Du kan stadig nå at blive sært trist og frydes i Skindergade

Sært trist og stille
Allan Ottes malerier, der fylder hovedparten af udstillingsrummet, er teknisk superbt gennemførte studier i trafikuheld i øde danske landskaber; en underlig blanding af landskabsmaleri og en ‘stoppet’ fortælling. Billederne, der er sært triste og stille, er lavet med en blanding af computerteknik og maleri, som er umulig at gennemskue. Men imponerende ser det ud på en syntetisk, ultracool måde, der blander helt skarpe detaljer med udflydende, uskarpe airbrush-agtige områder. Det giver én en desorienterende fornemmelse af at være blevet halvblind.

Dødens nærvær
Det er svært at se på. Døden er allestedsnærværende i billederne, ikke blot i de konkret afbildede biluheld, men som en underliggende stemning i de tyste, banalt triste hverdagslandskaber. Den stædige insisteren på biluheldet som tema, kan dog virke lidt trættende – man ville ønske, at det dannede en form for betydning, men nej. Tværtimod, titlerne antyder, at der er en rent formel grund til at bruge uheldene som motiv. Det er måden de ser ud på, måden bilen er smadret på, der fascinerer Otte. I det mærkelige, hyperrealistiske maleri går han op i om bilen er Tiltet, Smadret, Klemt og så videre. Det er næsten umenneskeligt i sin perfekte overfladiskhed.

Mystikkens fryd
Men det er hos Jens Peder Søndberg, der lidt uretfærdigt har fået tildelt det lille projektrum, man finder en ægte mystik. Og faktisk står overfor et værk, der er meget svært at afkode. Man kan bare undres og frydes over denne enormt talentfulde, dybt originale kunstners formsprog, der er så fremmed, som kom det fra en anden planet. Tegninger med minutiøst udfoldede mønstre, alle dannet af små miniaturetårne(!) viser en frihed i formsproget og et koncentreret, eksperimenterende sind med mindelser om Art Brut (grov kunst).

Modeller af sindet
På en helt anden måde udfolder dimensionerne sig i to relief-kunstværker, såkaldte ‘bølgemaskiner’ – ikke mindre mærkeligt end de små tårne. Bølgemaskinerne er lavet af lærred, der er klippet ud i en collageteknik, der virkelig fascinerer i sin excentriske, multidimensionelle natur. Det er som om mange virkeligheder eksisterer på en gang i disse værker, der bliver en slags psykologiske modeller af sindets bølger og bevægelser. Det er på en gang ganske ydmygt produceret og alligevel svimlende i sin dybde.