En kvindelig model går amok
Maja Gade kommenterer vores visuelle kultur, som hun mener, stadig er for patriarkalsk.
Maja Gade kommenterer vores visuelle kultur, som hun mener, stadig er for patriarkalsk.
Med udgangspunkt i Pablo Picassos radering Billedhugger og liggende model fra 1933, har Maja Gade nyfortolket værket og lavet sin egen tegnefilm, hvor den liggende model bryder op og destruerer manden. Tegnefilmen bliver projiceret bag på en papfigur af raderingen, som er skilt i tre dele. Den liggende model er undladt, og det er derfor muligt for beskueren at indgå i værket ved at lægge sig på gulvet som det manglende motiv.
Picture perfect
Maja Gade er studerende ved Det Jyske Kunstakademi, og mener at vores kultur i dag på mange måder er som på Picassos tid. Hun ønsker at kommentere hele forestillingen om manden som kunstner og geni: ”Når kvinden ligger der – hengiven til manden – så virker det jo nærmest helt normalt. Det virker som det perfekte billede af forholdet mellem mand og kvinde”, vurderer kunstneren, som mener, at begge køn bør være hengivne.
Rollerne skifter
For at vende kønsrollerne på hovedet optræder den kvindelige model i animationen som billedhugger med magten til at sige fra overfor manden. Maja Gade forklarer: ”Der er så mange steder i kunsten og især i den kommercielle billedkultur, hvor kvinden udstilles frem for manden. Og disse billeder skal vi bare finde os i.” Hun beretter videre, at modellens destruktive adfærd i den korte tegnefilm derfor er et udtryk for en frustration og vrede mod rollen som den pæne galionsfigur, der er til skue for mandens blik.
Bagsiden af værket
Problematikken som Maja Gade fremsætter i sit værk kommer også til udtryk i den fysiske opstilling. Animationen bliver projekteret tilbage på den adskilte radering, så beskueren kan se bag facaden: ”Filmen bliver bagsiden af kunsten. Picassos originale radering er et eksempel på en maskulin måde at lave billedkunst på. Den bliver her, konfronteret med en feminin måde at gøre tingene på”, fortæller Maja Gade og uddyber: ”I mit værk er det kvinden, der skaber, og hun gør det ved at destruere. Derved ændrer hun billedet af den skabende kunstner fra at være mand til at være en kvinde.”
I familie med Picasso
Værkets tilblivelse startede med en opgave på Det Jyske Kunstakademi, hvor Maja Gade prøvede at finde elementer i ældre kunstneres teknikker, som hun havde noget tilfælles med: ”Jeg blev overrasket, da jeg så det her billede af Picasso”, fortæller Maja Gade og fortsætter: ”Jeg havde ikke tænkt på, at jeg havde en forbindelse med ham, men jeg har selv lavet mange tegninger, hvor jeg har brugt en sort streg på hvidt papir”.
Den trætte model
Maja Gade har længe arbejdet med animation som medie. Og da hun første gang så Picassos radering, forestillede hun sig den som en levede tegning: ”Jeg syntes allerede, man kunne se på originalen, at modellen var lidt træt af at ligge der”, griner hun og forklarer videre, at hun i øjeblikket arbejder og eksperimenterer med tegningen og de muligheder, den kan have som kunstnerisk udtryksform.
Fakta
Udstilling
Billedhugger og liggende model
3 okt 2008 23 okt 2008
Maja Gade
77m3 Se kort og tider
Fakta
Maja Gade er studerende på Det Jyske Kunstakademi.