En kunstner ser livet i øjnene
Ursula Reuter Christiansen udstiller Den Røde Tråd på Randers Kunstmuseum
Ursula Reuter Christiansen udstiller Den Røde Tråd på Randers Kunstmuseum
En af de store profiler i dansk kunst Ursula Reuter Christiansen har sammensat en udstilling over temaerne liv, død og forvandling. Den indeholder billeder, som ikke har set dagens lys i 10-15 år, og vises i øjeblikket på Randers Kunstmuseum.
Rødt liv
Udstillingen er stor og breder sig vidt både i areal, genre og tid. Størstedelen af værkerne er malerier, men ind imellem støder man også på keramik, film og installation. Det er kunst, som vidner om et langt liv i branchen – men udstillingen er på ingen måde retrospektiv. ”Mange af disse værker er kun blevet vist en enkelt gang. Andre aldrig.
Og derfor fik jeg den idé at lave en udstilling med dem”, forklarer Ursula Reuter Christiansen og fortæller, at der i denne udstilling findes mange af hendes absolutte hovedværker. Hun fortsætter: ”Fælles for værkerne er, at de bærer den røde farve. Men udstillingens titel kommer også af forvandlingen fra liv til død, hvilket er emnet i alle værkerne.
Erkendelse af menneskelig eksistens
Udstillingens tema har stor betydning for Ursula Reuter Christiansen. Hun har altid været betaget af livets omskiftelighed og foranderlige proces, hvilket afspejles i hendes kunst. Hun beretter: ” I 2001 fik jeg mit første barnebarn. Det var en erfaring, der førte til en erkendelse af, at jeg var ‘på vej ned af bakke’ uden at kende retningen.
Personlige fortællinger
At alle værkerne er skildringer af Ursula Reuter Christiansens eget liv, ser hun selv som en fordel. Det har fungeret som et nyttigt redskab i hendes personlige udvikling og erkendelse af livets gang. Forvandlingen fra liv til død blev hurtigt et tema i meget af hendes kunst og den røde tråd, som kan spores tilbage til kunstnerens tidligste værker.
Hun forklarer: ”Det er med vilje, at jeg har værker med, fra da jeg var 26 år. Allerede der havde jeg en forestilling om denne forvandling”. Hun tilstår samtidig, at accepten af menneskets eksistentielle vilkår først er kommet til hende nu, hvor hun kan se tilbage på sit liv.
Cyklusbevægelse
Ursula Reuter Christiansen begyndte for nogle år siden at arbejde mere med den blå farve for blandt andet at skildre vandet, som nu fylder meget i hendes værker. ”Vand er et gennemgående element i mine billeder. Vand er en evig strøm og er i konstant bevægelse – det er livet og dets forandringer”, fastslår hun.
Ursula Reuter Christiansen er nu kommet til et punkt i livet, hvor trætheden er begyndt at melde sig. ”Tidligere var min tilgang til værkerne at ‘angribe’ lærrederne – jeg havde mange følelser, som blev transporteret og kommunikeret ud gennem kunsten”, fortæller hun og fortsætter: “ Jeg har fundet en ro i mig selv og et nyt ståsted. I dag ønsker jeg mere refleksion end aktion”.
Fakta
Udstilling
Den Røde Tråd
25 okt 2008 4 jan 2009
Ursula Reuter Christiansen
Randers kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Ursula Reuter Christiansen modtog i år statens kunstfonds rejselegat på 14.000 kroner, ligesom hun modtager den livsvarige ydelse