Croissanter & Glasvægge

Måske er det tid til at kigge realistisk på, om vores kollektive retorik matcher den faktiske fordeling af croissanter både inden for og uden for glasvæggene.

For et års tid siden sad jeg til en konference og kiggede på den halve croissant, der lå på en serviet foran mig. Jeg havde mistet koncentrationen et øjeblik og var holdt op med at lytte til foredragsholderen. Jeg børster, så diskret jeg kan, croissantkrummer af, kigger op og ud gennem
den tykke glasvæg til gangen. Ude på gangen ser jeg en ung fyr, der ligner en, som er kommet på afveje, mens han leder efter et wc. Han får øje på bordet med frugt, the, kaffe og croissanter. Kigger sig omkring, som for at sikre sig at der ikke er nogen, der holder øje med ham. Han kigger ind i foredragssalen og tager diskret en enkelt croissant, inden han opdager, at jeg sidder og kigger på ham.

Jeg sidder og signalerer med mit blik, at jeg som kunstner også er fremmed her. Men i stedet for at gengælde mit blik griber han fat om sin croissant og løber ud af syne. Situationen efterlader mig med en fornemmelse af mild pinlighed over, at jeg et øjeblik selv syntes, at jeg som kunstner var en helt anderledes og speciel person end de andre til konferencen.

Indenfor fortsætter foredragsholderen med at fortælle engageret om, hvordan den digitale infrastruktur bidrager til strukturel racisme i USA. Men inden jeg når at tænke særligt meget over det, dukker drengen op igen, og denne gang har han taget en gruppe af sine venner med.

Energien udenfor
Jeg synes, jeg kan huske i en fjern fortid at have været en del af sådanne grupper. Jeg husker den fornemmelse af sammenhold, der kan komme ud af at være en gruppe af de forkerte, på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Jeg husker fornemmelsen af en diffus ret til at tage fra de
institutioner, der ser ud til at have mere end nok.

Men nu sidder jeg på den anden side af glasset med en halv croissant og kigger ud på gruppen, der nærmer sig vognen med mad. Nu er der flere i rummet, der har opdaget dem. Foredraget går i stå. Sammen kigger vi ud på gruppen gennem det tykke glas, der betyder, at de også kan se, men ikke høre os.

Bag mig hører jeg lyden af en stol, der bliver flyttet. En eller flere rejser sig op bag mig i foredragssalen. Og jeg fornemmer, at trods en vis identifikation med gruppen udenfor er der også et vist ubehag ved, at nogle ukendte personer, uden at få lov, tager noget, man opfatter som tilhørende en anden gruppe. Og når normerne om, hvad der tilhører hvem, først er i skred, hvem ved så, hvad der kan ske med normaliteten og vores privilegier inden for i foredragssalen.

Så begynder gruppen at bevæge sig. I små flokke løber de hen til vognen og snupper lidt af hvert, før de forsvinder ud af syne.

Stilstanden indenfor
Lidt forfængeligt er min første tanke, at det her er en performance, som jeg gerne ville have arrangeret. En smule virkelig konflikt midt i den diskursive og lidt abstrakte sammenhæng. Så kunne jeg prale med at have lavet et lille brud på konventionerne omkring, hvordan man bør opføre sig til en konference.

Sandsynligvis lurer der også hos mange andre konferencedeltagere en uro ved konferenceformatet, en lyst til at række ud forbi glasvæggen og en identifikation med det, der foregår uden for vores boble. Men vi befinder os sammen inde bag de store lyddæmpende glasflader, der illuderer transparens og tilgængelighed. Flader der fremviser, hvad der ikke er tilgængeligt for dem, der ikke har optjent tilstrækkelige privilegier til at få adgang. Den velkendte slags velfærdsarkitektur, der er omgivet af en retorik om åbenhed og inklusion, virker faktisk som en isolerende barriere mod udefrakommende og uønskede aktiviteter.

Og sådan synes jeg faktisk ofte, det er med kunstverdenen. Der er et udbredt ønske om åbenhed og interaktion, men det er ofte i konflikt med de faktiske fysiske, økonomiske og sociale strukturer, vi bevæger os i. Inden for hverdagens mikropolitiske rammer fordeles croissanter som regel blandt dem, der sagtens har råd til at købe dem, og de, der kigger ind i institutionerne udefra, ser alt for ofte et billede af en sammenspist og privilegeret enhed.

I en tid, hvor den danske kunstnerstand frem for alt præges af ønsket om at bevare kunstakademierne, kunstfonden og de øvrige institutioner, som de er, er det vel værd at overveje, hvad det er for nogle strukturer, vi forsvarer. Om det er instutioner, der faciliterer normbrud og sammenstød, eller i praksis opretholder sociale barrierer og opdeler os i grupper.

De institutionelle glasvægge
Der findes i tiden i kunstverdenen en depressiv kynisme, der ofte udgiver sig for at være realisme. En udbredt kollektiv fornemmelse af, at siden ingen positive reelle systemiske forandringer er mulige, handler det både for kunstscenen som helhed og for individuelle kunstnere og instutioner om at beholde de privilegier, vi har optjent, uforandret, eller måske kun 2% mindre end sidste år.

Det gør mig unægteligt lidt nervøs at spille ind i den fortælling om den elitære kunstverden, der for tiden bliver gentaget så ofte af politikere og journalister i medierne. Men ligesom man bliver til de croissanter, man spiser, så løber man også med tiden den risiko at blive til de glasstrukturer, man bebor, eller i hvert tilfælde at de bliver usynlige for en. I et gennem-institutionaliseret samfund som det danske er det svært at trække klare grænser mellem, hvad der er indenfor og udenfor i forhold til institutionerne.

Som på konferencen er vi ofte både adskilt og forbundet af de institutionelle glasvægge, der gør os synlige for hinanden som grupper, men også ude af stand til at kommunikere. Hvis vi tror, at vi befinder os uden for glasvæggen, når vi faktisk befinder os indenfor, eller hvis vi tror, at de, der befinder sig udenfor, ikke kan se, at vi befinder os indenfor, er det i hvert fald vanskeligt at se, hvordan vi kan ændre noget som helst.

Symbolsk åbenhed
Hvis f.eks. kunstinstitutionerne var mindre optagede af at signalere symbolsk åbenhed og tilgængelighed og tog sig tiden til også at gå mikropolitisk til værks i forhold til deres indre struktur, så kunne de f.eks. bidrage til demokratisk dannelse ved selv at være mindre hierarkiske og uigennemskuelige som strukturer. Det er selvfølgeligt besværligt og tidskrævende, det ved alle der har boet i kollektiv, andelsbolig eller deltaget i andre former for nærdemokrati.

Den største illusion af alle er at tro, at tingene kan forblive, som de er nu. Hvis kunstverdenens parter ikke selv formår at ændre sig, så skal der nok være andre politiske eller økonomiske interesser, der driver den forandring. Der findes et utal af både velafprøvede og nye alternativer til de herskende hierarkiske institutionsformer med deres begrænsede definitioner af, hvad der er kunst, hvem der udfører den, hvem den er til, og hvordan den ser ud.

Selvom håbet om, at samfundet kan ændres udelukkende ved hjælp af kunst ofte virker naivt, spiller billedkunst hverken en større eller mindre rolle end så mange andre kræfter i samfundet. Skuffelse over, at overordnede politiske ideer og projekter ikke kan indfries af enkelte værker eller udstillinger, betyder ikke, at kunst er betydningsløs eller uden samfundsmæssig effekt. Måske er det tid til at kigge realistisk på, hvad den effekt er, og om vores kollektive retorik matcher den faktiske fordeling af croissanter.