet er viet til at tale om de vanskeligste emner: blasfemi i kunsten, kulturel eksklusion som politisk våben, kunstneren, der ikke identificerer sig med sin stat eller nation, og meningsmangfoldighed i kunsten. Alt sammen med udgangspunkt i tanken om, at hvis dialogen bryder sammen, bryder alt sammen.
Post-script:
“Selvom Amelia Jones og jeg tydeligvis ikke er enige om flere af de centrale spørgsmål, vi har diskuteret her – især kulturelle boykotter, zionisme og den politiske rammesætnings rolle i kunstverdenen – er jeg taknemmelig for samtalens åbenhed. Jeg ville med glæde fortsætte vores samtale på et senere tidspunkt, så vi kan komme mere i dybden med disse komplekse spørgsmål.” Atla
