Esben Weile Kjær forfører os ind i natklubbens gesamtkunstwerk

Esben Weile Kjærs udstilling Power Play på Gl. Strand spiller op til natklubbens multisensoriske orkestrering af performativitet, lys og lyd og dens forførende løfter om frihed, ekstatisk forløsning og selvudfoldelse. Mest elegant er udstillingen, når en kile kommer til syne og sætter sig på tværs i performernes kroppe – som en træthed, en sorg, en ensomhed.

Vi, publikum, står langs væggene i Gl. Strands udstillingssal. I midten snor sig en aluminiums-struktur skabt af de såkaldte truss, som kendes fra alverdens scenebyggerier, med påmonterede ’moving heads’-projektører. De lyser i forskellige farver i en bevægelig koreografi, som virker tilpasset den elektroniske rytme, der netop er skruet op i højere lydstyrke. Det er tid til den performance, som to gange om ugen finder sted i Esben Weile Kjærs solo-udstilling Power Play.

Kunstneren selv er blandt de fire performere, der kort derefter træder ind i rummet og griber fat i de blandede uniformer, som ellers har ligget sirligt ordnet under to balletbarrer: grove militærstøvler, hjelme og remme til at binde om kroppen. Kvinden iblandt dem stripper ned til g-strengs trusser, og påfører sig ellers bare en tung grå frakke.

De danser til musikken, pludselige heftige bevægelser. De kaster sig over hinanden. Bærer og trækker hinanden langs gulvet. De raver rundt og snubler næsten. De ligger på parketgulvet neden for mine fødder. To kroppe foldet ind i hinanden. I kærtegn? I kamp? Det er ikke helt til at vurdere. Nogle passager er langsomme, næsten i slowmotion, og så sætter det igang igen, i ryk og i rytmiske bevægelser, i tilfældige indskydelser til at tage for sig af den anden.

Ungdomskulturens rytmer

Performancen har titlen Coming of age og giver indtryk af en kamp for at opnå ekstase, en slags rastløs jagen efter at bruge og forbruge kroppe, sin egen og andres. Et billede på ungdommens begær efter at prøve sig selv af, udfordre sine grænser og glemme sig selv, for herigennem at finde sig selv, men også på iscenesættelsen af denne ungdomskultur – i natklubbens miljø, i kostumerne man påfører sig, og i rollerne man leger med.

Ungdomskulturens og dens forskellige musik-bårne rum er omdrejningspunktet for Esben Weile Kjærs udstilling, som tager os forbi teenagerummets fancollager i 80’er-stil, punk-kulturens leg med autoritære uniformer og ikke mindst natklubbens forførende gesamtkunstwerk af lyd, lys og performance, der lokker med et frirum til ekstatisk forløsning og selvudfoldelse.

Musikkultur som billedkunstnerisk rum

Coming of age-performancen er så tæt, vi publikum kommer på denne ekstase, på denne forløsende opløsning af en selv til natklubbens rytmer og blinkende lys. Og alligevel er der en mærkelig distance på spil, en kile der dukker op og sætter sig på tværs i performernes kroppe. En træthed, en sorg, en ensomhed. Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind, men det er også dér, jeg synes, at udstillingen er mest elegant. Når den lokker os ind i retningen af fantasien, mens den vedvarende holder os på afstand.

På en måde skal det jo være sådan. Gl. Strand er et udstillingssted og ikke en natklub, som kunstneren selv pointerer i et video-interview på udstillingen. Her gælder andre regler for, hvordan man opfører sig, og andre regler for, hvordan ting skal forstås. Natklubbens kulisser bliver skulpturer og installationer, formelle refleksioner over materialer og props fra popkulturen. Som for eksempel den krøllede aluminiums-struktur, der bruger ’byggesten’ fra koncert-scener til at forme en dynamisk ’performende’ skulpturel installation, der er sat strøm til af ’moving heads’-projektørerne – heraf også udstillingstitlen Power Play.

Frihedens teknologier

Men der er også en anden grund til, at udstillingen rammer en hårfin balance i sit performative greb omkring natklubbens æstetik. Den er båret af en fascination for dette univers, som hverken fortaber sig i ekstasen eller forfalder til forsimplet kritik af de teknologier, som holder fantasien ved lige. Snarere motiverer erfaringen af det forløsende rum til en videre fascination for det arbejde, som kroppe, uniformer, lys og lyd går sammen om at udføre i natklubbens miljøer.

Læs også: Ugens Kunstner: Esben Weile Kjær.

Video-installationen Industries of Freedom (skabt i samarbejde med Freja Sofie Kirk) er særligt karakteristisk i den henseende. Fokus er her verdens største natklub Privilege på ferieøen Ibiza, og vi kredser omkring den klub, uden egentligt at få lov at komme indenfor – en fornemmelse som bliver særligt forstærket af videoens stedvist inciterende lydside. Vi ser danserne gøre sig klar, stylet til tænderne med sci-fi-inspirerede uniformer, komplet med stiletter, parykker og tovværk til at hejse sig op i loftet. Vi ser dem cruise stranden for at lokke gæster, og vi ser dem gøre kassen op efter aftenens indtjening.

På den måde fanger videoen hverdagen, som den ser ud på en turist-ø. Den har både blik for konstruktionen af de spektakulære iscenesættelser og for kontrasterne mellem de stylede kroppe og turisternes mere almindelige blegfede udtryk – når de ikke selv klæder sig ud til lejligheden. Men den virker båret af sympati og indlevelse, samtidig med at den går bag om illusionen.

Det bliver mere hardcore

Power Play på Gl. Strand er første del af Esben Weile Kjærs todelte udstillingsprojekt, hvor den anden del med titlen Hardcore Freedom åbner på Copenhagen Contemporary i slutningen af oktober. Ud fra sin titel lokker den næste del med noget vildere og måske også større at matche CC’s udstillingshaller med.

For selv om Gl. Strand kalder Power Play en totalinstallation frem for en udstilling, er helheden mere som en samling af forskellige rekvisitter og indgange ind i musik-kulturens ungdomsunivers end en samlet installation. Det gør ikke udstillingen ringere. Faktisk er de forskellige interventioner ind i tematikken – og ikke mindst Esben Weile Kjærs evne til at gøre brug af en bred palet af udtryksformer – med til at nuancere og udfolde mange forskellige spor i musikkulturens performative rum.