Det udisciplinerede kollektiv

“Menneskehedenshistorie kan forstås som en kamp mellem personlig kreativitet og socialdisciplinering,” skulle sociologen Max Weber have sagt. Citatet afslutter ogsåen af de mest omhyggelige og indførende artikler i den nye omfattende bog Dansk gadekunst – 49 artikler om danskgadekunst, konceptualiseret og redigeret af Lasse Korsemann Horne.

Megetsigende er artiklen skrevet af svenske Staffan Jacobson, der har forsket igraffitikunst ved Lund Universitet og udgav bogen Spraykonst i 1990. Danskgadekunst er modsat Sverige den første fagligt funderede udgivelse omgadens kunst herhjemme.

Civil ulydighed
Citateter selvfølgelig ikke møntet på gadekunsten, men betegner på meget klar vis,hvor gadekunsten står: Midt i det hele, i vort samfunds vindblæste midte, hvorde fleste ikke orker at tage kampen, fordi den enten er for hård eller utopisk.

Detoffentlige rum, kommunikationens ensretning, kommercialisering, byplanlægning,forbrugerkultur, mobilitet, ytringsfrihed, ghettodannelse, ejendomsret,integration og kriminalitet er bare nogle af de begreber, som gadekunsten oggraffitien problematiserer.

Ikke i form af politiske slagord eller specifik strategi,men i sig selv som civil ulydig praksis. En, med andre ord, kreativ menikke-disciplineret kunstnerisk praksis.

In eller Out
Derer tale om en svært tilgængelig subkultur med sit eget sprog, egne normer,æstetik, praksis og disciplin.

Set udefra er gadekunsten og især graffitien en mærkelig størrelse:En selvhævdende stilhistorie og et billedsprog, der pisser på normerne, opererer i lukkede grupper og absolut skyggeland, hvor kriminaliseringen er intensiv og risikoenhøj.

Man forstår sjældent budskaberne og den stilistiske historie, som den dagi dag stadig refereres til eller bygges videre på. Kun hvis man er in-crowd.

Gaden i samlet form
Med Dansk gadekunst får man endelighistorien, introduktionerne til stil og praksis og uden at der bliver trukket grænser mellem graffitien og den senere, mere alsidige og direkte ‘streetart’.

Journalisten Rasmus Poulsen introducerer levende til street art, imensStaffan Jacobson går i graffitiens fodspor, og lader de kunstfaglige bindeteoretiske tråde, der leder helt frem til arkitektens syn på gadekunstenspotentialer.

Derer nemlig ingen tykke grænsevagter her, og dem der løber fra vagterne påbanelegemerne er ofte de samme, som gradvist er blevet indlemmet i detraditionelle udstillingsrum og den kommunale byudvikling.

“It’sold hat to say that street art is entering the mainstream,” siger Nick Olney,leder af Paul Kasmin gallery, der repræsenterer den amerikanske maler og streetart pioner Kenny Scharf.

“Streetartists are not very comfortable with that label, they are not street artistswho crossed into the gallery, they are artists who work in different ways,” sagdehan i The Art Newspaper, 4. juli.

Endnuen markering af at gadekunsten både er blevet omfavnet og misforstået i selvsamme omfavnelse.

Fra identitet til hacking
Derfor er det også vigtigt, at Danskgadekunst både fortæller historien om graffitiens spæde start i USA i60’erne til de danske pionerer i 80erne og til 00’ernes street art-boom.

Pointener netop, at den udvikling ikke er præget af opgør, men en anden (og ofteparallel) måde at udtrykke sig på. Derfor er Dansk gadekunst også en unik udgivelse, der formår at betragte helespektret med lige dele anerkendelse, indføring, dybde, respekt og selvkritik.

Og som Mette Truberg pointerer i artiklen Graffiti vs. Street art, så er street art for de fleste indviedeblot en post-graffiti, neo-graffiti eller meta-graffiti, fordi den aldrig helt forladergaden og sin oprindelige praksis. 

Ligesom det offentlige rum har ændret sig, har gadekunsten ændretstrategier, udtryk og udbredelse.

Med kommercialiseringen af det offentligerum, har gadekunsten selv kommercialiseret sig, gjort sit udtryk mere ligetil,ændret sprog og hacket sig ind mellem storbyens billeder, budskaber ogøkonomiske kredsløb.

‘Brandalism’, som Banksy selv har betegnet sin praksis.

Kunst i gaden ­– ikke gadekunst
Kulturelt set, så ender Danskgadekunst med at tegne to epoker: En tekstbaseret, 70er-80er epoke medgraffiti, crews, hip-hop og electric boogie, overlappet af en 90er-00erhacker-epoke hvor gadekunsten opererer i en mere legende, billed- ogbudskabs-stærk praksis.

Graffitien som identitetsskabende opråb fra den amerikanske ghetto ogstreet art som debatskabende modtræk til den gradvise kommercialisering ogadfærdsregulering af det offentlige rum, og begge epoker som én og samme kunsti gaden.

“It’s not street art, it’s art in the street,” som gadekunstnerenSteve Powers skriver på en væg i 2008 i Århus under street art-udstillingen, Icons for Now.

Og dét er den væsentligste og meget vigtige pointe med Danskgadekunst.