En eksistentiel krammer

”Hvad er du mest angst for?” En kvinde betragter mig med et intimiderende intenst blik og afventer mit svar – jeg har ét minut. Det er søndag eftermiddag og jeg har ladet mig fragte i bus fra Blågårds plads til et nedlagt plejehjem på ydre Østerbro, hvor Seek to Seek skal foregå.

Her kan publikum, i følge Cantabile 2’s hjemmeside, forvente at ”blive set på, rørt ved, talt til og på lignende vis involveret i personlige møder på forskellige niveauer med skuespillerne.”

Frygten for det banale
Nu sidder vi så ganske rigtigt ansigt til ansigt med performere fra ni forskellige lande, som stiller os personlige dybdeborende spørgsmål. Minuttet tikker derudaf, og jeg søger indad efter min dybeste angst.

Jeg leder efter et filosofisk velfunderet svar, men ender med at lire noget af om døds- og præstationsangst. Kvinden ved siden af mig bliver stillet et andet spørgsmål og svarer noget med, at kærlighed betyder meget for hende. Vi ser på hinanden og føler os vist begge en smule banale.

Being hedder rummet vi sidder i – det skulle være der hvor kroppen bliver nærværende og fødes, men vi er tydeligvis stadig meget styret af vores bevidsthed og andres vurdering af os.

Alvorstung DNA
Næste led i erkendelsesrejsen er betinget af publikums eget valg. På 24 opstillede pulte skal vi vælge vores såkaldte DNA-spor, som vil afgøre hvilke af de 24 mulige rum vi efterfølgende skal træde ind. Publikum vælger deres DNA-spor gennem et spørgsmål, vi føler os tiltalt af.

Jeg vælger: Kan jeg forstå mig selv ved tankens hjælp?, og finder derved ud af, at jeg skal tilbringe den næste halvanden time i rummene med navnene: selvbedrag, afmagt og besiddertrang.

Jeg overvejer, hvorfor mon mit valg har medført sådan nogle alvorstunge emner, mens jeg bevæger mig ned til 2. sal for at blive konfronteret med mit eget selvbedrag.

På briksen
Lokalet er overraskende tomt. Indretningen består af sammenrullet avispapir i hjørnet og en hvid sofa med en mikrofon placeret på armlænet. En mands stemme beder mig tage plads i sofaen, slukke lyset og tale ind i mikrofonen.

”Hvad står i vejen for at du fuldt ud, kan udleve din glæde?” spørger stemmen mig.

Et af Cantabile 2’s virkemidler er, at pirre én sans ved at svække en anden og ganske rigtigt forstærker tabet af synet min fortrolighed til stemmen, og jeg lader mine egne usikkerheder flyde frit fra leveren.

Præstationsangsten dukker op igen, men stemmen og jeg bliver til sidst enige om, at det nok slet ikke står så dårligt til endda.

Opløftet over denne uventede terapisession søger jeg videre gennem de dunkle gange mod næste spor.

Den personlige tragedie
Der er optaget i afmagtsrummet. Efter et stykke tid kommer en kvinde ud, som ser lidt skeptisk ud. ”Det var noget specielt,” siger hun og smiler. Rummet er ikke tomt denne gang.

På gulvet sidder en mand, den egyptiske danser og koreograf Mohamed Habib. Han græder og fortæller om sin brors pludselige død. Han kommer meget tæt på, tager mig i hånden og vasker mine hænder, mens han fortæller om sin personlige tragedie.

En dans udspiller sig og kulminerer med at han placerer hovedet på mit lår. ”Da jeg var barn plejede jeg, at sove i min fars skød,” fortæller han. I følge Cantabiles 2’s program er ingen af historierne fiktive og ingen af handlingerne simulerede.

Konfronteret med denne mands tab og sorg føler jeg mig netop afmægtig. Til sidst giver vi hinanden et langt knus, og jeg går med følelsen af, at det er meget sværere at tackle andre menneskers afmagt end ens egen.

Et begæret jordbær
I næste rum venter en svensk pige, som ligner en mummitrold med rødt hår og strålende blå øjne. Hun rækker mig et jordbær og snupper det derefter lige for øjnene af mig. Hun griner og fortæller, at hun altid har været meget grådig. Vi udveksler barndomshistorier om snu måder til at opnå begærede genstande.

Hun spørger, om der er noget, jeg gerne vil have fra hende og beder mig skrive det ned. Hun gør det samme. Jeg tænker mig om – det eneste jeg kan komme i tanke om, er det jordbær hun snød mig for, så det skriver jeg.

Hun rækker mig en seddel om sit ønske fra mig. Jeg putter den i lommen. Vi knuser hinanden længe, før jeg går.

Hjemmelavet slutning
Alle tilskuere afslutter deres rejse forskelligt. Jeg bliver bedt om at bevæge mig mod rummet Self-made ending, hvor man bliver placeret foran et andet medlem af publikum, og derefter skal man kreere en gave til dem med remedier fra rummet.

Ved et rent tilfælde havner jeg foran en mand, jeg har boet sammen med engang og ikke set i mange år. Jeg tegner ham en tegning af vores gamle hus og giver ham et stort knus.

Et kys og en krammer
I bussen på vej tilbage er der god stemning. Folk taler højlydt om deres oplevelser og griner af hinandens reaktioner.

Min ledsager har overrasket sig selv og givetvis også skuespilleren ved at spørge, om hun måtte kysse hende på munden. Det måtte hun gerne.

Mens vi taler, kommer jeg i tanke om den seddel, jeg har liggende i lommen. På den står der skrevet, at hendes ønske fra mig var ”et knus, trøst”.

Jeg kaster et blik rundt i bussen. Folk er begejstrede og knap så selvbevidste, som da vi startede. Det lader til jeg ikke er den eneste, som går hjem med følelsen af at have fået en lang eksistentiel krammer.