Et smårodet Laboratorium med flotte værker

I udstillingen Laboratorium har Kunsthallen Brænderigården ønsket at vise spændvidden inden for kategorien papirværker. 12 danske kunstnere deltager – otte samtidskunstnere og fire historiske kunstnere, hvor den ældste er J.F. Villumsen.

Og udstillingen fungerer glimrende, hvis man går den igennem, inden man læser Laboratoriums infofolder. For desværre bliver man lettere forvirret ved at følge udstillingens formidlingstekst.

Kryptisk formidling af værker
Brænderigården har forsøgt at skabe samspil mellem de forskellige kunstnergenerationer ved at indplacere dem i tre temaer: Formen, Fragmentet og Tegnet.

Kunstnere som Pernelle Maegaard og Ferdinand Ahm Krag er placeret under Formen, som har at gøre med systemer, strukturer og geometriske figurer, mens eksempelvis J. F. Villumsen, Nina Kleivan og Cai Ulrich von Platen hører hjemme under temaet Fragmentet, der fokuserer på de uafsluttede brudstykker, hvor publikum selv skal færdiggøre fortællingerne.

Under temaet Tegnet, som huser blandt andet Andreas Schulenburg og Albert Mertz forenes ifølge infofolderen de to foregående temaer Formen og Fragmentet.

Alt sammen meget godt, men også meget konstrueret og ofte svært at følge.

Opdeling i øst og vest
Det hænder nemlig mere end én gang, at kunstnere fra samme tema er spredt for alle vinde. Bonifacini og Maegaard – begge fra samme temagruppe – er placeret i diametralt modsatte ender af bygningen. Og Maegaard er endda sat sammen med kunstnere fra de to andre temaer.

Med andre ord: Man bliver en anelse rodet i hovedet, hvis man kigger for dybt i den tematiske rammesætning. Her forvirrer formidlingen mere end den gavner.

Fine dialoger all round
For faktisk er der mange helt åbentlyse beslægtede metoder og strategier på tværs af generationerne – med eller uden den tematiske ramme.

Særligt mellem Schulenburg og Köpcke er der en fin dialog, da begge benytter opfindsomme billeder eller kollager med et tykt lag absurditet og sort humor som kritik af henholdsvis samfundet og kunstinstitutionen.

Fest og farver
På samme måde er der festlig sammenklang mellem Maegaards og Gaugler & Larris’ værker. Begge benytter store formater og mange forskellige og kraftige farver.

Gaugler & Larris’ sirligt udskårede hverdagsscenarier giver indtrykket af ornamentale kompositioner og spiller fint sammen med Maegaard, som opnår det samme med sine cirklede mønstre.

Fortællingen fortsætter
Villumsens værk Kærlighed virker nærmest som udgangspunktet til von Platens stribe af tegninger kaldet I want to tell a story.

Hvor man er i tvivl om udfaldet af mandens og kvindens skæbne i Villumsens værk, benytter von Platen et par ord hist og her til at sætte stemningen i sine enkle og kryptiske motiver.

Humoristisk er det, når sidstnævnte giver beskueren et ironisk puf, ved at skrive, at han tilbyder sin hjælp i en af tegningerne. Så kan man more sig over, præcis hvilken hjælp, det er, han giver.

Udstillingen kan selv
Tilbage er der kun at sige, at udstillingen kan selv, mens den tematiske ramme spænder ben for sig selv i sit forsøg på at formidle udstillingen.