Det bevægede menneske

De 19 megetstore fotografier i serien Bevægelse, somer skabt til udstillingen af samme navn på Gl. Holtegaard, er alle fra Israel.Titlerne består af et enkelt beskrivende ord, som ’rose’, ’gulv’ eller ’bæger’, hvis dagligdags klang tilføjeset markant nyt betydningslag i de stedsangivelser, der ledsager hvert enkeltbillede (Jerusalem, Betlehem og Nazaret).

For disse troens knudepunkter erkomplekse begreber med stærke bånd til både fortidens hellige land og nutidenskonfliktzone, snarere end de er steder i ordets gængse forstand.

Overvældende skønhed
Derfor erder sandsynligvis også dem der vil undre sig, når jeg her påstår, at jeg førstefterfølende begyndte at forstå fotografiernes religiøse billedsprog.

Imens jegvandrede gennem rummene på Gl.Holtegaard, talte værkernes billedmæssige ogfotografiske kvaliteter for sig selv, og jeg lod mig simpelthen opsluge ogovervælde.

Det kannæsten heller ikke undgås, når øjnene møder den slående skønhed i samspillet mellemet grønt net, der flagrer i vinden og grå bølgende balkoner i Hus, Jerusalem.

I andre billeder er detde små detaljer der fænger, som i Kontakt,Kana, hvor Per Bak Jensen har haft øje for det komisk forunderlige i enstikkontakt på en rå – formentlig historisk – stenmur.

Religiøs billedsymbolik
Det varførst senere, jeg kædede de maleriske fisk imellem skinnende mønter i enønskebrønd sammen med tempelskatten, som Peter fandt i fiskens mund og rigtigtbegyndte at forstå sammenhængen imellem den blå presenning i Forhæng, Tempelpladsen og Markusevangelietsbeskrivelse af tempelforhænget, der flængedes efter Kristi død.

Og det tiltrods for, at den var blevet peget ud for mig i Joachim Garffs ledsagendetekst, der var fin og poetisk, omend en kende for dvælende ved symbolikken.

Billeder af Guds Hus
Påudstillingen kan man, udover billederne fra Israel, også opleve en mindre seriebestående af mere beskedne sort/hvide fotografier fra Hærvejen i Jylland, somPer Bak Jensen skabte i forbindelse med Statens Kunstfonds Projekt Kunst på Hærvejen. Sammenstillingen ervelvalgt, for disse små billeder handler om ’Guds Hus’, som i Bak Jensensbilleder synes at kunne rummes i selv det mest banale.

Hvem skullef.eks. have troet, at en ridebane med dens traditionelle stribede springbommevar en del af ’Guds Hus’? Bommene er hverken rigtig grimme eller rigtig smukke,hverken naturlige eller naturstridige og hverken mondæne eller tarvelige. De erder bare og Per Bak Jensen har set dem, og det får mig til at smile.

”Noget” større og mere
Bådebillederne fra Israel og fra Hærvejen efterlader mig i det hele taget medfølelsen af, at det er billederne i sig selv, der utilsigtet giver dennefornemmelse af noget mere og større, snarere end at det er en konkret tanke omden større sammenhæng, der har informeret billederne.

Ideen omdet fotografiske blik er efterhånden blevet udvandet til blot at betyde, athvad som helst er værdigt som motiv. Men når der er tale om Per Bak Jensen,bliver det ubetydelige ”hvad-som-helst” altid til ”noget”. Til billeder, derføles nødvendige og væsentlige, selvom det forbliver følelser, som er svære atsætte ord på.

Underspillet bevægende
Måske er det den ’bevægelse’, somudstillingens titel refererer til, og som Joachim Garff forsøger at forklare idet første rums vægtekst. Her skriver han blandt andet:

 ”Varvi i det patetiske hjørne, ville vi næppe tøve med at sige, at det jo netop er,hvad stor kunst skal: bevæge. Men vi er ikke i det hjørne, snarere tværtimod.”

Dettillader jeg mig at stille mig undrende overfor, for det kan godt være, at PerBak Jensens billeder ikke spiller oplagt og larmende på følelsesregisteret, mende er alligevel både storslåede og bevægende.