Den franske kunstner Cyprien Gaillard har gennem de sidste to årtier etableret sig som en af sin generations mest markante kunstnere. Siden gennembruddet i slutningen af 00'erne har han undersøgt ruiner, monumenter, byrum, natur og civilisationens aflejringer i film, skulptur, fotografi og installation.
Photography is boring.
Cyprien Gaillard
Vi er til åbningen af Cyprien Gaillards udstilling Désespoir des singes på Simian i København, der i al væsentlighed består af fotografier. Rundt om rummets søjler svæver 180 Polaroider som små satellitter. Jeg er heldig at have fået kunstneren i samtale. Og noget af det første han siger, da jeg spørger ind til polaroidbillederne, er altså, at fotografi er kedeligt.
Kort efter uddyber han sit eget hierarki: Først kommer skulpturen. Derefter collagen. Fotografiet kommer sidst. Men netop derfor bliver det interessant - ikke som billede, men som objekt.
Det er altså hurtigt klart, at Gaillard ikke interesserer sig for fotografiet som billede. Han interesserer sig for fotografiet som genstand. Som spor. Som noget, der har været et sted i verden og stadig bærer dette sted med sig.
Tidens Ruiner
Cyprien Gaillards værker kredser om ruiner, monumenter og forfald. De steder, hvor historien endnu ikke er forsvundet, men heller ikke længere fungerer.
Da jeg spørger ham, om ruinen som motiv ikke efterhånden er blevet en meget 00’er-præget interesse, afviser han ikke forbindelsen, men insisterer på, at ruiner stadig er interessante. For ham handler de ikke kun om nostalgi eller tab, men om en særlig tilstand: noget, der befinder sig mellem det, der var, og det, der endnu ikke er forsvundet.
Men måske handler Gaillards værker i virkeligheden mindre om ruiner som motiv end om tid. Det bliver særligt tydeligt i den aktuelle udstilling Désespoir des singes på Simian i Ørestaden.
Allerede udstillingens titel peger i den retning. Désespoir des singes – "abernes fortvivlelse" – er det franske navn for det chilenske abetræ, en art, der har eksisteret i omkring 200 millioner år. Træets stive, piggede grene udviklede sig som beskyttelse mod planteædere, der for længst er uddøde. Det er et levende fossil, som har overlevet både vulkanudbrud og geologiske epoker.
Træet bliver hos Gaillard mindre et symbol end en målestok. Ikke for menneskelig historie, men for en tid, som næsten er umulig at begribe.
Cyprien Gaillard: Geographical Analogies, 2006–2026. Fra udstillingen Désespoir des singes på Simian. Foto: Brian Kure / GRAYSC
Udstillingsview fra Désespoir des singes på Simian. Foto: Brian Kure / GRAYSC
Cyprien Gaillard: Geographical Analogies(detalje), 2006–2026. Fra udstillingen Désespoir des singes på Simian. Foto: Brian Kure / GRAYSC
Fotografier som fund
Kunsthallen Simian ligger under jorden. Rummene minder om en bunker eller en uforløst del af byens infrastruktur – en tidligere cykelkælder, der er blevet til udstillingssted. Selvom byggeriet er nyere, føles det allerede mærkeligt arkæologisk. Det er et sted, hvor Gaillards værker synes hjemme. Hans kunst har altid bevæget sig gennem byernes bagsider: de steder, hvor funktion glider over i forfald, og hvor arkitekturen bliver stående længe efter, at dens oprindelige formål er glemt.
Rundt om de bærende søjler hænger serier af ni Polaroider monteret på buede plader. Fotografierne er taget mellem 2006 og 2012, men grupperingerne er nye. Motiver fra forskellige steder og forskellige år er sat sammen i nye konstellationer.
Jeg spørger, hvorfor de hænger på den måde.
Han peger på den buede ophængning.
Det er lidt ligesom at se på sten, siger han. Eller på noget forensisk.
Det er en karakteristisk bemærkning. Hvor kuratorteksten taler om analogier, entropi og arkæologiske lag, beskriver Gaillard selv billederne med enkle ord. Sten. Spor. Noget materielt.
Fotografierne virker næsten løsrevet fra fotografiets egen historie. De er ikke indrammede. De er ikke beskyttet bag glas. De fremstår mindre som billeder end som fund.
Cyprien Gaillard: Nightlife, 2015. Udstillingsview. Foto: MAC Musée d'art contemporain de Montréal
Nightlife: historiens lag
Blandt polaroiderne genkendte jeg noget af fyrværkeriet, som en del af hans ikoniske filmværk Nightlife fra 2015. Jeg spørger Cyprien, om det forestiller den samme scene, som mange år senere optræder i Nightlife.
Han smiler begejstret, som om jeg har løst en gåde.
”Ja.”
Og tilføjer, at jeg er den første, der har bemærket forbindelsen.
Nightlife (2015) regnes med rette blandt Gaillards hovedværker. Filmen bevæger sig gennem Cleveland, Los Angeles og Berlin, hvor monumenter, træer og byrum bliver bærere af historiske spor og politisk modstand. Blandt filmens mest slående sekvenser er optagelserne fra Pyronale-fyrværkeriet på Olympiastadion i Berlin – opført til OL i 1936 som et monument over Det Tredje Rige, men også stedet, hvor Jesse Owens' fire guldmedaljer undergravede nazismens forestillinger om racemæssig overlegenhed.
Filmen vender siden tilbage til Cleveland og Owens' egetræ, plantet fra en af de egetræsspirer, han modtog efter sine sejre. Som så ofte hos Gaillard bliver historien ikke fortalt direkte, men foldet ind i steder, objekter og landskaber, hvor fortidens konflikter stadig synes at vibrere.
Under det hele høres Alton Ellis' Blackman's Word, hvor omkvædet skifter mellem "I was born a loser" og "I was born a winner" – en lille forskydning, der spejler værkets kredsen om nederlag, modstand og muligheden for at omskrive historien.
Et værk, der for mit vedkommende har gjort enormt indtryk. Og bestemt rammer et punkt, der bedst beskrives som længsel.
At blive mindet om det her blandt de små Polaroider på Simian føles næsten som at få adgang til kunstnerens skitsebog, eller arkiv er det jo snarere. Ikke fordi billederne forklarer Nightlife, men fordi de viser, hvordan hans værker vokser er forbundet på tværs af tid, begivenheder og monumenter.
Monumenter og forfald
Den samme tidslige logik præger resten af kunstnerskabet.
Tidlige værker som The Recovery of Discovery (2011), vist på KW Institute for Contemporary Art, forvandlede hverdagsobjekter til midlertidige monumenter. Det var en pyramide bygget af ølkasser med rigtige øl i, som gæster kunne bestige og fortære.
De stabile ølkasser blev stablet i en præcis, næsten arkitektonisk formation, der mindede om en klassisk pyramidestruktur, men uden dens varighed eller autoritet. Konstruktionen stod kun i udstillingsperioden og eksisterede dermed som et bevidst ustabilt monument: en form, der allerede fra begyndelsen var dømt til at forsvinde.
Hos Gaillard bliver det banale materiale ikke ophøjet til permanent skulptur, men til en midlertidig arkitektur, der understreger, hvordan både forbrug og form er bundet til opløsning. En opløsning ofte forårsaget af mennesker og selvfølgelig tid.
Cyprien Gaillard: Lesser Koa Moorhen (2013), Boros Collection. Foto Andreas Gehrke
Hos Gaillard handler forfaldet derfor ikke kun om det, der engang har været stort, men også om de helt almindelige objekter, der langsomt skifter betydning. Når ting mister deres oprindelige funktion, åbner de sig som spor af en anden tid.
Gravemaskinens skovl i Lesser Koa Moorhen (2013), en del af Boros Collection i Berlin, bliver et næsten perfekt billede på hans praksis: et industrielt redskab trukket ud af sin funktion og ind i det underjordiske bunkerudstillingsrum, hvor det fremstår som rest snarere end værktøj. I denne forskydning bliver skovlen både et spor af udgravning og et objekt, der selv er blevet udgravet – fanget i en tilstand mellem konstruktion og ruin.
Cyprien Gaillard: pen or knife., 2026. Fra udstillingen Désespoir des singes på Simian. Foto: Brian Kure / GRAYSC
Det, der bliver tilbage
Hos Gaillard er civilisation aldrig stabil. Den er altid i færd med at blive bygget eller forsvinde. Ofte begge dele samtidig.
På Simian optræder denne tanke i en ny form gennem værket pen or knife. Træblokke af sjældne træsorter ligger udstillet, endnu ikke forarbejdet til knivskafter langs et loftpanel i højre side, når man kommer ind. Materialet bærer allerede sin fremtid i sig. Når først træet er blevet udvalgt og skåret, kan processen ikke gøres om. Tiden har sat en retning.
Cyprien Gaillard: Désespoir des Singes, 2026. Foto: Brian Kure / GRAYSC
I samme rum hænger de små botaniske skilte, som har givet udstillingen navn. De har engang siddet på levende træer i botaniske haver. Nu fungerer de som løsrevne rester af en anden orden. Også de er spor.
Måske er det derfor, Gaillard virker så optaget af analogier. Ikke som intellektuel leg, men som en måde at få forskellige tider til at eksistere samtidig.
Et træ.
Et stykke træ.
Et knivskaft.
Et fotografi.
En ruin.
Et fyrværkeri.
Ingen af tingene forklarer hinanden. Men de begynder at klinge sammen.
Der findes en tendens til at beskrive Gaillard som en kunstner, der arbejder med entropi. Begrebet går igen i tekster om hans værker, og det er let at forstå hvorfor. Hans kunst kredser om opløsning, erosion og forfald.
Men efter mødet på Simian forekommer ordet længsel vigtigere.
Længsel
Det er måske den følelsesmæssige understrøm, som holder værkerne sammen. Længslen efter steder, der allerede er forsvundet. Efter billeder, som langsomt falmer. Efter byer, der hele tiden bliver til noget andet. Efter en fortid, som aldrig kan genfindes, men som bliver ved med at dukke op i fragmenter. Måske er det også derfor, han afviser fotografiet. Ikke fordi han ikke elsker billeder. Men fordi billeder alene aldrig er nok. De er altid rester af noget andet.
Da vores samtale er ved at være slut og jeg spørger om et uddybende interview, siger han, forlegent og lidt genert, at det er bedst, hvis jeg selv skriver om værkerne. ”Write what you want”, han bryder sig ikke om at være alt for vokal om sin egen kunst forklarer han.
Det virker først som en beskedenhed.
Men måske er det snarere en kunstnerisk metode.
For Gaillards værker insisterer netop på, at betydning ikke skal leveres som forklaring. Den opstår i mødet mellem ting, steder og tider.
Mellem det, der var.
Og det, der stadig er.
For at afslutte med Cyprien Gaillards egne ord:
Billederne er et andet sted.
Men de er også her.
Men de er også her.
Om Cyprien Gaillard
Cyprien Gaillard (f. 1980 i Paris) er en af sin generations mest markante kunstnere. Han bor og arbejder i Berlin og arbejder på tværs af film, fotografi, skulptur og installation med temaer som ruiner, arkitektur, landskab og civilisationens spor. I 2010 modtog han den prestigefyldte Marcel Duchamp-pris, og hans værker er blevet vist på internationale institutioner som Centre Pompidou, MoMA PS1 og Palais de Tokyo. Han er desuden professor i skulptur ved HFBK Hamburg.
