En hæslig, syg og forløjet verden i kunstdialyse

Anna Sofie Jespersens udstilling Dagligstue Dialyse i Politikens Forhal efterlader vores anmelder med indtrykket af mistrivsel. Men i forvrængningen og forstørrelsen af menneskets ufrie, knugede og forkvaklede sind ligger også en modstand.

”Jeg tegner og maler af protest og forsøger gennem mine arbejder at overbevise verden om, at den er hæslig, syg og forløjet.” Det kunne være et udsagn fra Anna Sofie Jespersen, forestiller jeg mig.

Citatet, der her er omskrevet til nutidsform, stammer imidlertid fra den tyske, ekspressionistiske billedkunstner George Grosz (1893-1959), der især er kendt for sine satiriske skildringer af det depraverede samfund i tiden efter 1. verdenskrig.

Livsbetingelserne var naturligvis radikalt anderledes i Grosz’ datid, og Anna Sofie Jespersens motivverden indeholder også flere specifikke nutidsmarkører såsom et Apple Watch og sneakers. Men Jespersens nutid, som den kommer til syne i udstillingen Dagligstue Dialyse, forekommer i høj grad også både hæslig, syg og forløjet som hos en af de nutidige, kunstneriske inspirationskilder, hun selv har udpeget i et interview: Christian Lemmerz (f. 1959).

Og sygdomsdiagnosen understreges af udstillingens titel. Dialyse er således ifølge sundhed.dk: ”en metode til at fjerne affaldsstoffer og overflødig væske fra blodet, når nyrerne svigter”.

Affaldsstofferne – og det, der bør fjernes i nutiden – synes i denne udstillingssammenhæng især at være problematikker, der angår familiestrukturer, de to køns rollefordelinger og seksuelle relationer.

Et studie i rødt

I 2021 modtog Anna Sofie Jespersen (f. 1992) Soloprisen – en talentpris – udvalgt blandt årets udstillere på Charlottenborg Forårsudstilling. Med til den ærefulde pris fulgte en invitation til en soloudstilling i Politikens Forhal det efterfølgende år. Og det er produktet heraf, man nu kan se i denne præsentation, der indeholder tretten værker i alt, heriblandt et af Anna Sofie Jespersens billeder fra Forårsudstillingen: I’m too sad to tell you, 2019.

Det er et komplekst og monumentalt billede – og bestemt et gensyn værd. Smukke unge mænd og unge kvinder – og en enkelt hund – er tegnet og malet frem med blandt andet oliepastel og kuglepen på sammensat papir. Personerne fremstår hver for sig på en baggrund af usammenhængende perspektiviske rum, iblandet løsrevne ord og udsagn. Det virker som et sammensurium af mentale rum, der aldrig mødes eller som erindringsglimt, der muligvis udspringer af den centrerede kvindefigur i billedets forgrund, der kaster op – og som oven i købet gentages visuelt i et indrammet billede på væggen bagved.

Det er et flerstemmigt billede, der for mig at se udtrykker såvel skrøbelighed, ustabilitet, vanvid og dyriskhed, og det hele bindes sammen af en reduceret farveholdning i primært rød, sort, hvid.
Mest rød. Passionens farve. Hjertets og blodets.

Nye værker og nye metoder

De øvrige værker i Dagligstue Dialyse er af nyere datoer, fra 2020 og især 2021. Igen er det figurationen og skildringen af det moderne menneske, der er i fokus. Men Anna Sofie Jespersen har anvendt andre teknikker, materialer og formater til denne udstilling. Vi præsenteres for tre skulpturelt prægede vægobjekter i latex – deforme eller fragmenterede aftryk af en dør og kvindekroppe – sidstnævnte med lidt ekko af den amerikanske kunstner Kiki Smith (f. 1954). Og det kropslige er i det hele taget fremtrædende i udstillingen.

Hovedparten af kunstværkerne er dog udført i olie på lærred eller træpaneler i både mindre, horisontale formater og store vertikale, og Anna Sofie Jespersen har benyttet sig af ekspressive kunstgreb: et stort farveregister, skingre toner og farvesammenstød, kroppe markeret af mørke konturer og brede, heftige penselstrøg.

Mistrivsel

Jeg bliver især efterladt med indtryk af mistrivsel i mødet med Dagligstue Dialyse. Oplevelser af en ufri, klaustrofobisk og forkvaklet menneskeverden.

Der indgår flere hjemlige miljøer og barn-voksen forbindelser. Men der er ingen familielykke. Et spædbarn bliver båret underligt løst af sin mor igennem en skov, i et andet maleri står et lille barn på usikre ben tæt op ad sin forknytte, højgravide mor i et billedunivers, der ellers er domineret af en sexscene, og i et tredje maleri er en husmor hovedmotiv – med elpisker, glorie og et udtryksløst blik.

Seksualitet eller samlejescener er omdrejningspunktet i mere end halvdelen af værkerne. Eller samleje er ikke det rette ord. Ingen nydelse til kvinderne. Tre ud af de tretten værker viser en mand, der tager en kvinde bagfra, hvor hun enten ser udeltagende frem for sig, eller scenen er beskåret (ja, som i en filmscene), så hendes hoved er udenfor billedrummet eller – mere væmmeligt – kvinden afbildes i en vinkel, så hun fremstår som en livløs krop, uden hoved.

Det virker råt og kærlighedsløst, som sex afspejlet gennem et pornografisk filter – fra mandens blikretning. Og det følelsesforladte understreges af satiriske strejf, såsom i maleriet Apple Watch, hvor nøgenheden brydes af mandens store armbåndsur, der betones af maleriets titel.

Velklingende ophængning

Ophængningen af Dagligstue Dialyse er flot udført. Forhallen til Politikens Hus er et atypisk udstillingsrum: med svingdør, elevatordøre, åben passage ind til boghandleren, store vinduespartier og en vagt, der sidder midt i det hele i et aflukke. Men udstillingsrummet emmer også af historie og frembyder mange muligheder, hvis man går kreativt og stedsorienteret til værks. Det gør de her. Til eksempel hænger to af de største malerier frit ned fra loftet, lærred mod lærred, i en skrå vinkel ud fra vinduet. Det er godt tænkt/set. Ophængningen af udstillingens tre mindste malerier inde i en smal passage er også meget virksom. Nok er billederne forholdsvis små, men motiverne er rå og eksplicitte, og der skrues op for det klaustrofobiske med denne placering.

Apati, reproduktion eller protest

De nye værker i Dagligstue Dialyse rummer efter min mening ikke helt samme kompleksitet som Anna Sofie Jespersens prisvindende billede fra Forårsudstillingen. Men det har også en meget høj kunstnerisk værdi. Med soloudstillingen demonstrerer Jespersen dog fortsat en overbevisende teknisk og udtryksmæssig kunnen. Det er for eksempel interessant at se, hvordan hun – som mange ekspressionistiske kunstnere tilbage i historien – lader hænderne tale med om disharmoni, hæslighed og måske modstand ved at forstørre eller deformere dem. Anna Sofie Jespersen synes desuden i sit es i de store formater, og der er noget gennemtrængende og insisterende ved de vældige kroppe, der i nogle tilfælde overskrider billedets indre ramme, såsom i Sugar Baby, 2021. Som en styrke og vilje midt i det disharmoniske. Og det bliver spændende at se, hvor Jespersen fører disse billedsyn hen i fremtiden.

Ved en umiddelbar betragtning, er der egentlig mange stereotype fremstillinger af kønsrollemønstre i Dagligstue Dialyse: fraværende fædre eller seksuelt dominerende mænd og kvinder som mødre, husmødre eller sexobjekter. Kønsroller, jeg troede – og håbede – var på retræte. Men ak, der er vist langt vej endnu. Ligestillingen og MeToo overrules måske af det pornografiske blik? Aldrig før i historien har der været så let adgang til så stor en mængde pornografi – og forbruget heraf er enormt.

Billedliggørelse af kønsstereotyper indbefatter muligvis en fare for reproduktion eller apati. Men at forvrænge, forstørre eller zoome ind på menneskets ufrie, knugede, indviklede og forkvaklede sind – deri ligger også en potentiel modstand. Eller som George Grosz formulerede det: en protest.