Det kan du opleve i vinterferien!

11. februar 2025

Mangler du inspiration til en kunstnerisk vinterferie med familien? Art Matter guider dig til fede arrangementer i øst og vest.

Niceaunties. Stillbillede fra: Auntlantis Triology -Sweeping the Floor -Trashy Friends -Day in the Life Of, 2024. AI Film, varighed: 2:48 min. © Niceaunties;

Mangler du inspiration til en kunstnerisk vinterferie med familien? Art Matter guider dig til fede arrangementer i øst og vest.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstoplevelser, der kan opleves af børn og barnlige sjæle i vinterferien uge 7.
Besøg HAVET og send de kreative en tur i Børnehuset - børnenes eget sted.
Vinterferien på Louisiana er for hele familien. Nyd frokosten i museets hyggelige cafe med udsigt over Øresund, gå en frisk tur i parken og se den store udstilling om HAVET på egen hånd eller tag med på en omvisning. I Børnehuset er der særlige vinterferie-værksteder inspireret af HAVET samt gratis familie-omvisninger i arkitekturudstillingen Levende Strukturer.
Find de specifikke arrangementer i kalenderen her!
På Nivaagaard er der altid opgaveark at løse til de enkelte særudstillinger og museets samling, og i Havefoyeren findes et børnebord med tegneredskaber og bøger.
D. 11., 12. og 13. februar kl 11 - 14 er der åbent for kreativ udfoldelse for store og små i vinterferieværkstedet, hvor vi lader os inspirere af Michael Kviums fontæne Tearfall og klipper, klistrer og bygger egne fontæner med en sjov historie.
<i>HJERTERUM</i>. Foto: Designmuseum Danmark
HJERTERUM. Foto: Designmuseum Danmark
Designmuseum Danmark åbner dørene for en række spændende aktiviteter, der hylder vores designhistorie, og inviterer til sjove, håndgribelige oplevelser for både børn og voksne.
Børn kan lære et håndværk i det populære Designværksted og sy en quiltet pung eller et penalhus, der er nye udstillinger på programmet og en gratis søndagsomvisning om kærlighed og kurtisering. Og hvad ville vinterferien være uden god mad og søde sager - lørdag og søndag kan du købe en helt speciel fastelavnsbolle i caféen.
Hele vinterferien er der åbne værkstedsaktiviteter for børn og deres voksne på Randers Kunstmuseum. Her kan du brodere din egen mulepose, farvelægge kunsten på ny, eller komme til en spændende workshop med kunstner Anni Holm d. 13. februar. Her kan du designe din egen fisk med genbrugspapkrus og bidrage til projektet “Mange Bække Små”.
Johannes og Alhed Larsens smukke kunstnerhjem byder på en uge fyldt med kunst og kreativitet. Den 11.-13. februar kl. 11-14 kan du prøve at male landskaber med oliemaling inspireret af særudstillingen med Allan Otte og Ulrik Møller. Onsdag den 12. februar kl. 18-21 kan du opleve den magiske lysinstallation på Svanemøllen.
Fra 10.-16. februar kl. 10-16 kan du besøge kunstnerhjemmet, opleve særudstillingen med Allan Otte og Ulrik Møller og på udvalgte dage deltage i gratis rundvisninger og introduktioner. Kaffehuset står klar med lækker frokost, kaffe og kage i stemningsfulde omgivelser.
Birke Gorm, <i>nine to five plus overtime (lot2)</i>, 2024, Kunstmuseum Brandts: Som værdifulde genstande på en auktion indtager nålepuderne og nålene hovedrollen i Birke Gorms værk. I værket minder Gorm os om håndarbejdets store værdi som arbejde, men også som redskab til at finde ro og hvile.
Birke Gorm, nine to five plus overtime (lot2), 2024, Kunstmuseum Brandts: Som værdifulde genstande på en auktion indtager nålepuderne og nålene hovedrollen i Birke Gorms værk. I værket minder Gorm os om håndarbejdets store værdi som arbejde, men også som redskab til at finde ro og hvile.
Kom forbi ARoS i vinterferien og skab dine helt egne kreative kunstværker og badges, dyrk yoga midt i Barbara Krugers kunst og udlev din indre rebel!
I vinterferien inviterer ARoS dig ind i den aktuelle og vilde kunstner Barbara Krugers udfordrende og inspirerende univers. Kom på ARoS og gå amok i Plakatværkstedet, lav fede badges til tøjet eller vær en lille rebel og udforsk Det Rebelske Mini Museum!
Hver dag kan de yngste deltage i børneyoga blandt Krugers kunstværker og I kan sammen komme på familierundvisninger i et børnevenligt tempo.
Hold kreativ vinterferie på Kunsten. Lav skyggetegninger, gå på skattejagt, nyd en kop kakao – og vær med til at skabe Kunstens kæmpe tidskapsel sammen med andre børn og barnlige sjæle.
Kommer du på besøg i uge 7-8 om eftermiddagen, er der mulighed for at komme med på en af de mange guidede ture i de aktuelle udstillinger. Se mere og køb plads via kalenderen.
Lad dig inspirere af den nyåbnede udstilling Nål & Tråd. I familieværkstedet Speaktaklet kan du ud over at brodere på et fælles værk, skabe dine egne små vævede værker, brodere, strikke og skabe vikleprøver.
Museets kunstformidlere står klar med hjælp og vejledning fra den 8. februar - 15. februar i tidsrummet kl. 10.30-16.30.
Francis Upritchard, <i>Any Noise Annoys an Oyster</i>. Installationsview fra udstillingen på Kunsthal Charlottenborg, København 2024. Foto af David Stjernholm.
Francis Upritchard, Any Noise Annoys an Oyster. Installationsview fra udstillingen på Kunsthal Charlottenborg, København 2024. Foto af David Stjernholm.
I vinterferien (uge 7) på Kunsthal Charlottenborg kan du sammen med din familie lave fantasiskulpturer og tage på omvisning og se dinosaurer, havfruer og andre mytiske væsener i Francis Upritchards udstilling Any Noise Annoys an Oyster. Du kan også se den nyåbnede Charlottenborg Forårsudstilling 2025, som siden 1857 har afspejlet de aktuelle tendenser på kunstscenen. I forbindelse med Charlottenborg Forårsudstilling kan du også være med til prisuddeling og høre kunstnerne fortælle om deres værker.
På Fuglsang Kunstmuseum byder de nysgerrige børn og familier velkommen i skolernes vinterferie. De kreative familieworkshops er udsolgte, men der er lavet sjove aktivitetsark til børn i alderen 6-12 år, som kan bruges i særudstillingen Anette Abrahamsson: Female Muses.
Husk, at alle under 26 år har gratis entré!
Tag høretelefoner på og slå jer ned på tæpperne i vinterhaven under palmerne. Her fortælles myter og historier. Om græske guder, sære kunstnere og glemte krige. Gennem historierne lærer I Glyptotekets skulpturer at kende. Der stiller små kreative opgaver, så I kan arbejde med hænderne imens.
Tirsdag og onsdag (både i uge 7 og 8), kommer Signe Danielsen, og læser op af sin gendigtning af Gilgamesh – verdens ældste fortælling om venskab.
Kilde: ARoS, Kunsten, Kunstmuseum Brandts, Kunsthal Charlottenborg, Fuglsang Kunstmuseum, Glyptoteket, Louisiana, Nivaagaard, Designmuseum Danmark, Randers Kunstmuseum, Viborg Kunsthal, Johannes Larsen Museet.