Dobbelt eksponering

Kyungwoo Chun sætter fokus på identitetsdannelse mellem individer i Galleri Image og Århus Kunstbygning.

Kyungwoo Chun, videostill, 18 x 1 minute. Pressefoto

Kyungwoo Chun sætter fokus på identitetsdannelse mellem individer i Galleri Image og Århus Kunstbygning.


info

Beeing a Queen
28. august - 1. november

Århus Kunstbygning
J.M. Mørks Gade 13
8000 Århus C
8620 6050

Tirs-søn 10-17
Ons 10-21
Man lukket

Burden or Support
28. august - 4. oktober

Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
8620 2429

Tirs-søn 13-17
Demorummet er døgnåbent


Med en række performances eksponerer Kyungwoo Chun det almene menneske, dets reaktionsmønstre, og hvordan det definerer sig selv i samspil med andre.

Og når bølgerne går højt, føler man sig som en del af legen.

Burden or Support
På Galleri Image vises fem performance videoer af Kyungwoo Chun af mellem 6 og 53 minutters varighed. Fælles for dem alle er, at de udstiller almindelige menneskers reaktioner på en opgave stillet af kunstneren.

Mængden af videoer er dog tæt på at være en byrde fremfor en støtte for projektet, da man fra ende til anden har svært ved at holde det engagement, som projektet kræver.

Byrde
Ikke alle videoer formår at komme ud over rampen og holde ens opmærksomhed fanget.

En af dem er værket A Naming Game, hvor en gruppe elever bedes træde frem en for en og nævne navnet på den elev, der følger efter dem. Efter sigende skulle det være en fremstilling af forholdet mellem navngivning og identitet, men det bliver hurtigt en uvedkommende opremsning af uigenkendelige navne.

Kyungwoo Chun, videostill, A Naming Game. Pressefoto
Kyungwoo Chun, videostill, A Naming Game. Pressefoto
Kyungwoo Chun, videostill, Silence is Movement. Pressefoto
Kyungwoo Chun, videostill, Silence is Movement. Pressefoto

Videoer som denne gør, at man til tider føler sig som de 16 skoleelever i Silence is Movement, der bliver bedt om at sidde stille, men som i de 15 minutter videoen varer, er en sitrende masse af små og store bevægelser, sammensunkenhed og vandren omkring.

Støtte
Særligt to videoer formår dog på snigende vis at trække beskueren ind i deres univers og gøre udstillingen seværdig.

I Burden or Support rækker 60 fremmede mennesker hinanden hånden og holder ved. Øjenkontakt, sitren, ubehag, smil, flovhed, nedbidte negle.

Som man sidder der i mørket, side om side med fremmede mennesker og deler en oplevelse, bliver man på forunderlig vis en slags spejling af videoen.

Kyungwoo Chun, videostill, Burden or Support. Pressefoto
Kyungwoo Chun, videostill, Burden or Support. Pressefoto

Det samme gør sig gældende i 18 x 1 minute, der viser ni menneskers opfattelse af varigheden af 18 minutter. Placeret på hver deres stol, foran et publikum, bedes de forlade stolen, når de mener, 18 minutter er gået.

Som beskuer er man her bragt i en situation, hvor man fysisk spejler performancen. Men er man publikum eller deltager?

Individ versus individ
Efter 53 minutter er det nok kun den mest hardcore gallerigænger, der er vidne til, at den sidste stol forlades i 18 x 1 minute.

Ikke destro mindre opnår Kyungwoo Chun med meget simple midler at vise, hvordan en individuel ting som tidsopfattelse og selvopfattelse altid defineres i relation til andre.

Her bygger Burden or Support bro til udstillingen Being a Queen i Århus Kunstbygning, der ligeledes er en performance med fokus på identitetsdannelse på tværs af individer.

Being a Queen
Via annoncer i avisen har Kyungwoo Chun samlet 19 mennesker, der alle føler de har fysiske og/eller psykiske ligheder med Dronning Margrethe II.

Tre af Kyungwoo Chuns 'dronningeportrætter'. Foto: Jens Møller Sørensen
Tre af Kyungwoo Chuns ‘dronningeportrætter’. Foto: Jens Møller Sørensen

På baggrund af dette har kunstneren skabt 19 fotoportrætter og videointerviews, med deltagerne i fuldt dronninge skrud!
Hvert portræt er eksponeret i forhold til den portrætteredes alder, således at en alder på 32 giver en eksponeringstid på 32 minutter osv.

Resultatet er en række mere eller mindre slørede dronningeportrætter, der forsøger at indfange deres beskuere med lige dele mystik og søsyge.

Tilsløring fremfor afsløring
Udstillingen er dog til tider i fare for at tilsløre sig selv så meget, at den drukner i kongeblå royalisme.

Læser man pressemeddelelsen, det laminerede A4ark ved indgangen, og dukker man op til omvisningen og den såkaldte "Artist Talk", så får man et godt indblik i kunstnerens idé med udstillingen, som er langt fra royalisme.

Men hvem gør alt det?

Et par formidlende tekster ville hjælpe den almene beskuer til at se forbi de blå kjoler og slørede ansigter og åbne for en fortolkning af, hvordan identitet og nationalidentitet skabes. For eksempel kunne det være interesssant at se Kyungwoos ‘opråb’ til dronningerne og nogle af deres besvarelser.

Videointerviews med 'dronningerne' Foto: Jens Møller Sørensen
Videointerviews med ‘dronningerne’ Foto: Jens Møller Sørensen

Er der en dronning i os alle?
Dronningeportrætterne suppleres af korte interviews, der vises i fire opstillede ‘bokse’. "Hvilke ligheder ser du mellem dig selv og Dronning Margrethe?", spørger kunstneren de 18 kvinder og den ene mand.

Her formår nogle af ‘dronningerne’ at give deres fotoportrætter en tiltrængt dybde, mens andre udviser en næsten usympatisk overfladiskhed.

Ligheder såsom "jeg er også høj" eller "jeg rejser også meget", fremstår ligegyldige og uvedkommende.

Men når talen falder på identitetsdannelse, rollemodeller og spejlinger, så går bølgerne højt, og man får som beskuer et interessant indblik i, hvordan vi som mennesker definerer os selv i forhold til andre.

Vær selv med i dronningeperformancen. Vælg en stol. The Seven Chairs. One-person performance. Foto. Jens Møller Sørensen
Vær selv med i dronningeperformancen. Vælg en stol. The Seven Chairs. One-person performance. Foto. Jens Møller Sørensen

Fakta

Udstilling

Beeing a Queen, Burden or Support

Kyungwoo Chun

Fakta

Kyungwoo Chun er født i 1969 i Seoul og har studeret fotografi på College of Art i University of Chung-Ang i Seoul og Berg Universität GH Wuppertal Tyskland. I forbindelse med udstillingen på Århus Kunstbygning udgives bogen Being a Queen og udstillingen flyttes tirsdag d. 1 september 2009 til Bazar Vest, hvor kunstneren udfører en performance.