Et rigtigt menneske?

Pier Paolo Pasolini blev ifølge de fleste historier dræbt, da han havde færdiggjort sin film Salò – 120 dage i Sodoma i 1975 – kort før premieren. En film de fleste kritikere gennem tiden har kategoriseret under klassisk galskab og psykose og betragtet som en manddomsprøve bare at se til enden.

Så kan det jo godt undre én, at 32 performere har udholdt legemliggørelsen af denne klassiker ud i menneskelig fornedring og magtudfoldelse i hele 28 døgn i en villa på Østerbro.

Men det har de!

Blod, lort, tårer og galskab
Da jeg besøgte huset i forestillingens sidste afdeling, Circle of Blood, var udsagnene skrevet i blod. Før det havde de været skrevet i både lort, tårer og galskab. Forskellige pensler, samme billede:

Grufuldhed, magtbegær og underkastelse illustreret i yderste potens. Vold, voldtægt, ydmygelse, tortur og henrettelse var faste elementer i dagens og nattens begivenheder. Husets magthavere ville også næste dag fortsætte med at voldtage, piske og ydmyge. Tjenestefolkene ville igen og igen forsøge at behage deres ‘Masters’, og børnene ville konstant være objekter for al pinsel og fornedring.

Til slut var det også dem, der måtte lade livet på forestillingens sidste dag, søndag den 14. marts ved midnat. Nu står spørgsmålene tilbage, som den markante kunstneriske præstation efterlod.

Konfrontation med funktion
Der var tale om en konfrontation med funktion. Vi skulle ikke godtage ondskaben, men reflektere over ondskaben og modarbejde den. Hvis ikke inden for, så ihvertfald uden for villaen.

Performance-totalinstallationens vigtigste funktion var at vække en bevidsthed om ondskabens og amoralens væsen – også i dig selv. Hvornår vender man blot den anden kind til, og hvad skal der til før man griber ind?

I Salò var handlingerne selvfølgelig symbolske:

Ingen penetration med teater-pikkemændene, teaterblod i rigelige mængder og mange timers forberedelse og træning i de forskellige udpenslede scenarier.

Derfor var publikums modstand i bogstavelig forstand heller ikke oplagt. Nogle handlede, nogle meget kraftigt, andre handlede intellektuelt, blev forvirrede, frustrerede og forlod huset igen i syv sind. Den reaktion, uanset hvilken, var målet:

Den kritiske (og selvkritiske) refleksion. Og det var også resultatet for undertegnede.

Nærkontakt med amoralen
Det, som Salò formåede, var at involvere én i en sådan grad, at man efter få timer i huset, begyndte at indordne sig, handlede ifølge hierarkierne, imens man konstant søgte alternativer i dialog med ens egen moral, fordi man blev konfronteret med grænseoverskridende perversiteter igen og igen:

Hvorfor kan du kigge på, når ‘Michette’, der er bundet op på et kors og smurt ind i lort og blod, bliver voldtaget, imens hun skriger hjerteskærende? Hvad gør du med de følelser, der logisk nok modarbejder situationen? Hvordan ville du gerne handle? Hvordan argumenterer man for moral, når den ikke længere eksisterer?

‘Som en gummifabrik i Congo’
Men i huset blev man også konfronteret på anden og mere lavmæl, intellektuel vis. Langt de største oplevelser, og den mest indlevende vej ind i husets historier, fik man gennem karaktérernes groteske beretninger.

“Mange synes sikkert, at jeg er et sygt monster, men som en patolog engang fortalte mig, så er det de værste sygdomme, der ser smukkest ud under mikroskopet,” sagde en af husets ‘masters’, The Magistrate, da han blev konfronteret med sine moralske brister af en kvindelig gæst. Og da hun senere spørger til magistratens syn på sit liv, svarer han ligeså filosofisk efter længere betænkning:

“Mit liv er som en solopgang over en gummifabrik i Congo,” og de fleste griner forsigtigt.

Medlidenhedens pris
Den kvindelige gæst konfronteres nu af magistraten:

“Der er sikkert mange af dem, du har følt medlidenhed med, der dybest set er nogle dårlige mennesker, og som aldrig havde fortjent din medlidenhed. Jeg ser folk, der kommer herind, som føler stor medlidenhed med husets børn, også selvom de er nogle små djævle. Disse medlidende gæster køber en ‘golden rock’ (husets fiktive møntfod, red.) til børnene bare for at få det godt med sig selv. Dét er jo sygt. Jeg hader medlidenhed,” siger han med eftertryk. Der bliver stille.

Og i det øjeblik er jeg enig. Den måde hvorpå vi blindt betaler aflad for andres smerte er jo grotesk og patetisk. Men ligesom uden for huset, benytter vi os af den lette løsning:

Vi køber lindringens nydelse for en tyver og soler os i vor medmenneskelighed.

Der Übermensch
“Medlidenhed gør lidelse smitsomt,” skrev Friedrich Nietzsche i det kontroversielle skrift Antichrist fra 1888, og det fortærskede citat: “Gud er død,” runger gennem bevidstheden og får genklang i husets gentagende klageskrig.

Medlidenhed er hos ham et ukonstruktivt og nedladende onde, der holder de lidende i et jerngreb nederst i hierarkiet.

Nietzsche kaldte sig selv ‘amoralsk’. Ikke fordi han var nihilist, men fordi han betragtede de moralske og især kristne dogmer som udhulede og livsfornægtende. Han søgte istedet en mere oprindelig og mere menneskelig etik, der dog først kræver, at vi erkender den menneskelige naturs begær efter magt.

Denne erkendelse er også grundpillen i Salò.

Den værdi-revolution, som Nietzsche stræbte mod, lagde vægt på liv, kreativitet, storsindethedhed og mod. Disse værdier sammenføjedes i hans begreb om det dionysiske ‘overmenneske’ (der Übermensch):

Mennesket, der trods det moderne samfunds mangel på absolutte værdier, formår at forstå og bemægtige sig verden med grundlag i et mere personligt perspektiv på verdenen. ‘Libertineren’ som Marquis de Sade, forfatteren bag Salò, kaldte en sådan frigjort skæbne 100 år tidligere i 1785, imens moralfilosoffen over dem alle, Immanuel Kant, sad og færdiggjorde sine skrifter om moralens natur.

Mennesket udenfor
Det var dét Salò om noget lykkedes med: Legemliggørelsen af ‘overmennesket’ som billedet på samfundets amoralske tilstand. Og i ‘the masters’ fordrejede livssyn gav livet pludselig ny mening, og ikke nødvendigvis i positiv forstand.

Jeg er for eksempel stadig rystet over, hvor stort ubehaget var i mødet med pinslerne og ydmygelserne, men også hvor hurtigt de blev ‘almindelige’, måske ligefrem ‘nødvendige’ hændelser. Og efterfølgende var jeg totalt diffus – og er det stadig – både over oplevelserne og den moralske konfrontation, der huserer i mit indre. En konfrontation, der tvinger én til at være ærlig over for ens moralske principper.

Det mere samfundsmæssige udsagn var, at magtens hierarkier i høj grad er ligeså voldelige og fornedrende uden for villaen. Og her er de netop blevet normaliseret. Navnene er blot nogle andre, og udsagnene er ikke skrevet med blod, pis, lort eller bræk. Til gengæld er det virkelig virkeligt.

Mennesket er ensomt og magtliderligt. Og jo mere magt det får, jo mere ensomt bliver det. Det illustrerede Salò på skræmmende vis.

Krav om medmenneskelighed
Som et resultat af besøget er jeg nu automatisk medlem af The Black Liberitne Society. Men herude i det danske samfund træder jeg ind midt i hierarkiet, imens en masse magtkonstruktioner begrænser og styrer mine mulige alternativer. ‘Overmeneske’ bliver jeg tilsyneladende aldrig.

Og det er netop pointen. Der findes ikke overmennesker – kun mennesker, og derfor er medmenneskelighed en helt logisk nødvendighed. Det viste Salò i al sin groteske udpenslethed.

Og ja SIGNA, det var bestemt alle strabadserne værd!