En tale for de skrøbelige kroppe

Tjekkiske Eva Koťátkovás performative skulpturer i Kunsthal Charlottenborg forener højlydt kritik af samfundets institutionelle vold med empati og varme for de udsatte kroppe. Det er i kraft af den dobbelthed, udstillingen står stærkt.

Det er taktiliteten i Eva Koťátkovás skulpturer og installationer, som berører mig mest; fornemmelsen af at være omsluttet eller på anden vis kropsligt berørt af hendes konstruktioner.

Det er skulpturer, man kan bære eller krybe ind i. Måske kan man endda forvilde sig ind i dem og fare vild i dem. Ikke altid fysisk, men emotionelt og mentalt. Installationerne er både skrøbelige, åbne og imødekomne og samtidig skræmmende og hysterisk højlydte i deres forvredne og sammensyede formationer. De har pigge og spyd. De forsvarer sig så godt, de kan.

På den måde står kroppens skrøbelighed i centrum, en skrøbelighed som bliver desto mere udtalt, hvis kroppens styrke til at stå imod ydre kræfter er for svag, som barnets, eller den gamle kvindes krop, eller som de handikappede, dyrene og alle de nedbrudte eksistenser – kort sagt, de udsatte, som dermed bliver desto mere udsatte.

Mere end institutionel kritik

Soloudstillingen med tjekkiske Eva Koťátková rummer blot fem værker, men det er mættede værker med en stor visuel og emotionel detaljegrad og præcision, hvis betydning kan trække i flere forskellige retninger.

På den ene side rummer værkerne en kritik af samfundets institutionelle vold, som folder sig ud ved at indordne menneskeskæbner i alt for snævre rammer og ved at udtrykke en systembåren ligegyldighed over for den smerte, individet skal bære.

På den anden side er der varme og humor i værkerne. Der er forsøg på at gribe og omfavne og tage vare på forskellige kroppe. Og for mig er det i kraft af den dobbelthed, at værkerne får styrke. Det er fordi, de vil mere og andet end – atter igen – at udtrykke institutionel kritik.

“Jeg taler for de skrøbelige kroppe”

Confessions of a Piping System er både udstillingens titel og titlen på et værk skabt særligt til denne udstilling, som med sine protestskilte samler til oprør over de kroppe, samfundet smider ud. Der er udsagn som ’I speak for fragile bodies’ og ’The pressure of performance holds the body together only until a certain moment before everything collapses’.

Udsagnene er hejst på tre-fire meter høje pinde sammen med beklædningsstykker og udklip af billeder af kropsdele og dyr. Udsagn såvel som billeder reflekterer små velvalgte fortællinger, man kan læses i en pamflet på udstillingen.

Fx om hunden, der blev fundet i en skraldebil, eller bedstemoren, som samfundet gradvist stødte fra sig efter hun blev pensioneret. Jeg håber, at fortællingerne får mere liv i udstillingen, når installationen lidt senere i udstillingsforløbet danner afsæt for en performance.

Værket Error er ligeledes baseret på udklip, også her med en blanding af videnskabelige tegninger af kropsdele, dyr og enkeltstående udsagn, og dertil masser af fotografier af børn. Billederne hænger i snore i flere lag i en slags videnskabelig montre, der både giver indtryk af systematik, men også næsten kalejdoskopisk lader det enkelte billede forsvinde i mængden.

Videnskabens systematik kommer til udtryk ikke bare i de mønstre, den opdager, men også i dens evne til dermed at diagnosticere afvigelser og fejl. De udklippede billeder er ofte sat sammen to og to, sådan at de danner mærkelige hybridvæsener, der både kan ses som resultat af menneskelig opfindsomhed, og som tegn på den magt, der ligger i at rubricere og diagnosticere det normale og dermed det unormale.

Empatiens kludetæppe

Mit favoritværk i udstillingen er Room for Restoring Empathy, en installation bestående af en gruppe forskellige stole placeret i rundkreds omkring en sammensyet konstellation af afklippede ærmer og bukseben.

Langs væggen står en meget stor saks, som kan være årsag til de afklippede stof-lemmer, men selv om den qua sin størrelse er ganske truende, så er den alligevel også del af den proces, der kobler og forener de afklippede lemmer.

De ligger på gulvet, næsten som resultatet af en slagmark, men måske også som afsæt for en ny samling. De er ikke længere alene. Stolene rundt omkring er som ekspressive udsagn i deres egen ret: nogle er kollapset på gulvet, andre står rummelige og ranke, som et skuespil for de komplekse følelser, der kommer i spil, når brud skal heles. Empati og samhør er ikke nødvendigvis rent og skønt, og heller aldrig en fuldt ud afsluttet proces.

Drømmens omfavnelse

Udstillingen i sig selv afsluttes med en forstørret barneseng, hvor man kan lægge sig under dynerne og lytte til børns drømme. De er fortalt i du-form, som om de handler om mig, der ligger her, men stemmerne er forskellige børns, og dermed bliver der en mærkelig distance alligevel. Det er ikke mine drømme, jeg lytter til, men måske nogle drømme, jeg kunne have haft.

Drømmene spænder vidt fra det magiske til det virkelighedsnære og handler ofte om situationer, hvor angst og stress kommer til udtryk: du gemmer dig under bordet, men skal alligevel hælde salt på en tallerken og kommer til at hælde ved siden af. Du har for mange hænder og du mister overblikket over, hvad de laver. Du kan ikke følge med.

På den måde er der en slags emotionel rejse i udstillingens opsætning fra den mere protest-orienterede og udadfarende Confessions of a Piping system til de mindre og mere intime skulpturer, dem som omfavner og tilbyder støtte, for at du til sidst kan lægge dig ned under dynerne af din barndoms seng og lytte til børnenes drømme.

Monstrene er stadig til stede – faktisk helt konkret som metalkonstruktioner under sengen – og drømmene er heller ikke noget paradis, men der er en omsorgsfuld omfavnelse til stede, en tryghed på trods af den frygt og usikkerhed, som du uundgåeligt bliver konfronteret med i livet. Det er et meget fint sted at afslutte udstillingens rejse – og derfra rejse videre ud i verden.