Et maleri er et maleri er et maleri

Re-præsentationer af klassikerne
De kæmpestore lærreder fanger straks opmærksomheden, og man genkender enkelte direkte parafraser over kunsthistoriske klassikere, mens andre blot har stil- og motivmæssige påvirkninger fra blandt andet Barokken og Rokokoen.

Motiverne er smukke unge, nøgne eller halvnøgne mennesker i ødelagte urbane landskaber blandt smadrede biler og døde personer eller til vands på synkende flåder, hvor der kæmpes mod bølger eller store blæksprutter. Hvirvlende rundt i dommedagsscenarier eller i mere stille scenarier med sang eller søvn.

Overalt synes de unge sært distancerede til deres omverden. De ryger, drikker, tager stoffer, har sex med en eller flere – men ingen af delene synes at give dem egentlig nydelse. Kedsomheden og ligegyldigheden er allestedsnærværende.  

Lag på lag
Elisabeth Gabriel og Daryoush Asgar gør det i oliemalerier malet med pensel. Selve det figurative motiv er fortrinsvis malet naturalistisk med fine pensels-strøg og mange detaljer, nogle overgange er så fint afstemte, at man tror, det er airbrush.

Dertil kommer et Street-art lag, hvor farveholdningen og detaljegraden er helt anderledes. Disse to stil-lag forholder sig til hinanden i forskellige grader i værkerne: Paroler og statements er skrevet med pink graffiti hen over nogle billeder, og malingen løber ned af lærredet.

Andre steder er det organiske figurer i klare farver, der er integreret i billederne, og eksempelvis ligger som en mellemgrund eller baggrund. Endelig er der et par af værkerne, hvor integrationen er total. Dele af personerne er i opløsning, og de befinder sig i et underligt limbo midt mellem det gamle og det ny.

Hvor blev oprøret af?
Udstillingens titel, Under Brostenen, Stranden, blev brugt som slagord under Studenteroprøret i 1968. Dermed er forventningen om udstillingens tema sat allerede ved indgangen.

Det første værk Nous pensons, som er en parafrase over Friheden leder Folket af Delacroix fra 1830, giver da også indtryk af en revolutionær ungdom anno 2010 på barrikaderne. Graffitien, der på tværs af lærredet, proklamerer, ”Vi synes, det er nødvendigt at ændre verden”, forstærker indtrykket af opstand. 

Men nutidens unge er ikke i aktiv kamp. Selvom de har blod på hænderne, er de kun betragtere til de voldelige begivenheder, som de dokumenterer med mobiltelefonen. Nogle af dem mister livet – men som civile ofre, ikke som soldater i kamp.

Oprør mod forventninger
Denne fremstilling af Ungdommen som inaktiv og observerende går igen på mange af værkerne og tilføjes flere steder en blanding af resignation og hedonisme, som er så udtalt, at det nærmest harmer beskueren. 

Som beskuer forventer vi, at ungdommen i enhver generation er stærk, kæk og klar til revolution, og i stedet får vi ligegyldighed. Kun enkelte personer synes aktive og sætter ild til pengesedler og værdipapirer. Hvad er det for en ungdom?

Men ved nærmere eftersyn, er det ikke kun oprøret, der er fraværende. Der er ingen forældregeneration at gøre oprør mod. De unge er overladt til sig selv – i alle situationer.  Samfundet er allerede i opløsning – og de unge lever i det og med det. Måske er det også en form for oprør? At lade stå til, når alle forventer det modsatte.

Vi må alle tage stilling
Det er inspirerende at gå på opdagelse i en udstilling, hvor man som beskuer i den grad tvinges til at forholde sig til forskellige lag i både form og indhold. Man kan ikke gå upåvirket igennem. Der er en klar civilisationskritik, men den kan tolkes både som henvendt til ungdommen eller hele samfundet. Og derudover er der så også denne leg med selve kunsthistorien og med beskuerens rolle i meningsdannelsen.

Jeg anbefaler i høj grad et besøg, og tag endelig  teenagesønnen eller -datteren  med. Værkerne lægger op til diskussion og brobygning på tværs af generationer.