Civil ulydighed – et vigtigt redskab

Store dele af samtidskunsten ønsker at ytre sig uden for udstillingsrummet og skabe dialog med en større offentlighed, som ikke bare er det vanlige kunstpublikum. Samtidig vil de danske politikere og statslige organer som Statens Kunstråd gerne diskutere og profilere kunstens produktive rolle i samfundet.

De visioner for kunsten er dog svære at administrere for både kunstnere og politiske organer. Det drejer sig om at tage kunstens samfundsmæssige rolle alvorligt og skabe plads til andre former for ytringer, handlinger og betydninger, som går ud over normalen i det offentlige rum. Et rum, der i dag er stærkt præget af kommercielle budskaber og restriktioner.

Ned fra piedestalen og ud i det politiske rum
“Hvis man virkelig vil have kunsten ned fra piedestalen, så må man også gå ud i det virkelige liv med den. Det er dér, hvor kunsten ikke længere er indforstået, men interagerer i et reelt politisk rum,” forklarer Charlotte Bagger Brandt, kurator og leder af Råderum, der netop fungere som mediator mellem de politiske interesser og kunsten og dens mulighedsbetingelser i det offentlige rum.

“Når du bevæger dig uden for museumsrummet, så er der pludselig en række restriktioner, som indsnævrer dit bevægelsesrum, som man skal forholde sig til: Trafikale forhold, vand, akustik, rengøring, sikkerhed – et helt hav af tilladelser. Og det er typisk en lang proces. Her oplever man ofte, at selvom visionerne er til stede på et politisk niveau, så er det ikke smeltet ned i forvaltningen,” pointere kuratoren.

En politisk dialog
Gennem sin tid som kurator og især som leder af Råderum har Charlotte Bagger Brandt ofte taget debatten med politikerne.

“Det er en nødvendighed, hvis man skal ytre sig i det offentlige rum. Det er jo i virkeligheden en politisk proces, fordi det handler om, hvilke visioner man har omkring byrummet, og hvilke visioner man har for fællesskabet generelt. Hvad er det man forventer af den offentlige debat og hvad vil man tillade?”

“Så har vi nogle diskussioner om, hvad der skal til og hvilke visioner de har. Det giver os en klarere idé om, hvad det er for et rum vi kan bevæge os i, hvad kan vi, hvor er der vanskeligheder, og hvor skal vi presse for at få tingene til at lykkedes?” siger hun, men mener også, at det politiske system skal stå ved sine visioner:

“Hvis man på et politisk plan gerne vil have en kunst, der engagerer sig i samfundet og det offentlige rum, så skal man også respektere og give tid til processen. Og hvis man vil arbejde med en kunst, der er processuel, så skal man også være villig til at eksperimentere. Man kan ikke tænke sig frem til alt.”

Civil ulydighed
Og nogle gange kræver kunstens indtog i den offentlige debat også, at man ikke altid spørger først.

“Den civile ulydighed er jo et vigtigt redskab, når du bevæger dig ud i det offentlige rum. Det kommercielle byrum levner meget lidt plads til alternativer. Så hvis man vil have et byrum, hvor der er andre muligheder og noget andet på spil, så er det vigtigt at udfordre grænserne – også for at engagere de folk, der går på gaden og sjældent bliver hørt i den offentlige debat. Og hvis man skal spørge politikerne først, ville der aldrig ske noget,” understreger Charlotte Bagger Brandt.

Et af Råderums seneste projekter hed Guerilla Gardening, og som navnet antyder blev myndighederne ikke spurgt, før en række kunstnere indtog Ørestaden i København og plantede haver mellem Ørestadens pæne facader.

“Det er jo en del af det kunsten skal: Prøve grænser af og italesætte disse grænser og de muligheder der er,” forklarer kuratoren.

Kunst mod normalen
Ét af de projekter, som kuratoren hurtigt kan kalde frem fra hukommelsen var rumænske Daniel Knorrs kunstneriske aktion under U-TURN – kvadriennale for samtidskunst i 2008, hvor de Københavnske statuer, der repræsenterer både en historie om byen, nationen og magtens placering, fik elefanthuer på.

En aktion, der fik politikerne til at trække deres positive tilkendegivelse tilbage og lægge nye begrænsninger for projektet, som så kun fik lov til at udspille sig i et døgn.

Det synliggjorde i følge Charlotte Bagger Brandt nogle interessante strukturer, og hvem det er, der netop repræsenterer historien.

Derudover siger denne historie også noget om, hvor meget man skal kæmpe for at få udsagn igennem i det offentlige rum.

“Det kommercielle byrum er jo proppet med signaler, som man skal nå igennem. Ytringer vil ofte blive misforstået i det offentlige rum. Og den misforståelse skal man respektere og tage alvorligt, påpeger Charlotte Bagger Brandt og supplerer:

“Det er en risiko man skal løbe. Man skal jo møde folk der, hvor de er. Det handler ikke kun om, hvad der bliver sagt, men også om, at man blot gør noget i det offentlige rum, som er ud over det sædvanlige.”